Fortsæt til indhold
Indland

Hvorfor bliver de muslimer

To forskere vil forsøge at finde årsagerne til, at mellem 3.000 og 5.000 etniske danskere er konverteret til islam i de seneste år.

Af JENS GRUND

En landsdækkende undersøgelse skal afdække, hvorfor flere tusinde etniske danskere siden slutningen af 1990'erne er konverteret til islam.

Ingen kender det nøjagtige antal, men skønsmæssigt drejer det sig om 3.000-5.000, oplyser forskerne bag projektet "Omvendelse til islam i Danmark". Kvalitative interviews af ca. 100 danskere, der er omvendt, og en spørgeskemaundersøgelse blandt 500 konvertitter skal give en forståelse af, hvad der har fået dem til at konvertere til islam.

Ph.d. Tina G. Jensen fra Institut for Antropologi har indledt feltarbejdet og har nogle bud på hvorfor:

Islam er næststørst

»Jeg tror, at mange savner en religiøsitet i hverdagen. I vores samfund er det blevet umoderne at være religiøs. Man har altid regnet med, at religiøsiteten ville forsvinde i det moderne samfund, men den finder bare andre former. Islam er den største religion i Danmark efter kristendommen, og den tilbyder et religiøst fællesskab og mere traditionelle værdier.«

Forskeren beskriver danskeres omvendelse til islam som en form for omvendt integration.

»Danskerne har faktisk taget indvandrernes religion og kultur til sig. Især unge mellem 15 og 30 år konverterer. Det er ofte meget reflekterede og veluddannede mennesker. Det handler om at være et moderne menneske og søge religionen. Omvendelsen kan også være et opgør med den moderne verden, hvor alt er i bevægelse, værdierne flyder, og intet ligger fast,« siger Tina G. Jensen.

Stigende interesse

Imam Abdul Wahid Pedersen konverterede selv til islam for en snes år siden. Dengang mødte han blot 15-20 andre danskere i samme situation. Han peger på flere årsager til den stigende interesse for islam.

»En af årsagerne er, at vi har en generation af unge i Danmark, der er vokset op sammen med muslimer,« siger Abdul Wahid Pedersen.

Gensidig påvirkning

»Der sker en gensidig påvirkning, hvor nogle muslimer ikke rigtigt får gjort noget ved islam, mens ikke-muslimer får øje på islam og bliver tiltrukket af for eksempel de sociale mønstre eller den religiøse inderlighed. Der er også hjertet - at man bliver forelsket i en, som har en anden tro.«

Både Tina G. Jensen og Abdul Wahid Pedersen fortæller, at de gang på gang ser, at en voldsom kritik af islam får nogle til at konvertere, fordi de lige skal læse i Koranen, om det nu også er så slemt.

»Det store fokus på islam har en afsmittende virkning, selv om omtalen er overvældende negativ. Folk kigger ind og siger: Jamen, hvad er det, der er så interessant ved islam, at hele verden skal beskæftige sig med det,« siger Abdul Wahid Pedersen.

Forskningsprojektet ved ph.d Tina G. Jensen og ph.d. Kate Østergaard er finansieret af Statens Humanistiske Forskningsråd og ventes afsluttet i 2006.

jens.grund@jp.dk