Manden, musikken, magten og hans elskede festival

Væggene er malet mørkeblå og pyntet med indrammede motiver i korssting. Langs med væggene står kurvereoler, som kun er beskedent benyttet. På en af dem står en ghettoblaster og et par CD'er. Med lav styrke høres indiansk musik med Carlos Nakai med et næsten meditativt præg.

Det er Leif Skovs skurvogn. Mens den udefra ligner enhver anden skurvogn, har den sin helt egen stil, når man træder indenfor. Et personligt præg er så meget sagt, for reolerne og motiverne og de uægte tæpper på gulvet er mest ment for sjov.

Dog skal det siges, at der er en portion alvor i den lille kvadratiske træramme med glas. Den gemmer på Leif Skovs to billetter til Bob Dylan-koncerten den 1. maj 1966.

Skurvognen består af endnu et rum. Det er Leif Skovs soveværelse - og han påstår, at han godt kan få et par timers søvn i det lille rum, selv om Orange Scene ligger en hurtig spadseretur fra vognen.

Det blå rum er især indrettet til besøg af musikcheferne - agenter, managere og tourmanagere - som følger med bands og solister.

Når de træder ind i det blå rum, vil de tit være sure på festivalen over et eller andet.

»Måske er det hele begyndt med, at der manglede en enkelt brieost, og nu er der så intet, som fungerer, og det er vedkommende klar til at fortælle med store bogstaver i tre timer,« fortæller Leif Skov.

Men så er det som om farverne, motiverne og indretningen tager lidt af trykket, og det ender oftest med at blive en stille og rolig samtale med den danske festivalchef hen over det runde spisebord.

Nyindrettet hvert år

Og skulle den samme agent eller tourmanager vende tilbage næste år, vil han blive overrasket af en ny indretning.

Der er gået sport i, at det skal være noget nyt hvert år. Som det er 53-årige Leif Skovs ambition med det dér uden for skurvognen: Roskilde Festival, som nu er i gang for 30. gang. Den tidligere skolelærer fra Roskilde har været med hver gang.

Engang var han sjakbajs for et af byggeholdene og ansvarlig for musikken. I dag er han stadig overordnet ansvarlig for musikken med en række eksperter omkring sig. Men han er fremfor alt lederen, der under selve festivalen har et stort hold af fortrolige og frivillige til at gøre arbejdet.

Leif Skovs opgave er så at skulle kunne tage det afgørende ansvar og træffe beslutningerne, hvis der sker et eller andet: Typisk er det enten vejret eller en aflysning fra et af hovednavnene, der gør, at flasken kommer til at pege på Leif Skov.

Aldrig en slipsedreng

Stiller man det banale spørgsmål om, hvorfor Danmarks kendteste festivalleder bliver ved, trækker han umiddelbart fokus væk fra sin egen person og hen på det store festivalhold af medarbejdere.

Han fortæller om dem, der engang kom her på egen hånd for at knokle, og som vender tilbage, selv om de har familie, karriere, sejlbåd og kolonihave. Og efter 10 dage forsvinder de i alle mulige retninger.

Selv om Leif Skov for længe siden er blevet fastansat festivalleder med 15 måneders opsigelse, føler han sig stadig som en del af dette særlige festival-fællesskab.

»Jeg er i høj grad en del af det. For jeg kan stadig mærke, hvornår Sigurd med kranen kommer, og hvornår folk skal til det dér, som plejer at give problemer.«

Han lægger stor vægt på, hvordan han fører sig frem over for Sigurd og alle de andre menige medarbejdere, hvoraf nogle har været med i årtier.

»Det handler også om solidaritet, når jeg er herude op til og under festivalen og så vidt muligt er synlig med råd og erfaringer. Jeg har jo arbejdet mig op fra gulvet i festivalorganisationen. Jeg begyndte på et skraldehold og kom videre derfra, så jeg er opmærksom på ikke pludselig at ende som slipsedrengen, der ankommer i ny stor bil hvert år.«

Et hurtigt kig på Leif Skovs påklædning understreger, hvad han netop har sagt.

Med sine orange bomuldsshorts, ærmeløse sportstrøje og de flere dage lange skægstubbe kunne han godt forveksles med en af de frivillige - eller en skolelærer, der med resten af familien er på vej til Sydfrankrig på campingtur.

Når temperaturerne er anderledes lave, foretrækker Leif Skov en T-shirt og et par cowboybukser.

En god historie

Det er også påklædningen de 10-15 gange om året, hvor han accepterer en invitation til at komme ud og fortælle om, hvordan Roskilde Festival kan drives som erhvervsvirksomhed på basis af græsrødder.

»Historien om Roskilde Festival er så god, siger de, når vi bliver inviteret. Jeg synes også, at den er så god, at jeg godt vil fortælle om den til et hold af knækflipper, hvoraf nogle af dem måske er skeptiske, men de fleste er interesserede, fordi de selv engang kom her og freakede ud.«

»Det pudsige med nogle af dem, som jeg møder, er så også, at de jo var blandt dem, der i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 70'erne mente noget seriøst om Vietnamkrigen og miljøkatastrofer. Indimellem tænker jeg over, hvad der er blevet af dem. Ja, de er blevet direktører, kontorchefer og skoleinspektører, men det er, som om solidariteten er knækket hos de fleste af dem, der ellers havde så gode energier - og det er trist.«

Du lyder lidt skuffet på vegne af din egen generation?

»Det ærgrer mig i hvert fald, når nogen bliver frontkæmper for øget afkast i stedet for øget respekt. I det mindste kunne man være begge dele.«

Festival med egen identitet

For Leif Skov hersker der ingen tvivl om, at Roskilde Festival med sine bidrag til humanitære organisationer og en invitation til f.eks. Stop Volden og Læger Uden Grænser om at deltage på festivalen gør en indsats for at sætte fokus på respekten for andre mennesker.

»Vi må aldrig blive kamporganisation eller missionær for egen eller andres skyld. Men vi gør det muligt for en håndfuld organisationer at være synlige over for en masse mennesker, som så selv må tage stilling til, hvad de mener om organisationen eller vores genbrugsbestik osv.«

Mens det er nemt at sætte lighedstegn mellem Roskilde Festival og holdninger, når det gælder menneskerettigheder og miljø, er det sværere at gennemskue, hvordan festivalen agerer over for den musikindustri, som ikke mindst Leif Skov er i tæt kontakt med.

Som udgangspunkt har Roskilde Festival truffet den beslutning, at der er tre musikalske retninger, der p.t. skal satses på:

En musikalsk midtbane med fokus på rock, der typisk lader sig aflæse på Orange Scene og Grøn Scene, samt den teknologiske musik og verdensmusikken, som hver især har sine scener.

»Det er så afgørende, at en festival har sin egen identitet - ligesom der er jazz-festival og 60'er-festival. For mig er det ikke en festival, hvis der bare er en stribe af koncerter, og det holder heller ikke, hvis man bare plagierer os eller de andre. Derfor siger vi også pænt nej, når en eller anden kommune i Norge beder os hjælpe dem med at skabe en festival, der er ligesom vores. De skal skabe deres eget,« siger Leif Skov.

Førstevælger i Europa

Identitet eller ej. I sidste ende kan musikchefen og hans hold af eksperter ikke komme uden om, at der skal placeres omkring 170 navne på de forskellige scener.

Imellem to festivaler sonderer Leif Skov omkring 70-80 navne, som spiller på forskellige danske spillesteder. Tilsvarende antal besøg gør festivalens øvrige musikhold, og derudover er der så et netværk ude i verden.

Er det blevet sværere at få ekstraordinære navne på plakaten?

»Med vores status blandt Europas festivaler er vi førstevælger, når et navn tager på turné. Så det er ikke svært at få bands, og i forhold til alle andre kan vi på grund af vores økonomi betale en pris, der stort set matcher prisniveauet i USA.«

»Men vi må stadig acceptere, at der er nogle økonomiske og praktiske forhold, som vi ikke kan lave om på. Når Steely Dan, som vi meget gerne ville have haft, først begynder sin turné i Europa i august, kan vi kun sige: Skideærgerligt. På samme måde må vi pr. automatik vinke farvel til soulnavne som D'Angelo og Angie Stone, fordi vi i år ligger for tæt på den 4. juli, som er USA's uafhængighedsdag - og den største koncertdag i Staterne. Endelig er det jo ligegyldigt, at vi kan betale en kunstner og hans 40 mand store crew, hvis ingen anden festival i Europa ønsker at være med.«

»Men der er ingen tvivl om, at det i stadig højere grad er penge, som styrer musiklivet på bekostning af idealisme og spillelyst. Så når det gælder det specielle arrangement, lader det sig kun gøre med mindre bands og solister, der enten vil spille for enhver pris eller endnu ikke er begyndt at lugte penge. Her kan laves rimelige aftaler, hvor bandet flyves ind til lejligheden, som det f.eks. var tilfældet, da Flaming Lips var her første gang.«

Upopulære krav til bands

Hvor meget kan du bestemme over, hvor ofte det enkelte band optræder før Roskilde Festival?

»Vi er blevet upopulære på det, men der er store bands, hvor vi forlanger, at de ikke spiller på andre festivaler i Skandinavien. De vil jo helst spille alle steder i Europa ud fra deres tidsplan, hvor vi kun vil have dem meget få steder, så vi kan præsentere noget særligt. Herhjemme taler festivalerne sammen, så vi undgår, at bands og solister spiller mere end et sted. I Norden har vi de seneste to år talt sammen med de svenske og norske festivaler, og derfor spillede Metallica kun på Roskilde Festival, mens Oasis spiller i alle tre lande, fordi ingen af os har opfattet bandet som tilsvarende stort. Så det er utroligt vigtigt, at festivalerne så vidt muligt udbygger samarbejdet. Ellers bliver vi spillet ud mod hinanden og siger ja til de samme navne, hvorved festivalerne i alt for høj grad kommer til at overbyde hinanden.«

Leif Skov er ikke bange for at fortælle en agent eller manager, hvis han er utilfreds med nogle af de folk, der følger i hælene på et band til Danmark.

Da amerikanske R.E.M. optrådte på festivalen første gang, var der en lydmand, som ifølge Leif Skov direkte ødelagde lyden under koncerten, fordi han absolut ville ændre på de indstillinger af lydniveauet, som var foretaget på forhånd.

Tilsvarende krævede Aerosmiths tourmanager i sin tid, at der blev rejst en særlig mur omkring bandet bag Orange Scene.

Ifølge manageren hverken ville eller skulle bandet være i kontakt med andre på festivalen. Da bandet kom, ville medlemmerne dog ikke gemme sig bag muren.

»Det pudsige er, at det stort set aldrig er musikerne, der kræver noget som helst. Det er næsten altid et medlem af et crew, der lige skal markere over for sin chef, at han altså har styr på tingene. Men vi vil ikke stå model til den slags, når vi forsøger at behandle folk ordentligt. Så i tilfældene med R.E.M. og Aerosmith skrev jeg et brev til deres managere og fastslog, at jeg syntes, at de skulle finde nogle nye folk til de respektive job,« konstaterer Leif Skov, der i øvrigt mener, at han har et godt forhold til både agenter og managerne.

»Det handler banalt om, at vi behandler kunstnerne på vores egen serviceprægede måde. Og så kan kunstnerne lide at spille her.«

Forhandler selv kontrakter

Hvor meget i programmet anno 2000 er dig som menneske og musikansvarlig?

»Det er mig, som er balancen, hvor yderpunkterne er de andre. I 1975 havde jeg føling med spidserne, men det har jeg ikke i dag, og jeg kan ikke vurdere, hvad der er god eller dårlig house og hiphop.«

Tidligere samarbejdede Roskilde Festival med DKB Koncertbureau om musikprogrammet. I dag er festivalen stort set alene om at forhandle kontrakter med de omkring 25 agenter i Europa og USA, som står bag navnene.

Men går Roskilde Festival sin helt egen vej, har de store koncertarrangører, som står for koncerterne herhjemme resten af året, til gengæld været udsat for opkøb og fusioner.

En af mastodonterne på markedet, amerikanske SFX, har således købt svenske EMA Telstar, som til gengæld har købt ejerskabet i danske DKB og det tilsvarende selskab i Norge. Desuden er EMA Telstar og DKB at finde som toneangivende ejere i et andet dansk koncertselskab, Motor.

Koncertbureauers enevælde

»Det ligner et slags enevælde, som i sidste ende kun kan handle om rationalisering. For kunstnerne vil heller ikke i fremtiden komme hyppigere, end de udgiver plader. Og jeg tror heller ikke på mange andre kunstnere end dem, som allerede kommer til landet, eller på billigere billetpriser. Hvor har man set dét blive resultatet, hvor der ellers er sket sammenlægninger?«

Men hvorfor så være aktør i denne branche, der åbenbart sætter profitten højt?

»Nu skal det ikke lyde, som om vi er ude i noget med økologiske kager. Men når vi er en organisation bygget på frivillighed, og hvor overskuddet kommer i anden række, kan vi fokusere på, at kunden får de bedste forhold, når det gælder både pris, toiletter, mad, bestik og musikprogram. Her må de andre foretagender først fokusere på profit og f.eks. tage en ublu pris for et musikprogram af meget dårlig kvalitet,« konstaterer Leif Skov.

Men det må være et paradoks for dig, at du som et menneske, der fokuserer på idealisme frem for profit, skal agere i en stadig mere kommerciel musikverden?

»Det er et paradoks. Men uanset om det handler om kunstnere eller noget andet, så bliver folk bløde i knæene, når de får mange penge mellem hænderne. Og så er Roskilde Festival i øvrigt fyldt med paradokser: Hvem kan f.eks. forstå, at en dj, der ankommer med al sin musik på fire disketter, skal have flere penge end et orkester, der tæller otte mand på scenen. I musikbranchen er det ikke bare det målbare, der tæller, det handler også om kunst og popularitet.«

Når du giver udtryk for, at dine visioner lykkes med Roskilde Festival, hvorfor så ikke prøve dem af andre steder. Som eventchef i Tivoli eller kulturarrangør i Carlsberg?

»Selv om Tivoli arrangerer fredagsrock, er der jo i bogstaveligste forstand stadig gyngerne og karrusellerne at tage hensyn til, og det bliver en spændetrøje for en musikscene for de unge. Samtidig er der det specielle ved Roskilde Festival, at der aldrig er noget, der skal gentages eller noget specielt produkt, som skal markedsføres. Jeg skal tværtimod sørge for aldrig at stå stille, og indebærer det så på et tidspunkt, at jeg vurderer, at det er umuligt at komme videre, og festivalen derfor skal stoppe, så tror jeg, at Roskildefonden vil lytte til det. Romerriget varede jo heller ikke evigt!«

Mener du, at Roskilde Festival skal stoppe på et tidspunkt?

»Ja, det gør jeg faktisk. Det skal kun fortsætte, så længe Roskilde Festival gør en forskel, når det gælder miljø, mad og musik. Hvis det pludselig bliver for meget SFX, Påskebrød og markedskræfter, så bliver det for meget på industriens præmisser, og så bliver det uinteressant.«

»Med mindre der sker det, at vi - festivalen og markedskræfterne - vælger at gå i dialog. Vi kunne jo f.eks. kontakte SFX i stedet for at overlade dem banen og så samarbejde. De kan noget med markedsføring, vi kan noget med indhold og kvalitet, så måske kan det blive et bedre produkt, end hvis den ene smider tøjlerne.«

Tror du, at du selv kan sige fra som festivalens leder?

»Jeg bliver ved så længe, at jeg bekræfter, at det er en opgave, som jeg kan magte - og kan jeg ikke selv se, at det kniber, så er der en bestyrelse.«

"Der er ting, jeg ikke forstår"

Med ambitionen om at afspejle verden uden for festivalpladsen lægger Roskilde Festival vægt på den teknologiske musik. Ligesom der er telte med computere, særlige services for festivalgængere med de såkaldte WAP-telefoner og andre moderne ting, der ikke nødvendigvis rimer på rockmusik.

Hvor ser du dig selv i alle de nye strømninger, både når det gælder musikken og teknologien. Bliver du aldrig forvirret?

»Nej, det gør mig ikke forvirret. Jeg kan stadig se mennesket midt i det hele, både ude på pladsen og i festivalorganisationen. Men der er da ting, som jeg ikke forstår, men det er jo naturligt nok, da festivalen ikke er arrangeret for mig og mine ligesindede. Men jeg ved til gengæld, at festivalen skal være en lyttepost for signaler, som måske slet ikke er opdaget endnu.«

Der er efterhånden gået et par timer i skurvognen, som nu har været Leif Skovs hjem de seneste 10 dage. Resten af familien Skov er blevet derhjemme.

»Det er ikke, fordi de er småt begavede, men de kan ikke forstå det her liv. Jeg er jo slet ikke koblet på det almindelige samfund op til og under festivalen, og helt bogstaveligt når jeg jo aldrig over på den anden side af motorvejen i løbet af festivalperiodens fjorten dage. Så når jeg vender tilbage til villavejen, er det de mindste ting, som kan komme bag på mig: Hold kæft, er der vejarbejde der og er der en hæk, som er klippet her!«

peter.schollert@jp.dk