Fortsæt til indhold
Indland

Flittig gæst på Dansktoppen

75 år lørdag: Med hittet ”Lille sommerfugl” fra 1968 er Bjørn Tidman for alvor brændt igennem på dansktoppen. Han lader stadig høre fra sig, når der er bud efter ham.

Rachel Einarsson

Selvom det efterhånden er flere årtier siden, Bjørn Tidmand havde sin egentlige storhedstid i dansktoppen, ligger flere af hans sange stadig på det indre stereoanlæg hos rigtig mange danskere. Nævn hittet ”Lille sommerfugl” fra 1968, og fællessangen sætter straks i gang hos de fleste danskere over 50 år.

Bjørn Tidmand deltog som 24-årig for Danmark i det internationale Melodi Grand Prix 1964, der blev holdt i Tivoli, København. Det blev til en niende plads med sangen ”Sangen om dig”. Bjørn Tidmand ærgrer sig over, at hans optræden er den eneste, der ikke findes på bånd. ”Det er synd, det ikke findes. Det havde været kulturhistorisk spændende at kunne vise det i dag - der er jo sket en enorm udvikling” sagde Bjørn Tidmand i sin tid til BT. Foto: Erik Petersen/Polfoto
Bjørn Tidmand elsker at optræde - og i 1999 spillede han i Kongreshuset i Aarhus til et beboerrådsmøde. Foto: Jesper Voldgaard

Gennem tiden er det blevet til 30 hits på Dansktoppen med Bjørn Tidmand, og han har dermed rekord på listen. Han begyndte som sanger i Københavns Drengekor, og efter forskellige tv-optrædener i løbet af 1950’erne blev han i 1963 nummer to i Dansk Melodi Grand Prix med sangen ”Amiga mia”. Året efter vandt han førstepladsen med ”Sangen om dig”.

Dermed var ouverturen til karrieren rullet af stablen, og i slutningen af 1960’erne lagde Danmark øre til ”Nu ta’r jeg til Dublin” og ”Lille sommerfugl”. I 1970’erne kørte han desuden sit eget tv-show ”Mellem to stole” sammen med Gustav Winckler. Fra 1980’erne husker mange sikkert ”Snevalsen”, og i 1994 dukkede ”Der er intet i verden som min pige” op, som også blev et hit. Og så er det jo i øvrigt Bjørn Tidmands dejlige stemme, man hører i ”Når du ser et stjerneskud” fra Disneys Juleshow. Tidmands sang skulle godkendes af Disney i USA, og som belønning fik han et engangsbeløb på 2.000 kr.

Bjørn Tidmand er ikke bleg for at give en ”gammel” kollega en hånd - og her er det Dario Campeotto, der har brug for støtte. De deltog begge i Jørgen de Mylius’s 50 års jubilæum som radiovært og grand prix-vært i 2013. Foto: Finn Frandsen/Polfoto.
Med hittet ”Lille sommerfugl” fra 1968 slog Bjørn Tidman for alvor sit navn fast på dansktoppen. Her er det dog ham selv og hans samlever, galleriejer Lis Christiansen (1999), der bliver underholdt af nattergalen Carsten Knudsen til premieren på åretes Aarhus Revy i Tivoli Teatret. Foto: Ole Lind

I mange år har Bjørn Tidmand desuden været en efterspurgt konferencier, f.eks. ved Parkunderholdningen i Aarhus Botaniske Have, og han optræder stadig, når der er bud.

»Aldersmæssigt er jeg pensionist. Men det er jeg jo slet ikke arbejdsmæssigt«, har han for ikke så længe siden sagt til magasinet Alt om Dansktop.

Bjørn Tidmand, sanger, Glostrup.