»Der er behov for, at vi i højere grad ser folkeskolen i et historisk lys, så det kommer frem, at den er en historisk succes.«

Kør mod vest, forbi Ringkøbing, indtil du i bogstaveligste forstand når den yderste klitrække, og drej så til venstre.

Vejen bugter sig mod syd gennem de klitter, der hedder Holmsland Klit, i daglig tale blot Klitten – en smal stribe land, som adskiller Ringkøbing Fjord fra havet, og hvor Kystdirektoratet må sandfodre året rundt for at forhindre Vesterhavet i at bryde igennem sandet.

Der er Udkantsdanmark, og så er der Holmsland Klit på ydersiden, og et besøg her, på Hvide Sande Skole, viser, hvor langt mantraet om, at uddannelse betaler sig, er sunket ind i den danske folkesjæl.

Her får 92 pct. af en ungdomsårgang en ungdomsuddannelse, hvilket er den højeste andel i hele landet. Stilfærdigt forklarer eleverne i 9. klasse, hvad de skal, når skolen slutter til sommer. De har alle styr på, hvad der skal ske, de fortsætter på en ungdomsuddannelse, også selv om det betyder, at de hver morgen må køre de 40 minutter med bus til Ringkøbing, en hel time til Skjern på den anden side af fjorden, eller at de må flytte til Holstebro for at få lov til at læse til f.eks. elektriker eller gå på gymnasiet.

»Hvad mener du?« lyder det undrende svar på, om de har overvejet ikke at tage en uddannelse.

Sådan er det bare, og sådan er det blevet i det meste af landet i 2014, hvor det fejres, at det er 200 år siden, at en række love gjorde undervisning til en ret og en pligt for alle børn i dette land, og som dermed skabte grundlaget for folkeskolen.

Danske elever er bagefter

Alligevel fejres skolen med mere end en sjat malurt i bægeret. De seneste ti års historie om den danske skole er nemlig blevet skrevet med rynkede bryn. Debatten om skolen er hård, og lytter man til den, er der ikke noget at fejre. Langtfra.

De danske elever halser nemlig efter eleverne i andre lande, når man ser på de jævnlige Pisa-undersøgelser, og i den bedste sendetid i udsendelserne om 9.z. mod Kina på Danmarks Radio sættes den danske ungdom til vægs i næsten alle skolens discipliner af en skoleklasse fra Harbin. Og så er der de 17 pct. af eleverne, der forlader skolen uden at kunne læse godt nok til at tage en uddannelse, og som har fået betegnelsen funktionelle analfabeter.

Fra flere kanter i uddannelsesverdenen lyder det dog nu, i skyggen af skolejubilæet, at vi har glemt, hvor godt det faktisk også går for skolen, og at vi er i færd med at tale skolen ned i et omfang, så det i sig selv – altså selve opfattelsen af skolens dårligdomme – bliver en af skolens store udfordringer de kommende år.

Ove Kaj Pedersen, professor på Copenhagen Business School, peger på, at det er en historisk succes, at godt 85 pct. af landets unge i dag får en uddannelse efter folkeskolen. Han kalder målet om, at 95 pct. skal have en uddannelse, for et uhørt ambitiøst mål.

»Der er behov for, at vi i højere grad ser folkeskolen i et historisk lys, så det kommer frem, at den er en historisk succes. Vi er på vej til at nå målet om de 95 pct., og det er en succeshistorie, også hvis vi sammenligner med de allerbedste uddannelses-lande i verden.«

Kaster man et blik tilbage i historien, netop på Holmsland Klit, træder omfanget af den bedrift frem. Da lovene om undervisningspligt blev indført i 1814, levede de fleste mennesker på Klitten af både landbrug og fiskeri. De fangede småfisk i fjorden, skar dem i stykker og satte dem på kroge som madding, inden de stod ud fra stranden i Nordsøen i havbåde for at fange torsk. De fleste boede i træhytter i ly af klitterne, og kun strandfogederne, hvis stråtækte gårde står endnu, var velhavende.

Dengang var der intet Hvide Sande, og en eneste degn måtte rejse langs den 40 km lange tange og undervise børnene på gårdene, når han kom frem. Når degnen ikke var der, var der ingen skole.

Skolelovene i 1814 bestemte, at alle børn skulle undervises, fra de var syv år, til de skulle konfirmeres, de skulle ikke længere kun lære om kristendom og lære at læse, men de skulle nu også kunne skrive, og de skulle have gymnastik. Det afgørende nye var ambitionen, eller snarere drømmen om, at hele befolkningen skulle uddannes ud fra den tanke, at det er samfundets fordel, at befolkningen er uddannet.

Arven fra Grundtvig

Det var mere end svært på Holmsland Klit, og der skulle gå flere årtier, inden der blev bygget otte små klitskoler, og da var det stadig ofte kun uddannede, lokale unge mænd, der fungerede som lærere. Her var en udbredt forklaring på, at børn ikke kom i skole, at de ganske enkelt ikke kunne komme frem til skolen, da landevejen på Klitten var i en så miserabel forfatning, at det generelt ofte var lettere at sejre end at rejse over land.

Overalt i landet blev der de følgende årtier bygget mange hundrede nye skoler, da ingen børn måtte have mere end to km til skole. Udfordringen var desuden – ikke kun på Holmsland Klit – at forældrene ikke var meget for at undvære børnene i det daglige arbejde, fordi de skulle gå i skole.

I dag står skoleleder Tom Arnt Thorup på sit kontor på Hvide Sande Skole og giver sit bud på, hvordan det er gået til, at det netop her på Klitten er mere end 9 ud af 10 unge, der forlader skolen, der læser videre.

»Vores elever er meget bevidste om, at de selv må tage ansvar for deres liv. Sådan er de fleste opdraget herude,« siger skolelederen, som forklarer, at det er meget sjældent, at en elev ikke går i gang med en uddannelse.

»Det er næsten umuligt at falde ned mellem to stole i et lille samfund som vores.«

Skolehistoriker Ning de Coninck-Smidt forsøger at forklare, hvorfor skolen, trods den historiske bedrift, er under beskydning. Hun peger på, at stemningen indtil slutningen af 1990’erne var helt anderledes end i dag. Dengang var der en udbredt tro på den danske skole. En skole, som dengang og stadig i dag bærer på arven fra den vejledning til læseplaner, også kaldet Den Blå Betænkning, som blev indført i 1960, og som fokuserede på, at skolen skulle skabe lykkelige mennesker, og som introducerede fænomener som gruppearbejde.

En anden arv stammer fra Grundtvig og Christen Kolds tanker om, at skolen skal danne hele mennesker, der kan tænke selvstændigt, og hvor processen er mindst lige så vigtig som produktet. Ifølge Ning de Coninck-Smidt lever den arv i høj grad i kraft af den lange række af radikale undervisningsministre, som har været mentalt rundet af Grundtvigs skoletanker. Det ændrede sig for alvor ifølge skolehistorikeren, da den radikale og økonomiuddannede Margrethe Vestager i 1998 blev minister for skolen. Og siden er de danske elever i høj grad blevet målt og vejet i forhold til deres udenlandske kammerater.

»Det er ikke underligt, at vi også herhjemme begyndte at se på de internationale undersøgelser og sammenligne os med andre lande. Det underlige er nærmere, at det tog så lang tid, før vi begyndte på det. Det er tankevækkende, at der helt op til 1990 ikke findes statistik for, hvad en elev i folkeskolen kostede. Det er et godt udtryk for tilgangen til skolen, men som er helt forandret i dag.«

Ingen fred på de bagerste rækker

I 1990’erne fulgte flere chok i offentligheden, da det stod klart, at de danske elever og den danske måde at drive skole på langtfra var i verdensklasse, når den blev sammenlignet med andre lande i internationale undersøgelser. Og det er de stadig ikke.

De seneste år har Pisa-undersøgelserne i høj grad været med til at præge uddannelsespolitikken og bl.a. ført til, at elevernes faglige kunnen evalueres i nationale test. Alt efter øjnene der ser, er den udvikling udtryk for en mistillid til skolen og ikke mindst lærernes arbejde, eller det er en naturligt konsekvens af en globaliseret verden, hvor alle lande er i åben konkurrence med hinanden om arbejdspladser. Og hvor hvert land kæmper for at uddanne befolkningen bedst muligt til det, som er blevet kaldt soldater i konkurrrencestaten.

Derfor er politikere og andre så optaget af, at de unge uddanner sig – altså fordi samfundet har brug for, at de får kompetencer.

Ifølge Noemi Katznelson, leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, skal udfordringerne i dag ses i lyset af, at skolen står midt i en omvæltning, hvor gruppen af elever, som tidligere skulle ud af skolen for at få et ufaglært arbejde, er ved at forsvinde. Når 95 pct. af en ungdomsårgang skal læse videre efter folkeskolen, betyder det, at ingen elever kan få lov til at sidde i fred på bagerste række i klassen, siger hun.

»I årtier har der været en gensidig uudtalt kontrakt mellem eleverne bagerst i klassen, deres forældre og lærerne om, at de skulle have lov til at sidde i fred, fordi de passede bedre til at have et arbejde end til at gå i skole. Men denne gruppe af ufaglærte er ved at forsvinde, og samtidig er kontrakten ved at blive opløst. Skolens store udfordring disse år er derfor at blive gearet til, at alle skal kunne få en uddannelse. Det er det rigtige mål, at stort set alle skal uddanne sig, og det kan lade sig gøre, men vi må indstille os på, at en sådan omstilling tager tid. Bl.a. fordi vi reelt ikke ved, hvad der virker. Der bliver skudt med spredehagl i uddannelsespolitikken, og det har stået på længe. I 00’erne skulle alle med særlige behov have individuelle tilbud, i dag hedder løsningen inklusion, og at alle skal med.«

Dårlige til at dyrke skolens styrker

Ofte bliver netop de unge, der forlader skolen uden at være dygtige nok, brugt som argument i uddannelsespolitikken, senest i regeringens reform af folkeskolen. Noemi Katznelson hører også til dem, der mener, at gruppen af de fagligt svageste unge har fået for meget opmærksomhed de seneste år på bekostning af at fremhæve skolens styrker.

»Det er chokerende, at vi er så dårlige til at se og dyrke skolens styrker. Tendensen er, at politikere og meningsdannere forsøger at skabe en brændende platform for at få et argument for at forandre skolen. En af skolens store udfordringer de kommende år bliver derfor, at vi taler skolen ned under gulvbrædderne. Og det kan føre til at lærere forsvinder, for hvem gider være en del af noget, som alle er enig om ikke fungerer? Derfor er det, som vi har brug for, større tålmodighed,« siger hun.

For nylig offentliggjorde forskere fra Institut for Pædagogik og Læring på Aarhus Universitet en undersøgelse, der viser, at mere end halvdelen af de elever, som klarer sig dårligst i disciplinen læsning i Pisa-undersøgelserne alligevel havde gennemført eller var i gang med en ungdomsuddannelse, tre år efter de havde forladt folkeskolen. For professor Peter Allerup, der er en af forskerne bag undersøgelsen, er det beviset på, at de Pisa-test, som har været rettesnor for mange politiske beslutninger om skolen de seneste år, ikke kan bruges til at sige ret meget om de danske elever.

»De danske elever har tilsyneladende nogle kvaliteter, som ikke sådan lige lader sig måle i en test.«

Ifølge Ove Kaj Pedersen skal kritikken af skolen ses i lyset af de høje krav, der stilles i dag. På den ene side er det ifølge professoren urimeligt, at skolen får så meget kritik for, at den ikke lever op til de historisk høje ambitioner. På den anden side er de høje ambitioner nødvendige, hvis Danmark skal klare sig i den internationale konkurrence.

»Men vi har for stor fokus på restgruppen af unge, som ikke får en uddannelse og på, hvor skolen ikke slår til. Det skaber frustration hos lærerne, som pludselig oplever, at de er en fiasko. Og det er farligt, da alle undersøgelser viser, at netop lærernes anerkendelse er afgørende for kvaliteten i skolen.«

Spørger man danskerne om deres syn på skolen, svarer hver anden da også, at deres syn på skolen er blevet mere negativt de seneste 10 år. Kun 15 pct. har fået et mere positivt syn på skolen.

For mange bløde værdier

I samme meningsmåling, som Wilke har foretaget for Jyllands-Posten, svarer tre ude af fire samtidig, at skolen har det nødvendige faglige niveau. Kun hver femte mener, at det faglige niveau ikke er godt nok.

Forklaringen på, hvorfor debatten tilsyneladende ikke har sat sig i danskernes holdning til skolen, afhænger af, hvem man spørger. Forældreformanden og andre peger på, at mange trods alt er glade for deres egne børns skole. Professor Niels Egelund, der har stået bag de danske Pisa-undersøgelser, mener, at det skyldes, at forældrene ikke har forstået, hvor skidt det står til.

»Det er glædeligt, hvis danskerne er tilfredse med skolen, men de har ikke meget at have det i,« siger Egelund, som om nogen har været manden, som de seneste år har peget på, at den danske skole har fejlet og stadig fejler.

Hans beskrivelse af den danske skole er, at det da går pænt med elevernes trivsel. Men at det langtfra er godt nok, når 17 pct. af eleverne forlader skolen uden at tage afgangsprøve eller får mindre end 2 i karakter.

»Det er da dejligt, at eleverne er glade for at gå i skole. Men fagligheden er bare ikke god nok, fordi vi har satset på de bløde værdier,« mener Egelund.

Han har flere gange sagt, at danske elever ikke har »en kinamands chance« for at nå op på det samme faglige niveau, som eleverne i de sydøstasiatiske lande. Der er ganske enkelt for lidt at kæmpe for i Danmark, modsat de asiatiske lande, hvor erindringen om fattigdom og nød ikke er mere end en generation væk.

»Men der er samtidig ikke noget, der taler for, at de danske elever ikke kan blive så dygtige som i Finland, hvor kun syv pct. forlader skolen uden at være dygtige nok. Det må være vores mål.«

Fra erhvervslivet, som i sidste ende aftager elever fra folkeskolen, mener Charlotte Rønhof, forskningspolitisk chef i DI, ikke, at der er grund til klappe os selv på skulderen.

»Vi kan ikke bruge det til meget, at det er en historisk succes, så mange får en uddannelse. Det afgørende er, at eleverne får kompetencer, der matcher arbejdsmarkedets behov. Den konkurrence, man er udsat for i erhvervslivet, betyder, at man løbende lytter til, om kunderne er tilfredse. Det pres er skolerne ikke udsat for, og det betyder, at man ikke på samme måde er tvunget til at lytte til aftagerne, og derfor også nemmere falder i en "her går det godt"-grøft, hvor man ikke hele tiden har fokus på, om man bør løfte sin indsats.«

De unge forsvinder fra Klitten

På Christiansborg anes der en flig af selverkendelse fra undervisningsminister Christine Antorini (S). Hun har siden 2005 spillet en central rolle i uddannelsespolitikken, først som socialdemokraternes uddannelsesordfører og siden 2011 som skolens minister. Hun siger, at hun godt kan se, hvad kritikerne mener, når de siger, at vi har glemt at fremhæve skolens kvaliteter.

»Skolen har fået et gigantisk løft, når vi ser på den i et længere perspektiv. Det er rigtig, at vi ikke kun skal fokusere på dem, der har det svært, men det har været nødvendigt at etablerer en brændende platform. Som politikere bliver vi jo nødt til at vide, hvad der er galt for at kunne træffe de rigtige beslutninger. Vi politikere må de kommende år sørge for ikke at blande os. Nu skal skolen have ro.«

På Holmsland Klit er de otte små klitskoler for længst forsvundet igen, og Klittens eneste skole er i dag i Hvide Sande. Her er det ikke udelukkende en fordel, at de lokale unge gør, som politikerne siger, og tager en uddannelse. Det betyder nemlig, at de forlader Klitten. For kun få kommer tilbage.

Sådan er livet længst mod vest, lyder det fra Iver Enevoldsen (V), der er borgmester i Ringkøbing, der selv bor i Hvide Sande:

»At de får en uddannelse, er det vigtigte, så vi må gøre en ekstra indsats for at lokke dem tilbage igen.«