Store kommunale forskelle i service til handicappede

Velfærd: To mødre og veninder har oplevet store forskelle mellem to nabokommuner, når det gælder service over for deres sønner med ADHD. Familier flytter bopælskommune for at opnå bedre vilkår.

Artiklens øverste billede
De to veninder Merete Hollesen (t.h.) og Lisette Sjøstrand bor i nabokommunerne Frederikssund og Hillerød, men oplever en vidt forskellig service over for deres to sønner, der bl.a. har ADHD. Foto: Mik Eskestad

De to nordsjællandske kvinder har flere ting til fælles: De er begge uddannede ergoterapeuter og mødte hinanden under uddannelsen, og de har begge en søn med en diagnose med særlige behov. Men de bor i hver sin kommune, og selv om de fleste danskere ikke oplever den store forskel, når de krydser en kommunegrænse, gælder det ikke for de to nordsjællandske veninder.

Merete Hollesen bor i Frederikssund Kommune og har en søn på 13 år, der er diagnosticeret med ADHD og Tourettes Syndrom. Hendes gode veninde, Lisette Sjøstrand, bor i nabokommunen Hillerød Kommune og har en søn, der er diagnosticeret med ADHD og Aspergers Syndrom.

Begge drenge har hukommelses- og koncentrationsbesvær og har svært ved at indgå i sociale relationer, men Hillerød Kommune og Frederikssund Kommune har håndteret sagerne vidt forskelligt, lyder det fra kvinderne.

Begge drenge, hvis navne kvinderne ikke ønsker at få frem, går i dag i specialskoler.

I Hillerød har Lisette Sjøstrand fået dækket de månedlige medicinudgifter på omkring 1.000 kr. til sin søn som merudgifter efter serviceloven. Familien har også fået bevilget en ledsageordning og er blevet tilbudt kurser for at håndtere sønnens problemer.

»Når vi får den støtte, som vi gør, og ikke skal kæmpe en masse kampe, har vi også flere ressourcer til at hjælpe vores søn,« siger Lisette Sjøstrand.

I Frederikssund Kommune har Merete Hollesen fået afslag på dækning af medicinudgifter på ca. 600 kr. om måneden. Afslaget gælder også merudgifter på forsikring af briller (som sønnen jævnligt mister) og klub- og kursusudgifter. Kommunens afslag er stadfæstet af Det Sociale Ankenævn, så derfor har hun også opgivet planerne om at flytte til en anden kommune.

»Jeg har overvejet at flytte fra Frederikssund, men efter kendelsen i ankenævnet ville det ikke ændre meget for mig,« siger Merete Hollesen, der også har været bundet af et hus, som hun ikke kunne sælge.

Ikke enestående

Ifølge en lang række handicaporganisationer er kvindernes oplevelse af forskellig behandling og serviceniveau ikke enestående. Organisationerne bliver jævnligt kontaktet af borgere, der overvejer at flytte, og som gerne vil høre om ”gode” og ”dårlige” kommuner på deres område.

Men ifølge formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, er der ikke et entydigt billede af kommunernes service, da nogle kan være dårlige på et område og bedre på et andet.

»Vi hører jævnligt om folk, der overvejer at flytte på grund af ringe service,« lyder det fra Stig Langvad, der mener, at forskellene er udtryk for »et grundlæggende problem i forhold til retssikkerheden«.

Formanden for Spastikerforeningen, Mogens Wiederholt, siger, at det er indiskutabelt, at der er store forskelle på kommunernes serviceniveau.

»Kommunerne tror fejlagtigt, at det blot handler om kommunalt selvstyre, når de har mulighed for at bestemme deres eget serviceniveau. Men vi skal ikke have et system, der ansporer folk til at shoppe rundt efter de bedste tilbud, og hvor det ender med, at alle handicappede kun vil bo i de store byer,« siger han.

I foreningsfællesskabet Ligeværd mener sekretariatsleder Esben Kullberg, at forskelle i behandlingen er et demokratisk problem og et problem for borgernes retssikkerhed.

»I yderste konsekvens kan det betyde, at nogen ser en flytning til en anden kommune som den eneste løsning. Det er urimeligt og helt uholdbart,« siger han.

Kommunalreformen

Hele det specialiserede socialområde, der bl.a. også omfatter udsatte børn og unge, har indtil for få år siden haft en konstant vækst i udgifterne, der lå langt over resten af velfærdsområdet.

Siden kommunalreformen i 2007 har økonomien på det specialiserede område forandret sig, så mange års vækst først blev afløst af en opbremsning og dernæst et fald i de seneste år, hvilket ifølge programleder Leif Olsen fra Kora – Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning – kan betyde, at nogle ydelser, som man tidligere har fået, er blevet skåret væk.

I den forbindelse blev det en opgave for kommunerne at få beskrevet et realistisk serviceniveau, men Koras undersøgelser viser, at langt flere kommuner har beskrevet serviceniveau, når det gælder udsatte børn og unge, end når det gælder børn og unge med fysiske og psykiske handicap, hvilket kan være en af flere forklaringer på større forskelle kommunerne i mellem på dette område.

Kommunalreformen gav også kommunerne det fulde ansvar for udredning, rådgivning og visitation af mennesker med handicap, så de overtog størstedelen af de specialiserede tilbud, der tidligere lå under amterne. Det var et helt centralt mål i reformen at løse problemet med manglende sammenhæng i indsatsen over for handicappede og at skabe bedre sammenhæng i borgerens forløb, når en myndighed, kommunen, får hele ansvaret for at planlægge og koordinere indsatsen.

Men hos borgerne har der været en blandet modtagelse. Mange peger på, at de ofte - især i mindre kommuner – møder sagsbehandlere, der har en lav grad af faglig viden om borgernes handicap og behov. Ifølge Koras analyser er der eksempler på borgere, der oplever, at sagsbehandlerne har mistillid til dem og mangler forståelse, og at nogle slet ikke har kompetence til at beslutte, hvilke ydelser der skal tildeles.

Galt med relationerne

»Borgernes utilfredshed behøver ikke nødvendigvis at være betinget af nedskæringer og manglende økonomi i kommunerne. Nogle gange er det simpelthen utilfredshed med sagsbehandleren, hvor det går galt med relationerne mellem borger og sagsbehandler,« påpeger Leif Olsen og understreger, at den nationale lovgivning i serviceloven trods alt giver kommunerne et vist spillerum.

Vi skal ikke have et system, der ansporer folk til at shoppe rundt efter de bedste tilbud.

Mogens Wiederholt, direktør i Spastikerforeningen

Seniorforsker Steen Bengtsson fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – har forsket i området siden 1980’erne. Han fastslår, at det rent statistisk med udgiftsniveau og økonomiske nøgletal nærmest er umuligt at konkludere noget som helst om kommunernes formåen eller mangel på samme inden for handicapområdet.

»Det hedder jo kommunalt selvstyre, hvor lovgivningen også giver plads til forskelligheder, og det er ikke noget nyt fænomen, at folk flytter for at opnå bedre forhold. Der er helt givet også store forskelle på de enkelte sagsbehandlere, og i mange sager kan det både være vanskeligt at skønne og lægge et niveau. Vi kan blot konstatere, at kommunerne gør det forskelligt, men det er ikke det samme som at sige, at nogle kommuner gør det dårligt,« siger Steen Bengtsson, der også mener, at flere forældre stiller meget voldsomme krav.

»De har svært ved at acceptere, at deres barn har et handicap. Nogle kræver alt og giver kommunen skylden, hvis deres handicappede barn ikke får en studentereksamen,« siger han.

Mindre kommuner

Flere eksperter peger på, at det er logisk, at mindre kommuner kommer til kort over for specielle udfordringer som autisme, hvor landets største kommuner som Københavns og Aarhus har helt anderledes muligheder for at oprette rene autisme-skoler eller klasser med specialundervisere.

»De mindre kommuner er nødt til at arbejde endnu mere på tværs, når de får den slags udfordringer,« siger formanden for de danske socialchefer, Ole Pass fra Rødovre Kommune.

Formanden for kommunernes social- og sundhedsudvalg, borgmester Thommas Kastrup-Larsen (S), understreger, at den enkelte kommunalbestyrelse har ret til at fastlægge lokale serviceniveauer.

»Der er ganske få ydelser, som man automatisk har ret til, fordi man har en bestemt diagnose. Derfor vil der uvilkårligt være forskelle i bevillinger fra sag til sag og fra borger til borger. Hvis borgere eller handicaporganisationer oplever, at deres kommune ikke overholder loven, kan de klage til kommunalbestyrelsen eller det kommunale tilsyn,« siger han.

I Frederikssund Kommune forstår formand for velfærdsudvalget, Kasper Andersen (DF), ikke venindernes kritik af, at kommunen yder en dårlig service og er påholdende, når det gælder udgifter:

»Det lyder mærkeligt. Vi forsøger at tage borgernes parti, så længe økonomien rækker, og har lige taget et helt nyt initiativ med en borgerombudsmand, der skal hjælpe borgere, der har det svært i systemet. Men nogle gange kan det også skyldes misforståelser mellem sagsbehandler og borger«.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.