Censur under Anden Verdenskrig

Da Danmark blev besat af Tyskland i 1940, havde Danmark haft Grundloven – den frie forfatning – i knap 100 år. I løbet af den tid havde der selvfølgelig været spørgsmål og tvivl om, hvordan de forskellige friheder skulle forstås, men Anden Verdenskrig og den tyske besættelse viste, hvordan ytringsfriheden var vokset fast i danskernes bevidsthed.

Under Besættelsen blev ytringsfriheden alvorligt indskrænket. Allerede få uger efter Besættelsen kom et cirkulære fra Statsministeriet til pressen om omfanget af censur, og da den danske regering trådte tilbage i august 1943, og tyskerne erklærede militær undtagelsestilstand, overtog tyskerne kontrollen med de danske medier.

Under Besættelsen blev det forbudt at sige, trykke eller vise noget, som ”kunne skade det dansk-tyske forhold”. Det vil sige, at man f.eks. ikke måtte kritisere tyskerne. Som tidligere nævnt er formålet med ytringsfrihed at kunne udtale sig frit om autoriteter og at beskytte den frie og demokratiske debat. Da ingen måtte kritisere besættelsesmagten, var der altså tale om et alvorligt brud på ytringsfriheden.

Mens de kendte aviser altså blev nødt til at følge denne nye censur, opstod en række andre aviser og dagblade – de blev kaldt for den illegale presse, fordi de trodsede den tyske censur. I disse aviser blev der skrevet kritisk om tyskerne og nazismen, der blev trykt tegninger og poesi, som hånede tyskerne, og der blev opfordret til modstand og kamp.

I årene 1941-1945 blev der udgivet omkring 600 illegale blade, der udkom i 24 mio. eksemplarer. Blandt de store illegale blade var De Frie Danske, Land Og Folk, Frit Danmark og nyhedsbureauet Information, som også i dag eksisterer som dagblad.

Samtidig gjorde en del danske forfattere og digtere meget ud af at skrive bøger og digte, som kunne slippe gennem den tyske censur, men som i virkeligheden var en kritik. En af de mest kendte sange fra Besættelsen, der gennem linjerne udtrykte et antinazistisk budskab, hed ”Man binder os på mund og hånd”.

Den tyske besættelsesmagt forfulgte disse ulovlige aviser, både dem, der skrev, og dem, der hjalp med at dele aviserne ud. Igennem hele krigen fortsatte bladene dog med at udkomme, og de var en vigtig del af den danske modstandskamp.

De næsten 100 års ytringsfrihed havde sat sig fast i danskerne. Den tyske censur blev oplevet som urimelig. Man havde vænnet sig til, at enhver kunne kritisere politikere eller andre autoriteter, og man havde fået en kultur om fri debat.

Den illegale presse viste, at ytringsfriheden nu blev opfattet som noget grundlæggende i det danske samfund, og at ingen kunne være uden for kritik. Censur blev set som symbolet på et diktatur og på ufrie mennesker.

Arbejdsspørgsmål

Næste kapitel