Andreas Mogensen fotograferede Danmark fra rummet
Astronauten blev mandag formiddag den første dansker, der har set hele sit land på én gang.
Han lovede det, inden han tog af sted. Hvis det altså ikke var overskyet.
Mandag formiddag lykkedes det så den danske astronaut Andreas Mogensen at fotografere sit fædreland fra 400 kilometers højde, om bord på Den Internationale Rumstation, ISS.
”Fantastisk start på dagen! Fløj over Danmark! Ingen skyer i dag!” skriver den danske astronaut til billedet på Facebook og Twitter.
Dermed er den 38-årige Andreas Mogensen nu ikke blot den første dansker i rummet, men også den første dansker, der nogensinde har kunnet se hele sit fædreland på én gang.
Andreas Mogensen ankom til rumstationen ISS fredag formiddag efter to døgns rejse med Sojus-fartøjet fra Baikonur-kosmodromen i Kasakhstan.
Her svæver Andreas Mogensen ind på ISS
Rumstationen er i kredsløb 400 km over Jorden med en fart på 28.000 km/t. Den er blot halvanden time om at nå én gang rundt om Jorden, så astronauterne ser solen stå op og gå ned 15 gange i døgnet.
Andreas Mogensen vender tilbage til Jorden lørdag den 12. september.