Forsvarer: Retssag krænker Penkowas menneskerettigheder
Den omstridte hjerneforsker Milena Penkowas forsvarer krævede i dag sagen mod hende afvist med henvisning til menneskerettighedskonventionen.
Det blev en kort dag i retten for hjerneforskeren Milena Penkowa. Det, der skulle have været en hel dag med bl.a. afhøring af hovedpersonen i Københavns Byret, blev markant forkortet, da dommeren, Karen Duus Mathiesen, valgte at udsætte sagen til d. 27. august.
Udsættelsen skete som konsekvens af, at Penkowas advokat, Kåre Pihlmann, kræver hele sagen afvist med henvisning til menneskerettighedskonventionens protokol om, at man ikke må retsforfølges eller dømmes to gange for samme lovovertrædelse.
For mens Milena Penkowa nu siden december 2014 har været tiltalt for i 2003 at have indgivet forfalskede dokumenter om et storstilet rotteforsøg til Københavns Universitet, har det såkaldte UVVU - Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed – sideløbende kørt en længere sag mod Penkowa for videnskabelig uredelighed, hvor bl.a. spørgsmålet om rotteforsøgene indgik.
I strid med menneskerettighederne
Men i juni i år kom UVVU efter længere tids undersøgelser frem til, at Milena Penkowa ikke havde udvist uredelighed. Og det er altså med henvisning til UVVU-konklusionen, at Penkowas forsvarer, Kåre Pihlmann, vil have retssagen afvist.
”Forsvarer ser i væsentlig grad lighed mellem klagen til UVVU og den tiltale, som fremgår i anklageskriftet,” sagde Kåre Pihlman i retten og slog på den baggrund fast, at ”anklagen mod Milena Penkowa er i strid med menneskeretskonventionen.”
For at give anklagemyndigheden mulighed for at forholde sig til forsvarets nye krav, blev resten af sagen derfor udsat til næste uge.