Blid Strid
Han kan godt lide sit image som sej venstrefløjsaktivist, der tilbringer dagene med at polere brosten. Men det er ikke den fulde sandhed om Jakob Martin Strid - tegneren og forfatteren som kan hylde undergrundshæren RAF side om side med uskylden i Rasmus Klump. I dag udgiver han en ny bog og udstiller i den anledning på Københavns Hovedbibliotek.
Manden, der stak en agurk i røven på statsministeren, vækker ingen opmærksomhed på Hovedbiblioteket i Krystalgade en onsdag ved middagstid.
Har man fulgt debatten i diverse aviser, først og fremmest Berlingske Tidende, ville man også umiddelbart se sig om efter en sortklædt forbrydertype med en BZ-hætte i den ene lomme og en molotovcocktail i den anden.
Dem er der ingen af i Krystalgade. Derimod kommer der en ung fyr med glade lyse øjne og et skævt smil ned ad rulletrappen, klædt som de fleste unge lånere - i T-shirt og bukser. Den eneste bevæbning er en taperulle. Det mest genkendelige fra den tegneseriefigur, der bærer hans navn i Politiken, er det viltre, blonde hår, men det er midlertidigt tæmmet af et par solbriller.
Jakob Martin Strid. Årets mest kontroversielle tegneserietegner. Udnævnt til at være gal, genial og farlig. Prisbelønnet.
Enten eller
Han har knap nok huseret i Politikens spalter i et år, men han har ikke spildt tiden. Han har fået chefredaktør Tøger Seidenfaden til at æde litteraturredaktør Bjørn Bredal for at overleve på en øde ø, han er blevet far til en flok kloner fremstillet af bussemænd og radioaktivt affald fra Risø, han har meldt Bob Dylans hoved ind i Det Radikale Venstre, han har været på eventyr med Jens Lyn og gentleman-detektiven Rip Kirby, og så har han som nævnt forsynet Poul Nyrup Rasmussen med grøntsager.
Undervejs har han delt læserskaren i to. Enten elsker man Strid, eller også afskyr man hans barnlige, platte, farlige, uforsvarlige og elendigt tegnede påfund.
Afskyen blev nærmest til had, da han i en daglig stribe i Politiken erklærede sin støtte til terrororganisationen Rote Armee Fraktion i en af episoderne. Det fortryder han på sin vis. Mere om det senere.
Taperullen lægger han fra sig. Den er ikke til meget hjælp i arbejdet med at hænge kæmpeversioner af tegninger fra hans nyeste bog op.
»Det tager en pokkers tid. Jeg troede, at vi kunne hænge plakaterne op med tape, men de er for tunge. De falder ned, så vi må bruge snore,« siger han.
Plakaterne, der udstilles sammen med originaltegningerne, er en overraskelse. Væk er de barokke kommentarer til dagens nyheder. Her er heller intet spor af de stærke farver og rablende remser, der har gjort bogen ''Mustafas Kiosk'' til en børneklassiker på kort tid. I stedet er her ro, poesi, enkelhed og dulmede nuancer i den grøn-sorte del af farveskalaen.
Ni mm høj hovedfigur
Når man læser bogen, som plakaterne er forstørrelser af, er det også blidhed og poesi, der går igen. Jovist, historierne om Dimitri 9mm, som hovedpersonen eller rettere hovedmusen hedder, rummer deres form for anarki. Som når Dimitri går ned i en kloak, finder et hav under jorden og stiger våd op igen på Enghave Station efter en lang og mystisk rejse på ryggen af en søslange med tandpine. Og her er rigtige dæmoner, talende stjerner og en mystisk person, der minder om den gale munk Rasputin fra tegneserien om sømanden Corto Maltese og hans rejser i tiden omkring 1. Verdenskrig.
I ''Dimitri 9mm'' hedder munken ganske vist Azfathan, men ligheden er ikke tilfældig.
»Jeg ville egentlig have kaldt ham Rasputin, men min forlægger mente, at det var for konkret, fordi Rasputin også er en historisk person. Nu valgte jeg så et navn, der mindede om det i stedet, siger Jakob Martin Strid.
Han kalder selv ''Dimitri 9mm'' en krydsning mellem Corto Maltese og Rasmus Klump.
»Men det er kun nu, da jeg kan gå tre skridt tilbage, at jeg kan se det. Når jeg går i gang med at tegne, sætter jeg mig ikke ned og tænker, at nu vil jeg blande Corto Maltese og Rasmus Klump. Det gælder også den daglige stribe. Jeg tegner det, der falder mig ind.«
Eventyrlige rejser
Rasputin er ikke den første person, Jakob Martin Strid har lånt fra andre tegneserier.
Gæstestjernen over dem alle har været Rip Kirby, der i Strids univers mistede sin krop ved et mislykket attentat mod McDonalds og nu suser rundt med sit hoved på et bræt, mens han ryger pibe.
Tilmed er den oprindeligt ultrakonservative og altid nålestribede Rip Kirby af Strid blevet forsynet med meninger, som man ellers hører fra venstrefløjspolitikere.
»Jeg synes, at det kunne være sjovt at tage en tegneseriefigur, der ikke har ændret ansigtsudtryk i 30 år, og som absolut ikke er morsom, og placere den i ''Strid'',« griner Jakob Martin Strid.
Umiddelbart er der langt fra Dimitris poetiske fabuleren over små og store ting i livet til rebellen Strid i Politiken.
Men også i ''Strid'' har der været anløb til klassiske eventyrrejser, blandt andet med inspiration fra bøgerne om Narnia, især når Strid har været i selskab med klonerne, som mange læsere fandt ret nuttede. De fik også de blødere sider frem i Strid.
I ''Dimitri 9mm'' får den stille undren over livets gåder frit løb på de sidste sider, hvor Dimitri fra sin balkon kigger op i skyerne og tænker over tilværelsen.
De store spørgsmål
»Jo, jeg er sådan en, der kan sidde på en sten og kigge ud over vandet, mens jeg tænker over det hele. Det er vi vel alle?« spørger Jakob Martin Strid.
Især sent om natten og efter fire flasker rødvin...
»Ha! Nej, på det tidspunkt vil jeg godt nok hellere danse.«
Smilet stivner på spørgsmålet om, hvorvidt han er religiøs.
Lang pause.
Han vrider sig på stolen.
»Nah...arh...det har jeg ikke...det ved...det skal jeg altså bruge længere tid til at tænke over,« siger han omsider.
Det er også et tarveligt spørgsmål sådan en solbeskinnet onsdag eftermiddag på Krystalgade, hvor tilsyneladende ubekymrede københavnere lufter bare tæer, studenterhuer og indkøbsposer fra resterne af det, der engang var Daells Varehus.
Brosten og RAF
Så er det straks lettere at tale om hans fortid som aktivist.
Jakob Martin Strid har været og er aktiv på venstrefløjen. Og selv om han ikke længere bruger så meget tid på politisk græsrodsarbejde, står han gerne ved sin tilknytning til det autonome miljø.
»Jeg kan ikke lide ordet autonom. Det lyder som en sygdom. Men da jeg kom til København, kunne jeg ikke blive BZ'er, for der var ikke flere huse tilbage at besætte,« griner præstesønnen, der tilbragte en stor del af sin barndom på Fyn.
Jakob Martin Strid har sat sit præg på København. Han har efterladt sig knuste ruder - og en eventyrlig husgavl ved Folkets Park på Nørrebro.
Og så var der lige det med Rote Arme Fraktion. Mente han virkelig alvorligt, at det var fedt, når undergrundshæren jagtede nazister?
Jakob Martin Strid sukker.
»Jeg kan godt fortryde, at jeg skrev det. Fordi det er kommet til at fylde så meget, og RAF var i 1970'erne. Vi har mere presserende problemer at diskutere i dag, racismen ikke mindst. Tonen herhjemme er blevet utroligt rå de seneste fem-ti år.«
Jakob Martin Strid mener, at RAF skal forstås i lyset af det politiske klima i 1970'ernes Tyskland, hvor de gamle nazister ifølge tegneren stadig sad tungt på magten, og der var berufsverbot og censur, og politiske modstandere blev holdt nede.
»Jeg synes, at vold er grimt. Men RAF's medlemmer betragtede sig selv som soldater i krig. De krævede samme rettigheder. Og deres aktioner gik ud over andre soldater. Det lykkedes dem at standse bombningerne over Vietnam i nogle timer. Var det det værd? Jeg ved det ikke. Men jeg tager afstand fra andre af deres handlinger. Blandt andet var det forkert at dræbe Hans Martin Schleier (arbejdsgiverformand og tidligere SS-officer, red.) efter at have holdt ham som gidsel i en kælder. Der overtrådte de deres egne regler.«
Det er svært at få billederne af en autonom aktivist og RAF-tilhænger på den yderste venstrefløj til at harmonere med hyldesten til det store i det små i den nye bog. Ganske som det for nogle vil være svært at få den stride Strid til at rime på den blide.
Men mennesket er en sammensat natur. Det ville Dimitri sikkert kunne filosofere længe over fra sin balkon under de drivende sommerskyer.