Stor pris går til arbejde mod seksuelle overgreb
Sammen med en halv mio. kr. får Kvisten Viborg årets Tine Bryld Prisen for sit arbejde mod seksuelle overgreb.
Årets Tine Bryld Prisen, der hylder ekstraordinært socialt arbejde, går i år til Lisbeth Høstgaard Møller og Kvisten Viborg, som sammen med prisen modtager en check på 500.000 kr.
Kvisten Viborg er en frivillige organisation, som via terapi og samtaler hjælper personer, der har været udsat for seksuelle overgreb. Lisbeth Høstgaard Møller, der er leder af Kvisten Viborg, får personligt 50.000 kr. sammen med Trine Bryld Prisen, mens den halve million kr. går til nye projekter i Kvisten Viborg.
For halvandet år siden stod mænd blot for fem pct. af alle Kvisten Viborgs henvendelser, på trods af at 33 pct. af alle seksuelle overgreb bliver begået mod mænd. Det undrede Lisbeth Høstgaard Møller og de andre frivillige i organisationen, og derfor satte de et større projekt i gang, som skulle få flere mænd til at henvende sig.
»I har med jeres fokus og nye tilbud til drenge og mænd, som ofre for seksuelle overgreb, bidraget til at løfte et alvorligt tabu og rydder op i en alvorlig vildfarelse. Tidligere- og desværre ofte forsat mange steder - er det opfattelsen, at det alene er piger og kvinder, der udsættes for seksuelle overgreb. Sådan ser virkeligheden ikke ud. Det er vigtigt og så flot, at I netop har blik for dette,« lød ordene bl.a., da prisen blev uddelt i DR Koncerthuset.
Siden Kvisten Viborg begyndte at sætte fokus på mænd, der havde været udsat for seksuelle overgreb, er antallet af mænd, der henvender sig til den frivillige organisation, steget til 21 pct.
Lisbeth Høstgaard Møller var beæret over at modtage Tine Bryld Prisen og glæder sig over, at opmærksomheden og den halve mio. kr. bevirker, at arbejdet med at hjælpe ofre for seksuelle overgreb kan blive endnu bedre.
»Prisen betyder først og fremmest, at der kommer synlighed på Kvisten, og på at vi tilbyder professionel og gratis hjælp til mennesker, der har været udsat for seksuelt misbrug. Prisen betyder også, at der bliver rettet fokus mod det enorme tabu og det meget store samfundsmæssige problem, som seksuelt misbrug er,« siger Lisbeth Høstgaard Møller.
Pengene er da også allerede øremærket, og der er nok at bruge dem på, når man er en frivillig organisation, fortæller Lisbeth Høstgaard Møller.
»Vi skal nå ud til endnu flere. Tabuer bliver kun slået ihjel ved at blive italesat. Vi skal gøre os mere synlige, vi vil gerne have mere sammenhængskraft i terapeutgruppen. Vil skal have nedbrudt tabuet. Det gælder ikke kun mænd, men selvfølgelig også kvinderne,« siger hun.
Kvisten har eksisteret siden 1998 i Aarhus, men i 2005 stiftede Lisbeth Høstgaard Møller sammen med fire andre en afdeling i Viborg. Under den afdeling er der i dag terapisteder i Aalborg, Billund, Bjerringbro, Holstebro, Nykøbing Mors, Randers, Skive, Silkeborg og Thisted.
Der er 12 frivillige psykologistuderende tilknyttet i Aarhus, mens Kvisten Viborg har 30 frivillige terapeuter tilknyttet.
Tine Bryld Prisen er fondet af Trygfonden.