Advokatformand: »Trusler mod advokater truer retssikkerheden«
Det har konsekvenser for borgeres retssikkerhed, hvis advokater modtager trusler i kontroversielle sager, siger formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg.
Det kan true retssikkerheden, hvis advokater ikke tør tage sager af frygt for trusler.
Det siger Sysette Vinding Kruse, formand Advokatrådets Strafferetsudvalg, efter at advokat Poul Hauch Fenger i går aftes trådte ud af en sag, da han havde modtaget trusler på hans mail og via sociale medier.
"I sin yderste konsekvens kan det true borgeres retssikkerhed, hvis nogle advokater ikke tør tage deres sag af frygt for trusler," siger Sysette Vinding Kruse.
Poul Hauch Fenger havde som advokat for Islamisk Trossamfund sendt en såkaldt »forligsskrivelse« til debattør og Ekstra Bladet-blogger Geeti Amiri for nogle udtalelser, som ifølge Islamisk Trossamfund var injurierende.
Hun håber, at Poul Hauch Fenger og andre advokater tager kontakt til politiet, hvis de føler sig truet »for at passe deres job«.
»Truslerne er både modbydelige, ulovlige og noget, politiet bør gå ind i,« siger Sysette Vinding Kruse.
Hun kan godt forstå, hvis Poul Hauch Fenger føler sig truet.
»Truslerne må have været meget alvorlige, hvis han trækker sig. Jeg kan godt forstå, hvis han er bange. Jeg ville også trække en grænse, hvis jeg blev truet,« siger Sysette Vinding Kruse.
Jyllands-Posten har her til formiddag talt med Poul Hauch Fenger, som ikke ønsker at udtale sig yderligere i sagen.