Fortsæt til indhold
Indland

Tandlægeforeningen: Markant færre tandlægebesøg skyldes regeringsindgreb

Reglerne for, hvor meget tilskud den enkelte patient årligt kan få til tandlægebesøg, har ændret sig de seneste par år.

Antallet af gange, danskerne har lagt sig i tandlægestolen med tilskud fra det offentlige, er ifølge Danmarks Statistik faldet med knap 29 pct. fra 2013 til 2014.

Faldet er ifølge formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg, forventet, og skyldes et regeringsindgreb.

»Der er to gange blevet grebet ind i den eksisterende overenskomst, hvor man har reduceret den ramme, det offentlige stiller til rådighed til tilskud med lidt over 300 mio. kr., hvilket gør, at folk selv skal betale for andet kontrolbesøg eller tandrensning,« siger han.

1. januar 2013 blev reglerne for offentligt tilskud til tandlægebesøg ændret, så du kun kan få tilskud til en enkelt rensning og kontrol af tænderne årligt mod to førhen.

Tallene fra Danmarks Statistik omfatter kun tandlægebesøg, hvor udgiften er helt eller delvist dækket af det offentlige, og ikke de besøg, som folk betaler af egen lomme.

Ifølge Freddie Sloth-Lisbjerg er det dog ikke realistisk, at samtlige 29 pct. færre tandlægebesøg med offentlige tilskud i stedet er blevet til privatbetalte besøg.

»Nogle af patienter har valgt at betale selv, mens andre enten har valgt at udskyde behandlingerne eller vælge dem helt fra,« siger han.

1. april 2015 trådte nogle nye nationale kliniske retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen stod bag, i kraft.

Ifølge disse retningslinjer er det tandlægens opgave at foretage en såkaldt risikovurdering og placere patienterne i en henholdvis grøn, gul eller rød kategori.

Grønne patienter får således sjældnere tilskud til deres tandlægebesøg sammenlignet med de røde patienter.

Den enkelte patients placering i de forskellige kategorier afhænger bl.a. af, om patienten har en aktiv sygdom som f.eks. tandkødsbetændelse samt patientens generelle tandsundhed.

Freddie Sloth-Lisbjerg, der udover at være formand for Tandlægeforeningen også driver sin egen klinik i Kolding, har gode erfaringer med de nye retningslinjer.

»På den her måde prøver man jo at sikre, at man ikke giver nogle for lidt og nogle andre for meget,« siger han.

Om faldet i antal tandlægebesøg er et udtryk for, at danskerne tidligere har gået for meget til tandlæge, afviser Freddie Sloth-Lisbjerg klart.

»Nej, det synes jeg ikke,« siger han og fortsætter:

»Vi sammenligner os jo ofte med andre lande, og der er faktisk ikke nogen lande, hvor man går sjældnere til tandlæge end Danmark«.

Med de nye nationale kliniske retningslinjer forventer Freddie Sloth-Lisbjerg, at antal tandlægebesøg i de kommende år vil stige, efter at være faldet markant de seneste par år som følge af regeringsindgreb.

»2015, forventer vi, bliver et blandings-år, og den endelige stigning vil vi nok først kunne se i 2016,« siger han.