Muslimer til kamp for kalifatet ved møde i København
Den kontroversielle bevægelse Hizb ut-Tahrir har varslet taler om »vestens sociale ulykke«.
Søndag kl. 13 holder den yderligtgående bevægelse Hizb ut-Tahrir sin årlige konference på Nørrebro i København.
På konferencen "Islam og Kalifatet - redningen til en verden i liberalismens krise" skal bevægelsens medlemmer bl.a. diskutere, hvordan et verdensomspændende kalifat kan redde verden fra »vestens sociale ulykke« samt debattere flygtningeproblemet.
»Konferencen vil præsentere islam som den sande redning til en verden i liberalismens utallige kriser,« skriver bevægelsen i oplægget til konferencen.
Ifølge Hizb ut-Tahrir har den vestlige verdens magt betydet, at mange millioner muslimer lider, og denne verdensorden er uholdbar. Bevægelsen ønsker et kalifat hvor sharialovgivningen gælder. En lovgivning, som af flere ekstremistiske organisationer bliver fortolket på strengeste vis med dødsstraf for utroskab og afhugning af hænder for tyveri.
Det forventes, at der dukker omkring 1.000 personer op til konferencen.
Ved tidligere Hizb ut-Tahrir-arrangementer har den kontroversielle Taimullah Abu-Laban, som er søn af den tidligere imam Ahmad Abu Laban, holdt oplæg om flygtningekrisen.
Taimullah Abu-Laban er en af de ledende figurer i Hizb ut-Tahrir og har flere gange fået kraftig kritik for sine udtalelser om at udslette Israel og slå jøder ihjel, og netop denne taler skal igen holde oplæg ved søndagens konference.
»Vil opfordre alle gode kræfter til at deltage i den moddemonstration der afholdes samtidig. Ingen skal true vores jødiske medborgere,« skriver den socialdemokratiske politiker Lars Aslan Rasmussen fra Københavns Borgerrepræsentation på Facebook.
Junes Kock, der er talsmand for Hizb ut-Tahrir, har over for TV 2 bekræftet, at Taimullah Abu-Laban skal holde oplæg i Nørrebrohallen søndag eftermiddag.
Uden for Nørrebrohallen, hvor konferencen bliver holdt, vil der traditionen tro være samlet modstandere af Hizb-ut Tahrirs budskaber.
I år er der blevet varslet en "kærlig moddemonstration", hvor alle - især kvinder, homoseksuelle, jøder og demokratiske muslimer vil møde »Hizb-ut Tahrirs hadefulde budskaber med kærlighed«.
Bag moddemonstrationen står den tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom, Rasmus Brygger og socialdemokraten Mette Viktoria Pabst. "Vi håber, at kvinder, homoseksuelle og jøder vil komme og give Hizb ut-Tahrir et kram"
Flere lande har forbudt Hizb ut-Tahrir, mens bevægelsen i Danmark gennem flere år har været en forening "under skærpet opsyn", hvilket betyder, at Rigsadvokaten jævnligt får rapporter om foreningens aktiviteter.
Selve foreningen kan ikke forbydes, idet der er forsamlings- og foreningsfrihed i grundloven. Et flertal i Folketinget ønsker at tvangsopløse den islamistiske forening, bl.a. på baggrund af at den har været kædet sammen med hadefulde ytringer mod jøder.