Kun få skifter tandlæge, bank og mekaniker
Udsigten til lavere priser og bedre ydelser er tilsyneladende ikke nok til at få danskerne til at skifte forhandler eller prutte om prisen, viser nye tal fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Vi lægger en meget stor del af vores løn hos banken, realkreditselskabet, tandlægen, mekanikeren, forsikringsselskabet etc. og synes ofte, at priserne er for høje. Alligevel bruger kun de færreste af os tid på at undersøge, om vi kan slippe billigere ved at skifte til en anden bank, selskab eller forhandler.
Ifølge en stor spørgeundersøgelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fået lavet blandt et repræsentativt udsnit på 5.000 forbrugere, er danskerne særdeles trofaste over for deres forhandlere eller leverandører, selv om der typisk er store gevinster at hente ved at skifte til andre.
Især når det gælder tandlæger, realkreditselskaber, banker og autoværksteder, er vi utilbøjelige til at skifte: Kun 9 pct. af danskerne har inden for de seneste to år lagt sig til rette i en ny tandlægestol, mens andelen er hhv. 7 pct., 11 pct. og 17 pct., når det gælder skift af realkreditselskab, bank og mekaniker.
Også når det handler om indbo- og bilforsikringer, fitnessabonnementer og mobiltelefonabonnementer er vi ifølge undersøgelsen temmelig trofaste over for de selskaber, vi er kunder hos – kun ca. hver fjerde forbruger har inden for de seneste to år skiftet selskab.
Mange fik en bedre pris
Undersøgelsen viser også, at de færreste danskere – også omkring hver fjerde – har prøvet at forhandle om en bedre pris eller bedre ydelser hos deres nuværende selskab.
»Det er ærgerligt, at så få forbrugere udfordrer deres leverandør, for rigtig mange får en bedre pris eller en bedre ydelse ud af det, når de gør det. Vi kan eksempelvis se, at af de 19 pct., der flyttede deres indboforsikring, fik 94 pct. en bedre pris eller ydelse, mens 85 pct. af de, der skiftede bank, fik en bedre pris eller ydelse,« siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing.
Der er ifølge undersøgelsen flere årsager til, at forbrugerne afholder sig fra at skifte. Bl.a. er forbrugerne tilfredse, hvor de er. De mener ikke, at det kan betale sig at skifte, og de vil gerne bevare det gode forhold til deres nuværende leverandør.
»Som forbrugere har vi tendens til at være loyale over for de virksomheder, vi plejer at handle med. Men det kan ikke altid betale sig. Hverken for den enkelte forbruger eller for samfundet. Når forbrugerne ikke stiller krav, mister virksomhederne incitamentet til at konkurrere om at udvikle de bedste produkter til de billigste priser,« siger Agnete Gersing.
Enkeltstående køb
De 13 markeder, der er undersøgt, er autoværksteder, tandlæger, håndværkere, hårde hvidevarer, babyudstyr, pakkerejser, indboforsikring, bilforsikring, bank, realkreditselskaber, mobilabonnement, fitness og investeringsforeninger.
I den pulje er det hårde hvidevarerforhandlerne, babyudstyrsbutikkerne og rejseselskaberne, som oftest skiftes ud, når forbrugerne skal på indkøb. Ca. 60 pct. af de adspurgte svarer, at de har valgt en anden forhandler end sidst.
Det er i følge Forbruger- og Konkurrencestyrelsen ikke så sært, at danskerne er mindst troløse over for disse brancher. Der er nemlig tale om enkeltstående køb, som typisk også kan fås hos andre forhandlere. Man kan altså rimelig nemt shoppe rundt og sammenligne priser. Men selv om relativt mange kunder vælger at købe deres hårde hvidevarer, rejser og babyudstyr hos andre forhandlere, er det de færreste kunder, som kaster sig ud i at forhandle og prutte om prisen, viser undersøgelsen.
Og når det gælder de komplicerede markeder som realkredit, bank og investering, skyldes danskernes trofasthed bl.a. at man typisk binder sig til et abonnement eller en længere aftale – og typisk skal tage stilling til mange spørgsmål.