Fortsæt til indhold
Indland

Flere nye ingeniører på vej – og ønske om endnu flere studiepladser

Optaget på ingeniøruddannelser er øget, men Ingeniørforeningen ærgrer sig over, at mange nu afvises.

Det er nye tider på de danske videregående uddannelser. Efter flere års bestræbelser er det lykkedes at få flere unge til at vælge at læse til ingeniør, nøjagtigt som samfundet har brug for. Nu er udfordringen, at der i år også bliver afvist en del unge til netop de uddannelser.

Optaget på civilingeniøruddannelserne er steget 9 pct. og på diplomingeniøruddannelserne optages der 12 pct. flere end sidste år. På Danmarks Tekniske Universitet er der således kun en enkelt ingeniøruddannelse med ledige pladser og på en række uddannelser er adgangskravet i år højere end ni i karaktergennemsnit.

Bl.a. Ingeniørforeningen mener derfor, at uddannelsesinstitutionerne bør øge optaget mere, end det er sket i år.

»Det er glædeligt, at så mange unge har lyttet til, hvor der er gode jobmuligheder. Men det er slet ikke nok med udsigt til massiv mangel på ingeniører. Derfor nytter det ikke noget, at vi afviser så mange unge, der har lyst til at blive ingeniører. Hvis man ikke øger optaget næste år, risikerer vi, at de unge igen går andre veje,« mener Thomas Damkjær Pedersen, der er formand for Ingeniørforeningen.

Charlotte Rønhof, der er underdirektør i DI, forklarer, at DI allerede for flere år siden opfordrede DTU til at forberede sig på et øget optag:

»Det er en bekymring, som vi har haft i flere år. Men man skal finde den rette balance, for vi skal ikke tilbage til en situation, hvor alle kan blive ingeniører.«

DTU har i år oprettet 136 flere studiepladser end sidste år, det er en stigning på 7 pct. 395 ansøgere til DTU er i år ikke blevet optaget, og det er 55 flere end sidste år.

Dekan Martin Vigild forklarer, at man i sidste øjeblik har øget optaget på flere af de mest søgte uddannelser.

»Jeg er stolt over, at det er lykkedes os at holde adgangskvotienten under 10 på alle uddannelser i år.«

Uddannelsesminister Ulla Tørnæs siger, at hun glæder sig over den øgede søgning til ingeniøruddannelserne.

»De unge, der er blevet afvist på den uddannelse, der er deres førsteprioritet, vil jeg opfordre til at søge ind et andet sted i landet, hvor der kan være ledige pladser. Det er jo netop tilfældet for mange ingeniøruddannelser.«

Bl.a. på Aalborg Universitet er der trods et øget optag stadig ledige pladser på en række ingeniøruddannelser.