EU-udenrigsministre vil have mærkeordning på varer fra israelske bosættelser
Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), er blandt 16 medunderskrivere på brev til EU's udenrigschef.
Udenrigsministrene fra 16 EU-lande - herunder Martin Lidegaard (R) på vegne af Danmark - har skrevet under på et brev til EU's udenrigschef Federica Mogherini, hvori hun opfordres til at fremskynde processen med at få indført en mærkeordning på varer, der er produceret i de israelske bosættelser på Vestbredden.
Blandt medunderskriverne på brevet er foruden Danmark også Storbritannien, Frankrig, Italien og Spanien. Tyskland er det eneste af af de fem største EU-medlemslande, der ikke har skrevet under på brevet.
Brevet indeholder en henvisning til et tidligere initiativ, der blev igangsat af Mogherinis forgænger på posten, Catherine Ashton. Hun modtog i den forbindelse opbakning fra udenrigsministrene i april 2013.
Danmark var også ved den lejlighed blandt medunderskriverne til initiativet.
Indsatsen for at få indført en mærkeordning i EU på varer produceret i de besatte områder blev imidlertid ved den lejlighed parkeret på opfordring fra den amerikanske udenrigsminister John Kerry, der på det tidspunkt forsøgte at genstarte de israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger.
Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard glæder sig over, at ønsket om en mærkeordning har fået et endnu bredere fundament, end da det oprindeligt blev fremsat.
"Det er EU's politik, at de israelske bosættelser på palæstinensisk område ikke utilsigtet skal nyde fordele. Derfor mener jeg også, at vildledende oplysninger til forbrugere om bosættelsesprodukters oprindelse (”made in Israel” etc.) må undgås," siger udenrigsminister Martin Lidegaard til Jyllands-Posten.
I Danmark har vi haft en mærkningsordning for sådanne produkter siden 2012, men udenrigsministeren ser gerne, at ordningen bliver udvidet, så den kan gavne alle forbrugere i EU.
"Det ville være en stor fordel, hvis der var fælles retningslinjer for at mærke bosættelsesvarer i EU. Regeringen fraråder som bekendt generelt engagementer i og med ulovlige bosættelser," siger han.
Især i israelske medier spekuleres der over timingen i henvendelsen til Mogherini, der kommer næsten et år efter, at fredsforhandlingerne brød sammen.
I en række europæiske er der udbredt bekymring for, at den nyligt genvalgte premierminister Benjamin Netanyahu ingen interesse har i at nå frem til en israelsk-palæstinensisk tostatsløsning, og derfor har landene besluttet sig for at genoptage indsatsen for at etablere en mærkeordning.
Det skriver bl.a. den israelske avis Haaretz, der har fået fingre i en kopi af det nyligt afsendte brev.