Fortsæt til indhold
Indland

Trafikselskab får massiv kritik for fjernelse af boykot-bannere

Busselskabet Movia bidrager til at udbrede antisemitisme ved at fjerne kontroversiel reklame, lyder kritikken.

Trafikselskabet Movia, der med undtagelse af Bornholm står for al bustrafik i Region Hovedstaden og Region Sjælland, blev torsdag centrum for en mediestorm, efter at selskabet besluttede at fjerne en busreklame i forbindelse med kampagnen ”Nej tak til bosættelsesprodukter” fra Dansk Palæstinensisk venskabsforening.

Reklamen bar teksten ”Vores samvittighed er ren! Vi hverken køber produkter fra de israelske bosættelser eller investerer i bosættelsesindustrien” og var desuden udstyret med kort over omfanget af de israelske bosættelser fra 1947 til 2015.

Ifølge Movia har kampagnen udløst en stor mængde klager, som blandt andet har gået på, at kampagnen forfølger jøder og at den vækker mindelser om den nazistiske opfordring til at boykotte jødiske varer under 2. Verdenskrig.

”Vi er en offentlig transportvirksomhed, og det er ikke vores lod at tolke på konflikten mellem Israel og Palæstina. Lige præcis fordi det er Israel, er det svært at adskille nationen fra religionen jødedom. I kombination med at det er et aggressivt budskab, som boykot jo er, så har vi vurderet, at reklamen bl.a. kan virke unødigt stødende,” sagde Camilla Struckmann, der er områdechef i Movia.

Problemet er jo, at grundlaget for at fjerne kampagnen er falkst, og vi føler, at vores ytringsfrihed er blevet krænket. Det er bl.a. noget vrøvl, at Movia ikke vil have politiske budskaber, for det er der ofte på deres busser
Fathi El Abed, Formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

Den beslutning møder imidlertid kritik fra græsrodsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke. Politisk rådgiver i organisationen Poya Pakzad mener således, at Movia ved at fjerne reklamen på sin vis er med til fremme antisemitiske budskaber.

”Idet reklamen bliver fjernet, sker der hos Movia en sammenblanding mellem staten Israel og jødedom. Kampagnen er ikke antisemitisk, men forvekslingen af jødedommen og Israel medvirker til at øge antisemitismen, fordi folk ikke kan finde ud af at skelne. Derfor mener vi, det er den forkerte beslutning at fjerne kampagnen,” siger Poya Pakzad til Jyllands-Posten.

Han roser desuden kampagnen for at være sagligt sammensat.

”Kampagnen rammer faktisk balancegangen mellem at være kritisk uden at være hverken antiisraelsk eller antisemitisk. Den er ikke kontroversiel, fordi den jo henvender sig til forbrugerne og investeringsfondene og beder dem om at følge den danske regerings officielle linje. Den linje er vi helt enige i hos Mellemfolkeligt Samvirke,” siger Poya Pakzad med henvisning til de 16 udenrigsministre i EU, der for nyligt opfordrede EU’s udenrigschef Federica Mogherini til etablere en mærkeordning til produkter fra bosættelsesområderne.

Hos Dansk Zionistforbund understreger næstformand Jonatan Møller Sousa, at Movias beslutning står for egen regning. Han forstår imidlertid godt, at selskabet frabeder sig en anti-kampagne, som han i øvrigt mener skal ses i en større sammenhæng end den enkelte busreklame.

Jeg kan sagtens forstå, at den aktuelle reklame af mange ikke bliver opfattet som stødende. Men den er en del af en generel hadsk retorik fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening i forhold til Israel.
Jonatan Møller Sousa, næstformand i Dansk Zionistforbund

”Jeg kan sagtens forstå, at den aktuelle reklame af mange ikke bliver opfattet som stødende. Men den er en del af en generel hadsk retorik fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening i forhold til Israel. Generelt bruger foreningen hårde ord til at skabe en hadsk stemning omkring Israel, og det er denne kampagne med til,” mener Jonatan Møller Sousa.

Han mener desuden, at det ikke er Movia men snarere Dansk Palæstinensisk forening, der bærer ansvaret for sammenblandingen af nationalstaten Israel og jødedommen. Han kalder kampagnen for en overreaktion på et relativt lille problem, og han understreger, at den for ham er stødende både som israelsk sympatisør og som jøde.

”Der er mange, der gerne vil være jøde i Danmark uden at være israelere, men for mig hænger min personlige identitet som jøde tæt sammen med Israel. Derfor opfatter jeg også en anti-israelsk kampagne som stødende for jødedommen,” siger han.

Initiativtageren til kampagnen, Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, lover under alle omstændigheder, at kampagnen kommer til at fortsætte i de kommende uger. Foreningens formand Fathi El Abed henviser til at den er helt i overensstemmelse med FN, EU og med udmeldingerne fra Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard (R).

”At Movia har fjernet reklamerne ændrer ikke på planen. Om noget har det været med til at forstærke sagen, fordi det har givet os mere omtale og flere midler. Så det skal de da have tak for,” siger Fathi El Abed.

”Men problemet er jo, at grundlaget for at fjerne kampagnen er falsk, og vi føler, at vores ytringsfrihed er blevet krænket. Det er bl.a. noget vrøvl, at Movia ikke vil have politiske budskaber, for det er der ofte på deres busser,” siger formanden med henvisning til bl.a. diverse parti-reklamer på busserne.

Han slutter med at konstatere, at Movia under ingen omstændigheder får held til at slutte klagestrømmen nu, hvor de har fjernet kampagnen.

”Jeg ved ikke, hvor mange klager de reelt har modtaget på grund af kampagnen. Men jeg ved med sikkerhed, at der ligger flere hundrede nye til dem, når de møder ind på mandag,” siger Fathi El Abed