Fortsæt til indhold
Indland

2014 sluttede med et asylfald

Asyl: Der blev som ventet i 2014 sat rekord med det højeste antal asylsøgere i årtier. Men året sluttede med et brat fald, som ifølge S skyldtes den varslede stramning.

ORLA BORG | MARTIN JOHANSEN

Antallet af asylsøgere nåede i fjor ikke op på de 20.000, som regeringen på et tidspunkt forventede, men alligevel blev antallet af asylsøgere i Danmark i 2014 historisk højt.

Det viser den samlede opgørelse for antallet af asylsøgere for sidste år, som Udlændingestyrelsen nu har færdiggjort.

I alt 14.815 personer søgte i 2014 om asyl i Danmark. Det er det største antal i de 17 år, hvor myndighederne har registreret antallet af asylsøgere efter den nuværende opgørelsesmetode – det såkaldte bruttoansøgertal.

Steg hen over sommeren

Antallet af asylsøgere steg hen over sommeren kraftigt, og det førte til, at regeringen varslede stramninger for krigsflygtninge.

De skal – hvis det står til regeringen – kun skal have opholdstilladelse i ét år ad gangen og først kan søge om familiesammenføring 12 måneder efter den første opholdstilladelse.

Ansøgertallet toppede med 3.150 i september og faldt til 1.862 i oktober, 1.116 i november og 769 i december. December-tallet er ikke set lavere siden maj i fjor, da 723 søgte om asyl.

Det er især asylsøgere fra Syrien, der fylder i statistikken. Syrerne udgjorde med 7.185 personer næsten halvdelen af alle asylsøgerne i fjor.

Tilfreds ordfører

De næststørste grupper af personer er asylsøgere fra Eritrea med knap 2.300 og knap 1.300 statsløse – heraf mange med palæstinensisk baggrund.

Den politiske ordfører for Socialdemokraterne, Ole Hækkerup, er meget tilfreds med udviklingen i årets seneste måneder:

»Regeringen konstaterede hen over sommeren, at antallet af asylsøgere var kraftigt stigende. Derfor fremlagde vi et forslag til begrænsninger for, hvor længe en væsentlig gruppe af asylsøgere – dem fra krigszoner – kunne få asyl, og vi begrænsede også retten til at få familiesammenføring for denne gruppe. Det havde en øjeblikkelig effekt, kan man se af tallene for de seneste måneder af året,« siger Ole Hækkerup.

Regeringens forslag er endnu ikke vedtaget i Folketinget; der mangler en tredjebehandling.

»Men når det er vedtaget, vil Danmark have strammere adgangsregler til asyl og familiesammenføring, end det var tilfældet på noget tidspunkt under den tidligere VK-regering,« siger Ole Hækkerup.

V: Ikke regeringens forslag

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, afviser, at det skulle være regeringens forslag, der har fået asylsøgertallet til at falde hen over efterårsmånederne.

»Når antallet faldt i de sidste måneder af året, er det snarere fordi, der er blevet koldt og blæsende på Middelhavet, så det er langt vanskeligere at sejle fra Afrika til Europa. Og uanset hvad, så er tallet for 2014 det højeste siden 1998, så der er behov for helt andre greb for at begrænse tilstrømningen til Danmark,« siger Karsten Lauritzen.

»Vi vil gøre det mindre attraktivt at søge mod Danmark ved at genindføre starthjælpen og skabe et moderne kontanthjælpsloft. Det er helt ude af proportioner, at en asylsøger kan få 10.500 kr. i kontanthjælp om måneden, så snart han har fået opholdstilladelse. Og så skal vi have fundet en fælles europæisk løsning for at standse den historiske folkevandring mod Europa, som vi ser i disse år,« siger Venstres retsordfører.

Hvad angår udsvingene i årstiderne, når det gælder tilstrømningen af asylsøgere, viser en gennemgang af tallene fra Udlændingestyrelsen, at 2014 – fordelt på årstiderne – skilte sig ud fra tidligere år.

I 2014 var der et kraftigt fald fra 3.150 i september til 769 nytilkomne asylsøgere i december.

Faldet i 2013 var både i tal og relativt set væsentligt mindre – fra 687 i september til 534 i december.