Fortsæt til indhold
Indland

Støjbergs indvandrerdrenge: Vi er danskere

Inger Støjberg kaldte uromagerne for "en flok indvandrerdrenge", men det er de ikke, siger de.

Det var ikke indvandrerdrenge, som tirsdag aften forstyrrede Venstres politiske ordfører Inger Støjbergs biografoplevelse i Cinemaxx i København så meget, at hun satte sig ned og skrev et vredt Facebook-opslag om sin oplevelse.

Det skriver Ekstra Bladet.

Avisen har talt med tre af de syv drenge, som var inde at se den samme film som Venstre-politikeren, og drengene erkender - og undskylder - at de larmede og kastede med popcorn. Men de er ikke indvandrere, lyder det fra drengene.

"Vi vil gerne have frem, at vi ikke er slemme drenge. Samtidig er vi heller ikke indvandrere - vi er danskere ligesom alle andre. Alle syv er født og opvokset i Danmark," siger den ene dreng.

Inger Støjberg har fået både støtte og kritik for sin statusopdatering, hvor hun skældte ud på drengene for at forstyrre hendes og de andre gæsters filmoplevelse.

Det springende punkt var hendes formuleringer om "indvandrerdrenge" og ordlyden "i bor i Danmark, og jeg begriber simpelthen ikke, at I ikke gør jer umage for at opføre jer ordentligt".

Vidner i biografen har fortalt, hvordan drengene kastede med slik, kommenterede, råbte og sagde lyde under filmen. Biografens vagter var flere gange inde i salen, men fandt ingen grund til at smide drengene ud af biografen.

Inger Støjberg har gjort sig berygtet som en politiker, der siger tingene meget ligeud, især når det handler om flygtninge, indvandrere og danske værdier. Bl.a. har hun skrevet om den fynske imam Myhammed Khaled Samha, som i efteråret kaldte jøder for "efterkommere af aber og grise".

"Så rejs dog din vej, Muhammed Khaled Samha! Hvornår forstår du, at vi ikke vil have din type i Danmark?," skrev Inger Støjberg i en efterfølgende Facebook-opdatering.

Flere gange har Venstre-politikeren spurgt retorisk, hvornår de unge indvandrere mon lærer at opføre sig ordentligt, og hun har heller ikke lagt skjul på, at nogle indvandrerdrenge har "et attitudeproblem".

Inger Støjberg uddybede onsdag over for Jyllands-Posten, at hendes opdatering om biografoplevelsen ikke skulle forstås som en generalisering over for indvandrere.

"Det, jeg har skrevet, er henvendt til de drenge, der sad i biografen. Det må være sådan, at man kan sige det, som det er. Det her var indvandrerdrenge," sagde hun.

En indvandrer er en person, som har forladt sit hjemland og derefter taget varigt ophold i Danmark. En andengenerationsindvandrer er en person, som er født i Danmark, og hvor begge forældre er indvandrere.