Uddrag fra Ben Q. Holms roman Hafnia Punk

Sagasvej

Christian vågnede med et spjæt og så var der kun én ting i hovedet: FOO-OOD-BO-OOLD!! Årets første kamp, utroligt, så var den endelig kommet, dagen, kick-off til forår og Superliga, og det eneste der ærgrede ham var at de ikke skulle spille i Parken. Han så på vækkeuret, klokken var halv syv.

Halv syv! Pis, halv syv søndag morgen. Her lå han og kunne ikke vente med at komme ud ad døren. Elisa sov sødt, de var kommet sent hjem, efter at have været i Gloria for at se en film og få noget mad bagefter på Vesterbro. Hun havde været helt himmelfalden, det var første gang i et halvt år at han havde inviteret hende ud, godt nok med den lumske bagtanke at slå aftenen ihjel på bedste vis og få tankerne styret et andet sted hen end på morgendagens drama som alligevel havde forhindret ham i rigtig at kunne leve sig ind i den ellers udmærkede italienske film om nogle albanske bådflygtninges tragiske skæbne, især fordi en af skuespillerne havde en slående lighed med FCKÕs midterforsvarer, Diego Tur. Nu lå hun der, tung af søvn og hjemsøgt af guderne måtte vide hvilke drømme, med hans sæd i sig, kimen til et barn der var effektivt dræbt af en lille hvid pille som hun skyllede ned hver morgen med et glas juice og en skefuld økologisk skovbæryoghurt. Halv syv! Christian vendte sig og forestillede sig Goldbæk afgøre kampen med et dommedagsskud, men han var en smule overtroisk med sine drømme, i stedet forsøgte han at retablere deres samleje da de var kommet hjem: Elisa småberuset mens han var pinligt ædru for han kunne ikke drømme om at troppe uoplagt op med tømmermænd, han havde spyttet i vinen og hun havde ikke opdaget noget, Elisa under ham, Elisa over ham, det undrede ham tit at noget så intenst som sex så nemt forsvandt i erindringens dis, på en måde var det ligesom kampene, og dog, for hvor nogle kampe var reduceret til et resultat, var andre mytisk klare i erindringen (5-0 over AB i 1995-pokalfinalen og helt tilbage til et specifikt Niels Sørensen-mål for KB mod Atletico Madrid i en 3-2 Europa Cup-kamp han havde set som lille dreng i Idrætsparken sammen med sin far), og da han havde ligget lidt stod han op.

Aldrig havde tiden sneglet sig sådan af sted!

Han gik ned til van Hauen og hentede morgenbrød. Gennemlæste Søndagsberlingeren. Klokken ni overvejede han at ringe til Hoppe, men det var nok for tidligt, og Daniel var fuldstændig udelukket. Desuden havde de for længst truffet aftalen: Klokken halv et på Søhesten i Sølvgade, hvorefter den gamle møre bus ville fragte dem og en større koloni formentlig halvberusede Cooligans ud til Hvidovre Stadion.

Han lagde halstørklæde, den hvide hue og spillerblusen frem, men det tog kun to minutter. Satte sig ud på toilettet med sin nervøse mave, sportstillægget lå der meget passende. For fjerde gang den dag studerede han stillingen i bunden. Det så ikke godt ud.

Så stod Elisa i stuen og gabte og strakte sig, og han fik travlt med at komme ud af røret inden den stod på minutiøs gennemgang af boligannoncer.

ÒIh,Ó hun studerede morgenbordet, Òhar du været hos bageren?Ó

ÒJep. Nå, jeg er gledet.Ó Han skyndte sig at få sin sorte duffelcoat på så den dækkede hans hvide nr. 7-bluse, han hadede når hun så ham sådan.

ÒHvorfor har du så travlt, den er kun elleve.Ó

ÒIkke mere? Jeg slår lige et smut forbi min mor.Ó

Han kunne lugte hendes natteånde og den tunge, bedøvende duft af kvindekrop, hendes hud stadig varm efter at have ligget under dynen. ÒDin mor!?Ó sagde hun vantro.

Christians mor boede i nærheden, på Nyelandsvej hvor hun var flyttet ind efter skilsmissen fra faren for snart mange år siden, stadig alene og småbitter. ÒMåske,Ó rettede han sig selv, Òslår jeg et smut forbi.Ó

Han passerede de store gamle villaer på Rathsacksvej. En stille og rolig søndagstur gennem byen, det var også en slags opladning og da han så den første hvidklædte cyklist på Bülowsvej fuldt udstyret med trøje, halstørklæde og et sammenrullet flag, bankede hans hjerte ved synet, en ung fan, sikkert på vej ud til Prinsens Bodega på Nørrebro hvor den officielle fanklub holdt til. Klokken halv tolv bænkede han sig på Floras Kaffebar med en cappucino. Han kunne dø for en stor fadøl, men for det første skulle han altid tisse for et godt ord og for det andet gjaldt det om at holde hus, det hele var nøje indøvet, først når han trådte ind i larmen på Søhesten skulle han have en øl, ikke et sekund før, den skulle drikkes stille og roligt, skylles ned med respekt, årets første kampbajer, og hver tår skulle føles som et mål eller en feberredning af Antti Niemi, deres finske målmand, og han tænkte, det bliver en uhyggelig dag, hvis vi taber går jeg amok, og hvis vi vinder går jeg også amok, fuldstændig amok, og hvis det bliver uafgjort går jeg bare ned med flaget.

Christian tog en lille aflang saltpose og puttede den i lommen, god at have inden de gik ind på stadion så han ikke skulle pisse midt i det hele, der var ikke noget værre end at gå glip af et mål fordi man havde fået en øl for meget. Han drev forbi Trafikcafeen på Skt. Hans Torv der var stambar for Copenhagen Lads-fraktionen, mere for at se om en forvildet Daniel sad og bællede øl, men nix, kun ni-ti opløftede Lads, han ringede på Daniels dør i Birkegade, men ingen åbnede og hans scooter holdt der heller ikke. Han så på sit ur, kunne ikke vente længere.

Over Fredens Bro. Han nærmede sig Søhesten. Kunne høre dem synge derinde: ÒTo ting kan få/min pik op at stå//den ene er fisse/den anden FCK!Ó Christian gled ind i det mørke værtshus med samme vanvittige ophidselse som han om natten var trængt ind i Elisas underliv, og i samme øjeblik forvandledes den pæne frederiksbergborger til en københavnerrod, cigaretrøgen var tyk, der stod øl og sodavand på bordene, det store FCK-flag på den ene væg, klistermærket på et dørpanel, FCK-fans fight Nazism! med en blå-hvid knytnæve, dette var Copenhagen Cooligans bastion af en beverding med borde i mørktbejdset teaktræ, og ved første øjekast så det ud som om de mange hippe typer fra Indre By var gået forkert i byen, som et afterparty der drak natten lys i Nyhavn, han hørte billardkuglernes smælden gennem den høje snak og musik, hilste på en gammel skolekammerat, genså i en stribe af hurtige zoom en masse af de ansigter han ikke havde set siden efterårets sidste kamp, en råkold novembersøndag i Parken, 1-1 mod AaB, en kamp de skulle have vundet, skønt den eneste erindring han havde nu var pigegruppen Mariebands vilde live-version af Wonderful Copenhagen i pausen, hvor havde de gemt sig i mellemtiden? Det var som en film der havde stået stille og nu kørte igen, øllen skulle først bestilles og drikkes i det øjeblik Hoppe og Daniel stod der. Christian kiggede rundt. Hvor fanden var de?