Påsat brand i integrationsminister Rikke Hvilshøjs bil
Integrationsminister "rystet og vred" over brandattentat. Rikke Hvilshøj understreger dog, at det ikke får hende til at stoppe som minister. Aktionsgruppe tager skylden. PET ind i sagen. Se video I
"Jeg er rystet, og jeg er vred. Det er nogle af de reaktioner, som kommer op i en."
Sådan lød den første kommentar fra integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), da hun onsdag formiddag ankom til et møde i Venstres folketingsgruppe på Christiansborg.
Her var integrationsministeren, efter nattens brandattentat mod hendes hjem i Greve, syd for København, fulgt af to bodyguards fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Rikke Hvilshøj fortalte, at hun først opdagede, at ukendte gerningsmænd havde sat ild til hendes bil, da der klokken 03.00 lød "et ordentlig brag".
"Heldigvis kom vi meget hurtigt ud af huset, så vi er heldigvis i god behold. Vi var alle sammen hjemme i huset, mig selv, min mand og mine to små børn," sagde integrationsministeren.
Rikke Hvilshøj oplyste, at hun ikke tidligere har fået trusler, men at nattens episode ikke får hende til at overveje sin politiske fremtid.
Patrulje var i området
På et pressemøde ved middagstid fortalte politimesteren i Roskilde, Henning Dahlfelt, at politiet havde haft en patrulje i området, og at den var fremme fire minutter efter alarmeringen kl. 03.00
Patruljen sørgede for at bringe ministeren og hendes familie i sikkerhed i en naboejendom. Branden var slukket efter to timer. Den havde da bredt til nogle tagplader over husets brygger.
"Vi betragter denne sag som et meget alvorligt anslag mod ministeren sikkerhed. Branden udviklede sig meget voldsomt," forklarede politimesteren.
Han tilføjede, at man endnu ikke kun sige nogen om, hvad der var brugt for at antænde branden. Nu drages Politiets Efterretningstjeneste, PET, ind i sagen. Integrationsministeren var i forvejen under en form for skærpet overvågning af hensyn til sin sikkerhed.
"Det er almindelig kendt, at politikredse, der har ministre boende, har øget patruljering omkring ministrenes hjem. Det er nu op til PET at afgøre, om sikkerheden omkring integrationsministeren skal skærpes yderligere," sagde Henning Dahlfelt.
Han tilføjede, at politiet ikke har konkrete spor at gå efter, selv om en gruppe har taget skylden for branden.
Politiet i gang med undersøgelser
Vicekriminalinspektør Carsten Krogh i Roskilde Politi siger, at alarmen om brand hos ministeren på Svanemosen indløb klokken tre. Der var brand i ministerens bil og i carporten. Ilden bredte sig og fik fat i noget af huset.
- Nu er hele stedet afspærret, og vores Kriminalteknisk Afdeling skal nu foretage undersøgelser på stedet i løbet af formiddagen, siger Carsten Krogh.
- Vi efterforsker sagen som forsætlig brandstiftelse, siger Carsten Krogh.
Politiet efterlyser vidner, der var i området omkring Svanemosen før og efter tidspunktet for brandens opståen cirka klokken tre.
Politiets Efterretningstjeneste inddrages i efterforskningen af sagen, som giver mindelser om en sag fra efteråret 2000, da der var brandattentater og forsøg på det mod to af Udlændingestyrelsens ledende medarbejdere.
Dengang gik det ud over direktørens og administrationschefens private hjem i henholdsvis Vallensbæk og Hillerød. Der blev sat ild på direktørens private bil, en Saab, ved hjemmet i Vallensbæk, mens planer om brandstiftelse vendt mod administrationschefen i Hillerød ikke blev ført ud i livet.
Gruppe tager skylden
I en meddelelse til flere medier siger en gruppe ved navn "Aktionsgruppen Grænseløse Beate", at den står bag brandstiftelsen. Politiet har senere onsdag konstateret, at mailen er sendt fra en internetcafé på Nørrebro. Her beslaglagde politiet den computer, som mailen var sendt fra.
"Vi vil ikke undskylde - vi vil handle", hedder det i meddelelsen, som fortsætter:
"I et skamløst hykleri har Fogh undskyldt den danske stats udlevering af jøder på flugt fra Nazi-Tyskland. Denne opportunistiske undskyldning er faldet på et tidspunkt, da 1940 flygtninge afventer udsendelse fra Danmark. Vi vil ikke passivt se til, mens det officielle Danmark udøver sin racistiske flygtningepolitik. Derfor handler vi nu!"
Fogh: Det er rystende
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) finder brandattentatet "dybt rystende".
"Det er med den allerstørste afsky og beklagelse, at jeg har modtaget meddelelsen om, at integrationsminister Rikke Hvilshøjs bopæl natten til i dag er blevet udsat for brandstiftelse. Det er dybt rystende," siger statsministeren i en pressemeddelelse.
"Mine tanker går til Rikke og hendes familie, som heldigvis ikke er kommet fysisk til skade, men som har været udsat for en forfærdeligt chokerende oplevelse. Jeg kan ikke stærkt nok tage afstand fra det hændte. Brandstiftelse er en usædvanlig modbydelig handling. Politiet er ved at efterforske sagen," siger Anders Fogh Rasmussen.
/ritzau/ JP