Jæger skød bil - nu har han meldt sig selv
En 69-årig mand fra Langeland skød lørdag aften utilsigtet en bil med en 36-årig mand i.
En 69-årig jæger fra Nordlangeland, som skød forbi sit bytte under en bukkejagt, har søndag middag meldt sig selv til politiet efter et skud, som uheldigvis ramte en bil.
Jægeren er ifølge Fyns Politi chokeret over hændelsen og kan nu se frem til retsligt efterspil - sandsynligvis i form af en bøde.
Jægeren ramte lørdag aften kl. 21:38 en bil, som kom kørende på Lohalsvej på Langeland. Den 36-årige fører af bilen fik sig noget af en forskrækkelse, da et projektil pludselig kom flyvende gennem bilens siderude og borede sig ind i instrumentbrættet.
"Kort efter kom en jæger frem til bilen og spurgte, om der var sket noget. Da det blev konstateret, at det var der, forsvandt jægeren hurtigt igen," lød det tidligere søndag fra Fyns Politi, som ved samme lejlighed efterlyste jægeren.
"Der må gå en mand rundt med meget dårlig samvittighed," tilføjede politiet pressemeddelelsen, som blev udsendt, kort før den uheldige jæger valgte at melde sig selv.
Den 69-årige jæger har sandsynligvis overtrådt jagtloven ved ikke at sikre et "kuglefang" - altså noget i landskabet, der kan fange en løs kugle, hvis man skyder forbi sit bytte, så kuglen ikke ryger flere kilometer væk.
I særligt alvorlige tilfælde sigtes efter straffeloven med en strafferamme på op til otte års fængsel for vådeskud.
Årets bukkejagt gik ind lørdag den 16. maj. Indti nu er Fyns Politi orienteret om 20 schweisshundesøgninger efter anskudt vildt på Fyn.