Her bliver kampen om studiepladserne hårdest efter nedskæringer
Se her, hvor kampen om studiepladser bliver tættere end nogensinde, efter universiteterne er pålagt at nedlægge pladser på en række uddannelser.
Folketinget har pålagt universiteterne at reducere antallet af pladser på bacheloruddannelserne med 3.500 frem til 2018. Og med et rekordstort ansøgerfelt ser bunken af afslag ligeledes ud til at nå nye højder, når over 94.000 unge spændt sætter sig foran computeren for at se, om de er kommet ind på drømmestudiet.
Det er særligt humanistiske uddannelser som dansk, engelsk, historie og flere kommunikationsuddannelser, som mister studiepladser som følge af dimensioneringen, der er vedtaget i Folketinget. Argumentet er, at studierne fører til for høj ledighed efter endt uddannelse.
Jyllands-Posten har samlet en række af de dimensionerede bacheloruddannelser, hvor ansøgertallet er steget, mens antallet af studiepladerne falder. Dermed bliver kampen om de tilbageværende studiepladser hårdere end nogensinde.
Stigning i 1. prioritetsansøgninger i forhold til 2015:
(Alle uddannelser reducerer antallet af studieplader)
- Dansk på Københavns Universitet: 21 pct.
- Engelsk på Københavns Universitet: 24 pct.
- Kunsthistorie på Aarhus Universitet: 42 pct.
- Antropologi på Aarhus Universitet: 40 pct.
- Æstetik og kultur på Aarhus Universitet: 29 pct.
- Idehistorie på Aarhus Universitet: 30 pct.
- Uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet: 11 pct.
- Socialrådgiveruddannelsen på Aalborg Universitet: 15 pct.
- Kommunikation og digitale medier på Aalborg Universitet: 34 pct.
- Economics and Business Administration på Aalborg Universitet: 107 pct.
- Language and International Studies på Aalborg Universitet: 16 pct.
Det har ikke været muligt at få statistikken fra Syddansk Universitet.