DF bekymret for, at børnene drukner i store SFO'er
Der er delte meninger i børne- og ungdomsudvalget om fremtidens mulige store SFO'er i København.
"Jeg er bekymret for, at børnene drukner i det her."
Sådan lyder det fra Henrik Svendsen fra Dansk Folkeparti, der sidder i børne- og ungdomsudvalget i Københavns Kommune.
Det er det udvalg, som politikerne på Københavns Rådhus netop har sagt ja til skal undersøge, hvordan man bedst kan indføre store fritidsinstitutioner i de lokale skoledistrikter.
Det kan enten foregå ved, at man laver et stort samlet tilbud, der ligger på skolen, et stort samlet tilbud uden for skolen eller et stort samlet tilbud, der også benytter andre matrikler væk fra skolen til at fordele de mange hundrede børn.
Børnene på de københavnske fritidshjem og skolefritidsordninger (SFO'er) vil højst sandsynligt komme til at opleve store forandringer i fremtiden.
Op til 20 fritidshjem står til at blive helt nedlagt, og andelen af kæmpeinstitutioner i hovedstaden vil stige, skriver Politiken.
I dag er der otte fritidstilbud med 250 børn eller derover. I fremtiden er planen, at 34 fritidstilbud skal kunne rumme mellem 250 og 560 børn. Det fremgår af et notat fra børne- og ungdomsudvalget i Københavns Kommune.
"Det, der er blevet vedtaget, at vi arbejder hen i mod, er en "en-til-en-model", hvor der er et stort fritidshjem til én skole," fortæller Henrik Svendsen til Jyllands-Posten.
Han mener ikke, at der er noget i vejen med at effektivere og samle fritidstilbuddene i Københavns Kommune.
I bund og grund handler det her om at spare penge.Henrik Svendsen, Dansk Folkeparti
Men derimod mener Henrik Svendsen, at det bliver et problem, hvis effektiveringen kommer til at betyde, at de københavnske fritidshjem skal ligge på en matrikel sammen med skolerne og dermed dele ledelse og pædagoger med dem.
"Vi skal passe på med at ødelægge noget, der allerede fungerer. Når jeg er rundt og kigge på de her fritidstilbud i København, ser jeg nogle fantastiske og unikke miljøer, hvor der foregår ting, der fremmer børnenes udvikling. Jeg er grundlæggende imod, at fritidshjemmene skal lægges ind under skolernes ledelse. For så er jeg bange for, at fritidshjemmet og børnene drukner i det her," siger han .
Klaus Mygind fra Socialistisk Folkeparti sidder ligesom Henrik Svendsen i Københavns Kommunes børne- og ungdomsudvalg.
Han mener i modsætning til Henrik Svendsen, at der er mange fordele ved at samle fritidstilbuddene i København og samle skolerne og institutionernes ledelse til en.
"I København er fritidshjem og skoler adskilt. Vi må sørge for, at der er en ordentlig kvalitet i fritidshjemmene i kommunen i fremtiden, så forældrene fortsat bruger det, og børnene har det godt. Det er vigtigt, at vi laver ét fritidstilbud per skole. En samlet organisation giver flere muligheder for forskellige tilbud. Hvor vi ellers kan sige, at vi nu har en lang række små organisationer, som faktisk konkurrerer med hinanden og måske derfor laver det samme tilbud, så skal vi i stedet samle det hele," siger Klaus Mygind.
Han ser ikke udelukkende dette, som en mulighed for at spare penge på området og i Københavns Kommune.
"Vi gør det her for at skabe en organisation, der bliver stærkere til at lave pædagogik og sikre, at der er et fællesniveau. Målet med den her ordning er at sikre ordentlig kvalitet i vores fritidstilbud," siger Klaus Mygind.
Det er Dansk Folkepartis Henrik Svendsen ikke enig i.
Han er ikke i tvivl om, at der er tale om en sparingsplan.
"I bund og grund handler det her om at spare penge. Vi skal spørge os selv, om det her giver mening rent pædagogisk. Og det skal vi tage alvorligt," siger han.