Fortsæt til indhold
Indland

Universiteter afviser flere ansøgere

25 pct. af de unge, der har søgt ind på en videregående uddannelser, får et afslag. Det er en smule færre end sidste år.

Morten Vestergaard

Flere optaget på læreruddannelsen

2.700 er i år optaget på en læreruddannelse, og det er 328 flere end sidste år. Det er det højeste optag på læreruddannelserne siden 2013. Optaget er dog stadig lavere end i 2012, hvor 3.528 blev optaget. Søgningen og optaget for læreruddannelserne bliver fulgt tæt, fordi søgningen i flere år har været faldende, og fordi der er udsigt til mangel på lærere i visse fag. Derfor bliver der f.eks. også lavet statistik på de optagnes karaktergennemsnit. Det viser, at 53 pct. har højere end 7 i gennemsnit. Det er næsten den samme andel som sidste år.

Nogle af de små læreruddannelser i Skive og Nr. Nissum i Nordvestjylland har i flere år været truet af lukning pga. for få studerende. Begge steder har i år øget optaget. I Skive optages der 66 nye studerende mod 47 sidste år, og i Nr. Nissum begynder 47 studerende mod 43 sidste år.

Universiteter afviser flere ansøgere

25 pct. af de unge, der har søgt ind på en videregående uddannelser, får et afslag. Det er en smule færre end sidste år. Der er dog stor forskel på omfanget af afviste ansøgere. 34 pct. af ansøgerne til CBS afvises, sidste år var den andel 29 pct. Københavns Universitet afviser i år 28 pct mod 22 pct sidste år.

Wilbert van der Meer, sekretariatschef på CBS, siger:

»Jeg tror, at vi får mange ansøgere, fordi vores uddannelser giver mulighed for at rejse ud i verden. Og så er der en del, der prøver lykken, selvom de ikke har gennemsnittet til at komme ind, fordi vi også optager mange på kvote 2.«

I år er der 23.498 ansøgere, som ikke optages, hvilket dækker over, at 11.534 afvises pga. et for lavt gennemsnit, mens 11.964 afvises, fordi de ikke opfylder de formelle adgangskrav.

Færre helt unge studerende

De seneste år har politikere gjort en indsats for at få danske unge til at gå hurtigere i gang med at tage en uddannelse. I år ser det ud til, at flere unge igen udskyder studiestarten en smule.

Andelen af optagne, der begynder, direkte efter de har afsluttet deres ungdomsuddannelse, er faldet fra 25 pct. for to år siden til 24 pct. sidste år og 22 pct i år.

Samtidig falder andelen af nye studerende, der er yngre end 21 år. For to år siden var 39 pct. yngre end 21 år, sidste år gjaldt det 38 pct., og i år er 36 pct. så unge.

Hvis man søger ind på en videregående uddannelse, senest to år efter at man har afsluttet en ungdomsuddannelse, kan man gange sit gennemsnit med 1,08. Den regel har universiteter og erhvervsliv de seneste dage opfordret politikere til at afskaffe.

71 pct. af årets studerende har en adgangsgivende eksamen, der er højst to år gammel – for to år siden gjaldt det for 73 pct.