Landsret frifinder region i sag om veganske måltider
Landsret stadfæster byrettens frifindelse af Region Hovedstaden i sag om hospitals tilbud af vegansk kost.
Region Hovedstaden er frifundet i en sag om Hvidovre Hospitals tilbud af vegansk mad til en kvinde, der i 2020 var indlagt ad to omgange.
Mandag har Østre Landsret stadfæstet byrettens frifindelse af regionen, oplyser landsretten.
Sagen var anlagt af Dansk Vegetarisk Forening, som havde sagsøgt regionen på vegne af kvinden, der var indlagt i forbindelse med graviditet og fødsel.
Kvinden lever vegansk. Det vil sige, at hun kun spiser plantebaseret mad og altså hverken kød, fisk, mejeriprodukter eller æg.
Foreningen mener, at hospitalet udsatte kvinden for forskelsbehandling og krænkede menneskerettighederne ved ikke at tilbyde nærende vegansk måltid.
Under indlæggelserne i 2020 blev kvinden tilbudt en kost, der blandt andet bestod af ris, rodfrugter og knækbrød. Men ifølge kvinden var måltiderne ikke tilstrækkeligt nærende.
Dansk Vegetarisk Forening stævnede efterfølgende Region Hovedstaden, der driver Hvidovre Hospital.
Konkret havde foreningen peget på Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 9, som handler om retten til at udøve sin overbevisning, og artikel 14, der er et forbud mod diskrimination.
I 2024 kom Retten i Hillerød frem til, at regionen skulle frifindes. Foreningen ankede dommen til landsretten, som altså mandag har stadfæstet frifindelsen.
Rune-Christoffer Dragsdahl, der er generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, fortalte inden ankesagen, at sagen først og fremmest handler om at få en principiel afklaring på, om offentlige institutioner skal tilbyde ordentlige veganske måltider.
Han anerkender, at der siden 2020 generelt er sket en forbedring af kostvalgmulighederne på hospitalerne.
Dragsdahl mener dog, at der stadig er stor forskel på hospitalsmenuen, alt efter hvilket hospital der er tale om.
- Der er jo en række hospitaler, der har veganske måltider uden problemer.
- Så de hospitaler, der ikke har, har ikke rigtig en god undskyldning, sagde generalsekretæren i september.
Han fortalte også, at de helt sikkert vil anke til Højesteret, hvis frifindelsen skulle stadfæstes af landsretten.