Eksperter: Udnyt at syriske asylansøgere er veluddannede
De syriske flygtninge, der kommer til Danmark i disse måneder, adskiller sig fra tidligere tiders større flygtningegrupper ved at have langt bedre uddannelser og mere erhvervserfaring med sig. Men der er risiko for, at det går til spilde, mener integrationseksperter.
Hvis ikke den danske regering og landets kommuner skubber flygtninge i arbejde, risikerer Danmark at sende veluddannede og erhvervsvante mennesker over på passiv bistandshjælp, advarer eksperter med kendskab til de syriske flygtninge.
Ledere på landets asylcentre vurderer, at syrerne adskiller sig fra andre store grupper af flygtninge ved at være bedre uddannet og have mere erhvervserfaring.
Integrationskonsulent Fahmy Almajid møder de syriske flygtninge i sit arbejde som tolk for politiet.
»Man skal gøre alt for at holde syrerne væk fra bistandskontoret. De skal i stedet sendes over til jobcenteret. De skal arbejde fra dag et for de penge, de modtager, for det er mange af dem vant til. Ellers risikerer Danmark, at syrerne – ligesom det er tilfældet for store grupper af somaliere og palæstinensere – ender på evig kontanthjælp,« siger han.
Fahmy Almajid støttes af indvandrerforsker Shahamak Rezaei fra Roskilde Universitet:
»Vi bruger i alt for ringe grad de kvalifikationer, som de syriske flygtninge kommer med. Man bør lave et langt stærkere match mellem asylansøgernes uddannelse og erhvervserfaring og samfundets behov for kvalificeret arbejdskraft.«
Statistik fra Ankestyrelsen viser, at omkring 60 pct. af de flygtninge, der kom til Danmark for tre år siden, stadig hverken er i gang med uddannelse eller arbejde.
Integrationsminister Manu Sareen (R) siger:
»Regeringen er godt klar over, at mange syrere er veluddannede. Derfor skal kommunerne kompetenceafklare syrerne tidligt og hurtigt, så de kan blive skubbet i retning af arbejdsmarkedet og bidrage til samfundet.«