Tæskehold bragte offer i livsfare
Tre mænd fra Djursland sigtet for forsøg på manddrab. Offer på sygehuset med svære kvæstelser.
En 51-årig mand fra Djursland er indlagt på Aarhus Universitetshospital med svære kvæstelser efter at han tidligere på dagen fik besøg af et tæskehold i sit hjem.
Tre mænd på 22, 40 og 47 år er anholdt, men der foreligger endnu ikke oplysninger om eventuelle sigtelser.
"Sagen efterforskes som forsøg på manddrab, men de anholdte vil som minimum blive sigtet for grov vold," oplyser politikommissær Vagn Martinussen, Østjyllands Politi.
Ifølge de foreløbige sparsomme oplysninger befandt ofret sig i sit hjem i Nimtofte på Djursland, da tæskeholdet indfandt sig.
Manden nåede tilsyneladende at ringe til politiet efter hjælp, for Østjyllands Politi modtog i dag kl. 11.20 en opringning fra den 51-årige mand.
Politiet var hurtigt på stedet, hvor de tre mænd blev anholdt. Ifølge politiet er der ikke flere mistænkte på fri fod.
Det svært tilredte voldsoffer blev kørt til traumecentret på Aarhus Universitetshospital, hvor han er indlagt med svære kvæstelser.
"Jeg er ikke i stand til at uddybe hans kvæstelser nærmere," oplyser Vagn Martinussen.
Sagen behandles indtil videre hos Lokalpoliti Randers i samarbejde med Østjyllands Politis afdeling for personfarlig kriminalitet.