Fortsæt til indhold
Indland

Fire måneders fængsel til Grevil

En ville have ham kendt straffri. Men fem af de voterende i Østre Landsret var fredag enige om at straffe den tidligere ansatte i Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, Frank Grevil med ubetinget fængsel i fire måneder.

Med den dom mildnede landsretten straffen for Grevil, der i Københavns Byret blev idømt seks måneders ubetinget fængsel.

Frank Grevil lækkede i 2004 hemmeligstemplede dokumenter fra FE til Berlingske Tidende.

I dommen fra landsretten siger de fem voterende, at de lækkede dokumenter ville kunne skade efterretningstjenesten, og at loven om almen interesse ikke gjaldt i en type sag som denne.

Oplysningerne ville ikke hindre ulovligheder, og derfor var Grevil ikke straffri.

Den ene, der ville have ham kendt straffri, mente, at han havde handlet i "berettiget varetagelse af almen interesse".

/ritzau/