Flygtninge får lov at rejse gennem Danmark
Både fra Padborg og Rødby har hundredvis af flygtninge og migranter fået lov at rejse videre, oplyser medie.
Flere hundrede flygtninge og migranter har tilsyneladende fået frit lejde til at rejse videre gennem Danmark natten til torsdag og torsdag morgen.
Allerede sent onsdag aften kunne Jyllands-Postens folk i Rødbyhavn fortælle, at omkring 240 personer, der havde befundet sig mange timer i nogle tog, pludselig fik lov at forlade dem og gå hen til private, der med deres biler kørte dem væk.
Om den situation sagde politikommissær John Andersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau onsdag aften:
"Det var ikke på politiets direkte opfordring, at de forlod toget. Men de blev i hvert fald ikke stoppet. Så det kan du godt kalde frit lejde, når de får at vide, at de må gå. Hvor de er taget hen, ved jeg ikke. Jeg tror, at de er blevet hentet af private biler eller har taget taxi videre. Vi overvåger dem ikke mere."
Mange af flygtningene og migranterne har givet udtryk for, at de gerne vil til Sverige.
Torsdag morgen beretter TV 2 News så, at politiets passive tilgang tilsyneladende fortsætter. Kanalens reporter i Padborg kunne fortælle, at omkring 60 flygtninge og migranter havde fået lov af politiet til at tage et tog mod København, efter at de i mange timer onsdag ikke havde måttet rejse videre fra den danske grænseby. Over for Ritzau bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi, at de 60 flygtninge og migranter har fået lov at rejse videre.
Det samme er tilsyneladende sket i Rødbyhavn, hvor Ritzau med TV 2 som kilde meddeler, at omkring 400 flygtninge og migranter, der har befundet sig på en skole, forventes at få lov at rejse videre gennem Danmark.
På TV 2 News kan man torsdag morgen se, at flygtninge og migranter i små grupper får lov at forlade det sted, de har været indkvarteret. Politiet ser passivt til, mens private i biler kører dem væk.
Hvorvidt de formodede flygtninge og migranter bliver registreret og på hvilken måde, er endnu uvist.
Det har foreløbigt ikke været muligt for Jyllands-Posten at få be- eller afkræftet oplysningerne fra TV 2 hos politiet i Syd- og Sønderjylland samt hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at det vil afholde et pressemøde på politistationen i Næstved klokken 8 torsdag morgen, hvor der vil blive opdateret om situationen i Rødby.