Fortsæt til indhold
Indland

Politisk håndslag varer i en politisk evighed

Socialdemokraterne, De Radikale og Dansk Folkeparti har indgået en fredsaftale med V-regeringen om fremtidige kommuneaftaler.

Naja Dandanell

Det er sædvanligvis de færreste partier, der på forhånd vil love deres støtte til aftaler, som de måske ikke er enige i. Ikke desto mindre har fire partier bestående af regeringen, Socialdemokraterne, De Radikale og Dansk Folkeparti nu besluttet at forpligte hinanden på fremtidige økonomiaftaler, som regeringen indgår med kommuner og regioner. Uanset regeringens partifarve og uanset politisk indhold i aftalerne.

»Når en regering forhandler med kommunernes forening, KL, er det vigtigt at være en troværdig forhandlingspartner. Derfor går aftalen ud på, at vi stemmer for aktstykker, der er baseret på en aftale med KL og Danske Regioner,« siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Aftalen om gensidigt at bakke op om kommende kommuneaftaler indebærer imidlertid ikke, at partierne er enige om indholdet i aftalen for kommunernes økonomi i 2016, understreger finansministeren:

»Der er forskellige opfattelser af indholdet i aftalen. Men for mig er det vigtige, at vi giver hinanden håndslag på, at uanset hvem der måtte være i regering, er princippet, at man stemmer aktstykket igennem, når der er en aftale med KL og regionerne.«

Selv om det efter Christiansborgs uskrevne regler er muligt at opsige et forlig op til et folketingsvalg, forsikrer Claus Hjort, at han og Venstre ikke kan finde på at løbe fra aftalen.

»Det kunne jeg ikke drømme om. Når vi laver sådan en aftale, er det, fordi vi mener det, og fordi det er vores politik,« siger han.

Også Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, lover at stemme for fremtidige kommunale aktstykker, selv om der ligesom i år skulle være elementer, som partiet ikke støtter.

»Jeg har fået en garanti fra Venstres finansminister for, at uanset om Venstre er i regering eller opposition, vil man bakke op om det aktstykke, der måtte komme. Det vil sige, at hvis der kommer en socialdemokratisk ledet regering, vil Venstre stemme for de aftaler, vi måtte lave med kommuner og regioner. Det står krystalklart,« siger Wammen.

S: Ingen blåstempling

For Dansk Folkeparti er tryghed om kommunernes økonomi argumentet for at gå med i fredsaftalen:

»Vi er rigtig glade for, at vi både med den nuværende regering og kommende regeringer kan være sikre på, at en aftale er bindende, når KL møder op med 98 kommuner i ryggen,« siger finansordfører René Christensen (DF).

Med aftalen er der også flertal for det nuværende aktstykke, som blev endeligt vedtaget i Folketingets Finansudvalg fredag, da Venstre sammen med Socialdemokraterne, De Radikale, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stemte for.

Dermed har Socialdemokraterne bl.a. været med til at stemme igennem, at kommunerne til næste år skal skære 1 pct. på budgetterne, hvorefter de fleste af pengene bliver sendt tilbage igen i nye prioriteringer. Nicolai Wammen erklærer da også, at partiets jastemme på ingen måde er en »blåstempling« af aftalen.

»Havde det været en socialdemokratisk ledet regering, ville aftalen have set helt anderledes ud. Men vi står i en situation, hvor det sejler i den forstand, at der ikke er opbakning til regeringen i blå blok i forhold til at få vedtaget aktstykket. Der er det vigtigt, at der kommer styr på butikken, så der ikke er kaos forude,« siger han.

»Et teknisk uheld«

Desuden stiger den kommunale grundskyld med 6,6 pct. for nogle boligejere, og netop det punkt fik torsdag De Konservative til at trække støtten til aktstykket. Et forløb, som finansministeren har valgt at betragte som »et teknisk uheld«, som K selv må forklare og forsvare. K’s nej bragte kortvarigt regeringen i mindretal, indtil S og R kom regeringen til undsætning.

Og den hjælpeaktion finder Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, »helt grotesk«:

»Regeringen stod jo uden et flertal, og dermed havde man en mulighed for at presse den til en politik, der sikrede ordentlige rammer for vores velfærd. I stedet går Socialdemokraterne ind og redder regeringen ved at sikre den et flertal for minusvækst i den kommunale velfærd i 2016,« siger han.