Læserne: Luk pengekassen i for flygtninge
Jyllands-Postens læsere er uenige med Mogens Lykketofts budskab om flere penge til nærområder.
De rigeste europæiske lande skal sende flere penge til de nærområder, hvor store flygtningestrømme lige nu kommer fra, hvis man ønsker at bremse de mange mennesker, der valfarter til Europa, mener Mogens Lykketoft, kommende formand for FN's Generalforsamling.
Han mener ikke, at landene kan beklage sig over flygtningestrømmene, så længe at man "fedter" med hjælpen i nærområderne, hvor FN alene i Syrien og dets nabolande beder om 50 mia. kr. til humanitær hjælp, men hvor kun en tredjedel af pengene er blevet givet.
Men det budskab er de fleste af Jyllands-Postens læsere på Facebook langt fra enige i.
Mange mener, at Danmark har givet de penge, som landet skal give til de udsatte områder og peger i stedet på, at man burde bruge kræfterne på at råbe andre lande op.
"Jeg synes, at han skulle sørge for, at de rige lande i Mellemøsten tog nogle af flygtningene. Saudi Arabien, Oman og Quatar har ikke taget en eneste, og de ligger tættere på Syrien, end Europa gør," skriver Nis Peter Jensen på Jyllands-Postens Facebook-side om Mogens Lykketofts opfordring.
Louis Andersen er anden læser, som peger på, at man bør råbe andre lande i verden op.
Han skriver, at man hverken skal sende flere penge eller acceptere at tage imod alle de flygtninge, som strømmer ind i Europa, fordi Danmark og de rigeste europæiske lande har hjulpet udsatte lande i mange år og uden nytte ifølge ham. I stedet burde man få USA til at betale nogle af regningerne, skriver han.
Heidi Nielsen går dog imod flertallet af dem, som har skrevet kommentarer til Jyllands-Postens historie på Facebook. Hun peger på, at man ikke kan lukke øjnene og giver Mogens Lykketoft ret i, at man skal tage et valg mellem de to ting.
"Uanset, hvor mange penge, Danmark har givet gennem tiden, må I vælge. Pest eller kolera. Vi kan ikke som det eneste land nægte at tage medansvar for den vanvittige flygtningestrøm og samtidig ikke ville støtte de lande, der så tager de ekstreme mængder flygtninge ind i deres land," skriver hun på Jyllands-Postens Facebook-side.
Andre argumenterer med et helt andet synspunkt, nemlig at Danmark burde tænke mere på at løse sine egne problemer i stedet for at hjælpe de mennesker, som er på flugt.
"Vi har givet utallige milliarder gennem tiden. Nu er det på tide, at vi får gjort noget for de svageste danskere, især ældre," skriver Henrik Pedersen.
Det samme mener Karenmarie Nielsen, der ikke kan få øje på meget udbytte fra de penge, som Danmark gennem årene har givet rundt om i verden.
"Det er som et hul i jorden. Hvor forsvinder alle de millioner og atter millioner hen? Synes, der ydes kæmpe beløb hele tiden. Hvad med de rige olielande? Var det ikke på tide, at de kom til lommerne. De er tæt på. Vi skal hjælpe, jovist, men hvorfor er det altid de samme lande, som skal yde mest? Vi når også en grænse. Er noget chokeret over alle de besparelser herhjemme på syge- og ældreområdet," skriver hun på Facebook.