Fortsæt til indhold
Indland

Nu kommer Andreas Mogensen hjem

Natten til lørdag flyver Andreas Mogensen hjem fra Den Internationale Rumstation. Følg hele rejsen her.

Klik i videoafspilleren herover for at åbne live-sendingen fra Nasa.

Rejsen til op ISS tog over to døgn. Turen hjem er overstået på tre og en halv time.

Natten til lørdag slutter 10 dages vægtløshed for Andreas Mogensen, når han forlader Den Internationale Rumstation, ISS, og rejser tilbage til Jorden.

Her boede Andreas Mogensen i otte dage på ISS

Det foregår i Sojus-fartøjet TMA-16M, og med sig har han den russiske kaptajn Gennadij Padalka og den kasakhiske kosmonaut Aidyn Aimbetov.

Jyllands-Posten viser direkte tv fra hjemturen fra fredag aften kl. 19.30 og natten til lørdag. I videoafspilleren herover kan du følge Nasa’s direkte udsendelse.

Den 38-årige Andreas Mogensen forlod Jorden den 2. september kl. 6.37 fra Baikonur-kosmodromen i Kasakhstan.

To døgn senere kunne han sammen med kaptajnen Sergej Volkov og Aidyn Aimbetov svæve ind på rumstationen ISS i 400 kilometers højde.

Hjemturen begynder allerede kl. 20 dansk tid, når de tre besætningsmedlemmer svæver om bord på Sojus TMA-16M og lukker lugerne bag sig.

Derefter bruger de tre og en halv time på at tryksikre lugerne, varme Sojus-fartøjet op og tjekke alle systemer og procedurer.

Fire kraftige fjedre skubber Sojus-fartøjet væk fra ISS, og når de to fartøjer er på sikker afstand af hinanden, begynder Sojus-fartøjet sin nedstigning.

Det sker ved hjælp af et såkaldt ”deorbit burn”, en raketaffyring på 4 minutter og 45 sekunder, der bremser Sojus ned fra de 28.000 km/t, rumstationen kredser med.

Andreas Mogensen og de to kolleger sidder i Sojus’ landingsmodul. Det adskilles under nedstigningen fra hhv. beboelses- og servicemodulet, der brænder op under friktionen med luften i atmosfæren.

Landingsmodulet ville også brænde op, hvis ikke det var for dets kappe af keramiske kakler på undersiden. Inde fra kapslen kan astronauterne se ilden og gnisterne uden for vinduerne.

10 kilometer over Jorden udløses den første faldskærm, der tager farten af kapslen. Den afløses kort efter af hovedskærmen og endelig af bremseraketter, der får kapslen til at lande med ca. 5 km/t.

Landingen ventes kl. 02.51 omkring byen Dsheskasgan på stepperne i det nordlige Kasakhstan.

Helikoptere vil kort efter hente besætningen.

Mens russeren Gennadij Padalka formentlig skal bæres fra kapslen efter at have været vægtløs i et halvt år, kan Andreas Mogensen og Aidyn Aimbetov efter 10 dages rumophold formentlig gå selv.

Se også livetransmissionen fra ESA - fra kl. 02.30:

Helt usædvanligt tager danskeren hjem i et andet Sojus-fartøj, end det, han blev opsendt med. Det skyldes et historisk eksperiment, hvor amerikaneren Scott Kelly og russeren Mikhail Kornienko skal være på ISS i et helt år.

Sojus-fartøjerne er imidlertid kun bygget til et halvt års parkering i rummet, så Andreas Mogensen har leveret et friskt fartøj og returnerer så i Kelly og Kornienkos Sojus.

Russeren Sergej Volkov, der var kaptajn på opsendelsen, bliver desuden på ISS. Han afløser landsmanden Gennadij Padalka, der flyver med Andreas Mogensen og Aidyn Aimbetov hjem.