Hunde-influenza breder sig i hovedstaden
Dyrlæger i København melder om mange tilfælde af mave-tarm-infektioner hos hunde. Virusset kan brede sig, lyder det fra Dyrlægeforeningen.
Telefonerne kimer i øjeblikket løs hos de københavnske dyrlægeklinikker. I den anden ende melder hundeejere om voldsom diarré og opkastninger hos deres firbenede familiemedlemmer.
Hos Blågårds Dyreklinik på Nørrebro drejer mange af de daglige henvendelser sig i øjeblikket om symptomer på en smitsom virus, fortæller veterinærsygeplejerske Rikke Sjöholm.
- Der er en mavevirus i omløb i øjeblikket. Jeg vil tro, at hver femte opkald i øjeblikket drejer sig om hunde med dårlig mave og opkast, fortæller hun.
Dyrlæge Anne Sørensen fra Fasanvejens Dyreklinik, der samtidig er sektionsformand for Hund, Kat og Smådyr under Den Danske Dyrlægeforening, bekræfter billedet af en omgangsvirus i København.
- Vi har både henvendelser om de milde tilfælde, hvor man kan klare det med diæt og mælkesyrebakterier, og de mere alvorlige tilfælde, hvor hunden må i medicinsk behandling, siger Anne Sørensen.
Hvis man som hundeejer er vidne til symptomer på omgangssygen, diarré og opkast, er der ingen grund til stor bekymring, vurderer hun.
Mange hunde bliver ramt af virusset, fordi de færdes i de samme områder, hvor smitstoffet ligger i den tynde afføring, som ejeren ikke kan samle op. Men der er kun tale om forsvindende få tilfælde, hvor sygdommen bliver livstruende.
- De hunde, vi ser, er ikke så syge, at de skal i drop og indlægges. Men der er til gengæld mange, der bliver syge. Vi ser det typisk i et par uger hvert år, hvorefter det stilner stille og roligt af, siger Anne Sørensen.
Kilde: Agria Dyreforsikring