Fortsæt til indhold
Indland

To ud af tre i alderen 9-12 er på platforme med aldersgrænse på 13 år

En ny undersøgelse viser, at 65 pct. i alderen 9-12 år benytter en platform med en aldersgrænse på 13 år.

/ritzau/

At sætte en aldersgrænse på sociale platforme er ikke altid nok til, at børnene holder sig fra dem.

Det viser en ny undersøgelse fra Red Barnet.

Undersøgelsen kommer på et tidspunkt, hvor man i flere EU-lande diskuterer, hvor aldersgrænsen for brug af sociale medier bør være.

Ifølge undersøgelsen fra Red Barnet er 65 procent af de 891 adspurgte i alderen 9-12 år på en platform, hvor aldersgrænsen ellers er 13 år.

Det er et fælles ansvar, at børnene ikke kommer på de platforme for tidligt, siger Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.

- Vi har brug for reel aldersverifikation for at sikre, at børnene ikke er på platformene. Platformene ved godt, der er børn, og de tjener penge på det.

- Som forældre skal vi gøre, hvad vi kan for at sikre, at de ikke er på platformene. Det er rigtig effektivt at lave kollektive aftaler i klasserne, hvor man følger aldersgrænserne og anbefalingerne om, at barnets første smartphone skal udskydes til, at barnet er 13 år, siger hun.

Fra hvornår unge skal være på sociale platforme bliver diskuteret mange steder i Europa.

Den franske regering præsenterede mandag et udkast til en lov, der skal forbyde sociale medier for børn under 15 år.

Og efter et forlig mellem Meta og amerikanske delstater - der stadig mangler rettens endelige godkendelse - har den norske regering sendt et brev til Meta, der opfordrer til at få indført samme begrænsninger.

Her opfordres der for eksempel til, at de sociale medier Instagram og Facebook slukkes fra midnat til klokken 06.00 om morgenen.

Også i Danmark har regeringen haft fokus på børns adgang til sociale medier.

Den 7. september kom regeringen med et udkast til et lovforslag om en aldersgrænse på 15 år for brug af sociale medier.

Det er Johanne Schmidt-Nielsen glad for.

- Det er et vigtigt første skridt, men det er kun første skridt. Det sender et klart signal om, at indholdet bestemt ikke er for børn.

- Den politiske opgave er at begrænse tech-giganternes adgang til børn og unge. Grundlæggende har vi brug for langt mere moderation, en lovgivning, der forbyder datahøst fra børn under 18 år og et opgør med skadelige adfærdsdesign, siger hun.

I undersøgelsen fra Red Barnet har 2.142 børn og unge i alderen 9-17 år besvaret et spørgeskema om deres brug af og oplevelser på sociale platforme.

RITZAU