Fortsæt til indhold
Indland

Verdens kamp mod usynlig fjende indledes i Holstebro

120 kommuner i 14 lande går sammen i kampen for et bedre havmiljø. Den 3-5. oktober mødes de i Danmark.

Fugtighedscreme, tandpasta, sololie og vaskemiddel.

Alt sammen hverdagsobjekter, og alt sammen kilder til små plastikpartikler, der forvolder skade på havmiljøet i et endnu ukendt omfang.

På weekendens konference i Kommunernes Internationale Miljøorganisation, KIMO, vil 120 kommuner fra 14 lande derfor forsøge at få større forståelse for problemets omfang og konsekvenser.

Blandt miljøorganisationens mest alvorlige bekymringer er det, at plastikpartikler kan indeholde en række miljøgifte, som frigives, når plastik skyller rundt i havet.

I værste fald kan det mikroskopiske plastmateriale fremme transporten af skadelige stoffer, som dukker op i vores fødevarer.

"Problemerne med marint affald dukker op lokalt, men skal løses internationalt. En dansk indsats alene giver ingen mening, da vi alle deler det samme saltvand og havstrømme, og ofte er forureningskilden ikke fra hjemlandet," siger Karsten Filsø, der er formand for KIMO i Danmark.

Forskningsstudier har vist, at mikroskopiske rester fra mikroskopiske plastikpartikler kan findes i bl.a. jomfruhummere, muslinger og makrel.

DTU Aqua har også fundet plast i 30 pct. af danske sild og hvillinger i det nordlige Storebælt.

Derfor håber Karsten Filsø, at det kan lykkes for de danske værter at aktivere gæsterne fra de udenlandske kommuner.

"Den danske del af KIMO håber på, at konferencens tema får landene til at lægge sig i selen for en større og mere fokuseret indsats for at forstå problemets omfang og finde løsninger," siger Karsten Filsø.