Christiania-advokat: »Drop automatudmeldinger om fri hash og hårdere straffe«
Alle parter må droppe de sædvanlige udmeldinger og i stedet forenes om et våbenfrit Christiania, mener Knud Foldschack.
Der er brug for, at hverken Christiania-støtter eller -modstandere graver sig ned i politiske skyttegrave, mener Knud Foldschack, advokat og medlem af bestyrelsen for Christiania-fonden.
Efter skudepisoden på Christiania onsdag aften, hvor tre blev ramt af skud, herunder to politibetjente, mener han, at der frem for alt må kæmpes for et våbenfrit Christiania.
»Nu må vi hæve os over de her politiske automatudmeldinger om legalisering af hash, hårdere straffe, politirydninger og så videre,« siger han til Jyllands-Posten.
»Vi bliver nødt til at arbejde på et våbenfrit Christinia. Det skal være vores alles dagsorden fra og med i går aftes. Alle kræfter må forenes om, at vi vil ikke acceptere våben på Christiania,« siger han.
Christiania-fonden arbejder ved hjælp af folkeaktier på at rejse penge nok til at kunne købe eller leje Christiania-området. Men fonden vil ikke være med i projektet, hvis ikke våbnene forsvinder fra fristaden.
»Der skal gribes ind øjeblikkeligt internt på Christiania, hvis der er våben i omløb. Og det er klart, at hvis Christiania-fonden skal hjælpe Christiania med en spændende fremtid, så er det uden våben,« siger Knud Foldschack.
Han mener, at christianitterne på det ekstraordinære fællesmøde, som afholdes klokken 20 torsdag aften, må beslutte sig for et fælles retning i forhold til våben.
»Man er nødt til at melde ud, at man ikke vil acceptere våben, og folk som bærer våben. Man må udelukke folk, som ikke kan forstå det budskab,« siger han.
Hashhandlen er roden til problemerne, og hashhandlen skal legaliseres, mener Knud Foldschack, men det må foreløbigt komme i anden række, siger han.
»Det her er mere alvorligt end hashandlen. Det er vold, våben og mord. Situationen er så alvorlig, at vi må vente med den dagsorden, der hedder legalisering af hash. Vi skal først og fremmest have et våbenfrit Christiania,« siger han.
Efter denne hændelse, hvad er så egentlig det gode argument for at bevare Christiania?
»99,5 procent af Christinia fungerer perfekt. Her udtrykker politiet tilfredshed, her bor 1000 mennesker, her kommer flere milioner turister, og her er et spændende miljø midt i København. Problemerne er på Pusher Street, og den udgør 0,5 procent af Christiania. Der kan ikke sættes lighedstegn mellem Pusher Street og Christiania,« siger han.