Fortsæt til indhold
Indland

Sex-chat er populært på Christiansborg

Flemming Oppfeldt er formentligt ikke den eneste på Christiansborg, som har sex-chattet på internettet.

Af KRISTOFFER PINHOLT og RASMUS BLICHER

Flemming Oppfeldt er den eneste politiker, der er afsløret i sex-chat på internettet, men meget tyder på, at andre med daglig gang på Christiansborg bruger stedets computere til sex-chat.

Under den verserende retssag mod Flemming Oppfeldt har anklagemyndigheden fremskaffet 1.100 siders udskrift af sex-chat fra Christiansborgs computere.

I mindre end halvdelen af tilfældene er chatten underskrevet af "45 til Ung", der er Flemming Oppfeldts brugernavn på internettet. I den øvrige halvdel figurerer navne som "Sadotrans", "Ussel Staldslave" og "Straf mig".

I alt viser udskrifterne 137 forskellige brugernavne. Det kan være administrative medarbejdere eller folkevalgte politikere. Det er ikke muligt at spore, hvilke af Christiansborgs mere end 950 computere, der er blevet brugt til sex-chatten.

kristoffer.pinholt@jp.dk

rasmus.blicher@jp.dk