Interview: Leth-igen

Bedømt ud fra medieinteressen kunne det ligne verdens undergang, da Danmarks Radio i april fyrede Flemming Leth, fordi han ikke ville rette ind. Flemming Leth, nutidens svar på Sven Holm, der i 1950'erne var fjernsynets første pletfjerner, havde gennem årene betydelige seertal, og hans navn var så stort, at en formiddagsavis ryddede forsiden til fordel for en historie om ham, da alle andre brugte side 1 til den netop startede Irak-krig.

Verden gik dog videre, selv om Leth med minutters varsel blev bedt om at forlade TV-huset på Olof Palmes Allé i det nordlige Århus, og her nogle måneder efter, og op til 60 års dagen den 11. august, har manden med de gode råd lagt begivenheden bag sig.

»Selvfølgelig er det ikke rart at blive fyret,« siger han, da vi har taget plads i gårdhaven foran hans treetagers rækkehus i Vejlby, »men helt ærligt har jeg ikke brugt mange minutter på at spekulere over det.«

Det hjalp selvfølgelig også på humøret, at han i dagene efter afskedigelsen modtog 16 jobtilbud, hvoraf halvdelen var så seriøse, at de indgik i overvejelserne. Flere af de store dagblade var interesseret, det samme var TV 2 - men i sidste ende løb Ekstra Bladet af med Det' Leth, der nu har måttet vænne sig til at bruge pennen og ikke kan nøjes med den skærmtække, som gav seertal på 700.000-800.000.

Med de tal er man en succes.

Og det vidste DR Østjylland-chef Kim Fogh udmærket, da han om eftermiddagen den 2. april kaldte sit es ind og viste ham en reklameavis for en messe i Hillerød - med Flemming Leths foto på forsiden.

Året forinden reklamerede Leth for Silvan, hvilket kostede ham en næse, fordi han ikke i forvejen havde søgt om tilladelse til det, sådan som reglerne foreskriver.

Ved flere andre lejligheder var tilladelsen givet, så Flemming Leth for eksempel kunne deltage i byggeudstillinger, give gode råd og skrive autografer, typisk for et honorar på 10.000-15.000 kroner, men i de to nævnte tilfælde fik han det ikke gjort.

»Kim Fogh sagde, at enten sendte jeg afbud til messen, eller også blev jeg fyret. Jeg spurgte, hvorfor Kent Nikolaisen og Frode Munksgaard måtte lave arbejde ved siden af, når jeg ikke måtte. Svaret var, at de havde søgt om tilladelse. Og det havde jeg altså ikke. Jeg svarede: ''Så bliver du nok nødt til at fyre mig''. For jeg ville ikke sende afbud til messen. Resultatet var, at jeg omgående skulle aflevere mine nøgler til DR-huset. Og dermed var jeg ikke længere ansat.«

Flemming Leth havde en fem års kontrakt, der blandt andet omfattede udsendelserne ''Det' Leth'', ''Hokus Krokus'' om haver og radioudsendelser på P4. Kontrakten ville snart udløbe, og efter 196 ''Det' Leth'', 24 ''Hokus Krokus'' og 760 radioudsendelser havde han så småt overvejet, om tiden var inde til at stoppe, selv om han blev lønnet med 32.000 kroner om måneden.

Billige programmer

»Jeg ville gerne fortsætte med andet radio- og TV-arbejde, men der skulle ske en udvikling. Jeg sendte en del programforslag ind og fik fin respons. Det blev bare ikke til noget, for i så fald kunne jeg ikke lave "Det' Leth", og de udsendelser skulle blive ved; de var en stensikker succes og billige at producere med blot et enkelt kamera.«

Nu løste problemet sig selv, da Flemming Leth glemte at spørge om lov til udenoms-arbejdet.

Kunne der imidlertid ligge andet bag fyringen? Mente nogle, at Flemming Leth på en eller anden måde fyldte for meget? Var der en skjult dagsorden bag afskedigelsen?

»Jeg ved det ikke. Jeg kan blot sige, at det begyndte at gå dårligt, efter at Kim Fogh kom til. Jeg er nok for selvstændig. Vores kemi passede ikke sammen.«

Lønnen på 32.000 kroner blev aldrig diskuteret, selv om det i de kredse ikke er unormalt, at studieværter lønnes noget bedre.

»Jeg havde det godt og manglede ikke noget.«

Men der var så disse nebengeschæfter til at supplere indtægten.

»Det har nu ikke været så meget, som nogle måske mener. Jeg har vel været ude en halv snes gange om året. Og i øvrigt deltaget lige så ofte gratis i forbindelse med for eksempel indsamlinger til Røde Kors. Enkelte har beskyldt mig for at være grådig. Men hvem vil sige nej til 10.000 kroner for at optræde tre timer for et byggemarked, hvor jeg giver kunderne gode råd, når de skal købe en skruetrækker?«

Hovedparten af læserbrevene efter fyringen var positive. Dog bragte hans ny arbejdsplads et, hvor han blev kaldt ''Kvalmende Leth''.

''Ejer den mand da ikke skam i livet? Flemming Leth fører sig frem, som kun en snotforkælet TV-journalist kan finde på at skabe sig.''

Dagens vært har blot smil til overs for den slags.

»For jeg tør roligt sige, at det ikke er pengene, der har drevet mig.«

Han har ellers været vant til at mangle dem og måtte et par gange sælge hus, fordi indtægterne ikke stod mål med udgifterne.

Og allerede fra barnsben lærte han, at penge - og guld og grønne skove, for den sags skyld - ikke kommer af sig selv.

Hans mor døde, da han var tre, og i de efterfølgende år rejste han rundt i landet med sin far, der havde Leths Tivoli.

Men som ni-årig blev han kastet ud i en tilværelse, han i sagens natur aldrig har glemt.

»En kammerat lånte mig sin cykel, som jeg væltede på. Han turde ikke fortælle det hjemme, og sagde til sin far, at jeg havde stjålet den. Faderen meldte det til politiet. Og jeg blev anbragt på børnehjem, hvor jeg var i tre år. Børnehjemmet Godhavn i Tisvilde, hvor øretæverne sad løse. Forstanderen brækkede engang armen på en anden dreng, der var blevet kaldt til telefonen fra middagsbordet og fik den besked, at hans mor var død. Da han kom tilbage til maden, var han så rystet, at han kastede op i tallerkenen. Han nægtede at spise resten, og som straf brækkede forstanderen hans arm.

Tilbage til tivoli

Denne og andre begivenheder har jeg fortalt om i radiodokumentar-serien "Børnehjemsunger''. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg skulle på børnehjem, men dengang var beskyldninger om cykeltyveri åbenbart tilstrækkeligt. Og så blev der måske også skelet til, at jeg ikke havde en mor. En dag dukkede to mennesker op og fjernede mig fra mit hjem. Selv om jeg ikke havde gjort noget ulovligt. Efter tre år på børnehjemmet fandt de ud af, at jeg var god nok, og jeg kunne fortsætte i tivoliet sammen med min far.«

I den periode tog Flemming Leth de første skridt til det, der senere skulle give ham et levebrød og skaffe ham berømmelse:

»I et tivoli laver man selv alt, for der er ikke råd til andet. Og det viste sig, at hænderne sad ret godt på mig. Jeg fik vel stukket en skruetrækker i hånden, da jeg var stor nok til at holde om den, og det har jeg siden haft glæde af.«

Han aftjente sin værnepligt i marinen og fik en uddannelse som erhvervsdykker, hvilket i en periode var hans levebrød.

Siden etablerede han rideskole i Randers og drev den gennem en årrække, ligesom han uddannede sig til fysiurgisk massør og i den sammenhæng især tog sig af handicappede på rideskolen.

»Jeg anede ikke meget om ridning. Derfor købte jeg en bog om emnet, og når eleverne kom, vidste jeg mere end dem.«

Efter 16 år med rideskole var han blandt andet på Grønland som dykker, men stoppede, da han fik dykkersyge.

Negle på kanariefugle

I en periode var han rejseleder, og i begyndelsen af 1990'erne skiftede han over til AMU-Centret i Horsens, hvor han underviste last- og buschauffører i ergonomi.

»Jeg kendte Kurt Helge Andersen, der var journalist på Østjyllands Radio, som ville lave et spørge-program om, hvordan man klipper negle på kanariefugle og den slags. Han bad mig hjælpe med et koncept, og derefter skulle de finde nogle eksperter. Der kom da også glarmestre og tømrere og smede, men de vidste kun noget om deres eget fag. En fredag aften klokken 22.10 ringede Kurt Helge og sagde, at de ikke havde fundet de rette, om jeg turde binde an med programmet. Ja, svarede jeg. Hvornår skal jeg begynde? I morgen klokken syv, lød svaret. Jeg sov ikke meget den nat, for jeg drømte om galvanisering og stjerneskruetrækkere. Det var en satsning at bruge mig, men folk kunne åbenbart lide programmerne. Og vi fik i hundredvis af henvendelser om alt muligt. En spurgte, hvordan man lettest kommer ud af en skilsmisse. Jeg havde visse forudsætninger, da jeg engang selv blev skilt, men her var forskellen, at min kone rendte sin vej, hvorimod hans ikke ville flytte.«

På den tid var TV 2 begyndt med udsendelserne ''Godt begyndt på tur'' med Jan-Erik Messmann. De havde store seertal, og DR ville gerne lave noget tilsvarende.

»En dag blev jeg kaldt ind til programredaktør Dorthe Geisling, der blandt andet stod bag ''Rene ord for pengene''. Hun spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive berømt. Der er ikke noget, jeg hellere vil, svarede jeg. Og så skruede vi en udsendelse sammen, hvor jeg fik ret frie hænder. Det har vist sig, at højst 12-13 procent var faktuelle oplysninger; resten var snak, som da en dreng ville vide, hvordan han skulle slibe sin spejderdolk, og jeg berettede om min egen spejdertid.«

Ajax til oliemalerier

Flemming Leth gør en del ud af at fortælle, hvor omhyggelig han var med sin research, fordi han vidste, at han hurtigt ville blive hængt ud af eksperterne, hvis noget gik galt.

Og trods sin omhu slap han ikke for at fylde forsiden af B.T., da han havde givet det råd at rense gamle oliemalerier med Ajax.

»Jeg havde fået spørgsmålet fra en seer, der ejede et lille oliemaleri. Jeg kontaktede i Randers en rammemand, der kendte noget til den slags. Han sagde, at han altid selv benyttede Ajax-vand på en blød klud. Det råd gav jeg videre. Hvorefter B.T. mente, at samtlige guldaldermalerier nu var i fare, og avisen fik eksperter fra Statens Museum for Kunst til at tage afstand fra rådet. Men det virkede godt nok. I andre tilfælde har jeg spurgt måske fem eksperter om råd, og hvis tre kunne blive enige, var det sandheden for mig. En anden gang blev jeg spurgt, hvordan man ompolstrer en gammel sofa. Jeg tilbragte halvanden dag hos en møbelpolstrer, inden jeg kom med svaret.«

For nylig stod Flemming Leth så uden arbejde. Alligevel var han ikke bekymret.

»Jeg havde netop fra min fagforening fået besked om efterløn, når jeg fyldte 60. Jeg kunne altså få 9000 kroner om måneden for ikke at lave noget. Og det ville give mig muligheder for at forbedre mit golf-handicap, der er, jeg tør næsten ikke sige det, 36. På den anden side, da der var så stor interesse fra mange sider, var det vanskeligt at sige nej. Jeg skal ikke blot give svar på spørgsmål om, hvordan man fjerner øjenskygge fra gulvtæpper og den slags; jeg skal også drive kritisk journalistik på forbrugernes vegne. Den udfordring tager jeg gerne imod.«

Når han ikke gør det, kan han dele sit privatliv med hustruen, den 20 år yngre Ingelise Isak, der arbejder med døve.

På vej ud efter mødet beder jeg Flemming Leth se på mine hænder, der vender forkert, og fortæller om dengang, jeg skulle sætte en hylde op på min datters værelse. Jeg brugte boremaskine og vaterpas. Det så forfærdeligt ud.

Her kommer selv en af landets førende gør-det-selv-mænd til kort.

»Der er nok ikke noget at stille op,« mener han.

Og nedbøjet går jeg min vej.

knud.wilhelmsen@jp.dk