Tavshedspligt og kildebeskyttelse

Selvom der er ytringsfrihed i Danmark, og alle borgere derfor kan sige, hvad de vil, er der nogle informationer, som ikke må blive afsløret i offentligheden.

Der er derfor en række personer, der på grund af deres arbejde har tavshedspligt. Det betyder, at der er visse informationer fra deres arbejde, som de ikke må sige videre.

Det er typisk personer, der arbejder med andre menneskers privatliv eller med statens hemmeligheder. Det er f.eks. en læge, som kender til andre menneskers private sygdomme, eller ansatte ved kommunen, som ved noget om andre menneskers private økonomi. Det kan også være ansatte i staten, som ved noget særligt om militæret eller om udenrigspolitik. Alt sammen informationer som af forskellige grunde kan gøre meget skade, hvis de bliver fortalt offentligt.

Disse personer må naturligvis gerne fortælle alt muligt andet om deres arbejde, og de må være kritiske over for deres arbejde og deres chef – men de må ikke fortælle lige præcis de følsomme og private oplysninger, som de kender til. De kan blive straffet for at afsløre de hemmelige informationer.

Det kan dog alligevel være nødvendigt i et demokrati, at disse oplysninger kommer ud til offentlig debat. Nogle gange vil en ansat, f.eks. i staten, sidde i et stort dilemma, fordi man på den ene side skal holde nogle informationer hemmelige, men på den anden side kan se, at disse informationer afslører fejl og kriminalitet hos staten selv.

Et eksempel er sagen mod Frank Grevil, som arbejdede for Forsvarets Efterretningstjeneste og havde adgang til hemmelige dokumenter om Danmarks deltagelse i krigen i Irak. Han fortalte om nogle af disse dokumenter, da han mente, at regeringen ikke fortalte sandheden til borgerne. Han blev dømt for at bryde sin tavshedspligt, men der var uenighed, fordi en dommer mente, at disse informationer var nødvendige at få frem i et demokrati.

Derfor kan journalister give en person kildebeskyttelse.

Hvis man som borger i Danmark ser eller ved noget om en kriminel handling, har man normalt pligt til at vidne for en dommer i retten. Man skal altså fortælle sin viden.

Det er denne pligt, som journalister ikke behøver at overholde, hvis de har lovet kildebeskyttelse. Det betyder, at en person kan bryde sin tavshedspligt til en journalist, som derefter ikke har pligt til at fortælle politiet eller en dommer om kildens identitet.

På den måde kan man sikre, at ansatte tør fortælle om evt. grove fejl, løgne eller kriminelle handlinger, som de opdager via arbejde.

Arbejdsspørgsmål

Næste kapitel