Michelinkok deler sin opskrift: Det er »en af sommerens bedste fisk til grillen«
Daniel McBurnie fra Restaurant Lyst i Vejle har en sommerfavorit, når der skal grilles. Han viser her opskriften frem.
Daniel McBurnie. Foto: Benny Kjølhede
Nederst i artiklen kan du vælge at få opskriften tilsendt som en printvenlig pdf.
Nok er sommerferien forbi for de fleste.
Men det er sommeren ikke, og der er absolut ingen grund til at rulle havegrillen i garagen.
I hvert fald ikke hvis man spørger michelinkok Daniel McBurnie fra Restaurant Lyst i Vejle.
Han er en af de stjernekokke, der fast leverer opskrifter på hverdagsretter til Jyllands-Postens læsere.
Denne gang er der fisk på tallerkenen.
»Makrellen er i højsæson netop nu og er efter min mening en af sommerens bedste fisk til grillen,« siger Daniel McBurnie.
Husk sæsonen
Et ord, som han gerne vil have danskerne til at huske på, når de handler ind og står hjemme i køkkenet, er ordet »sæson«.
Så man eksempelvis ikke køber jordbær i januar eller februar – men når de om sommeren er i sæson.
Den tilgang til madlavning er klimavenlig, og den giver en god variation på tallerkenen året igennem, pointerer Daniel McBurnie.
Opskriften, som han i denne uge deler med Jyllands-Postens læsere, er præget af sæsonen netop nu.
»Både tomater, salater og friske krydderurter er også i sæson lige nu – så brug dem gavmildt,« siger han, der fremhæver råvarerne og enkeltheden i retten.
»Sammen med solmodne tomater, sprødt grillet surdejsbrød og en cremet basilikumsmayonnaise får du en enkel ret, hvor de bedste råvarer får lov at tale for sig selv.«