En ulykkelig hændelse kommer sjældent alene

Charlotte Munch vågner med et spjæt i vintermørket.

En eksplosion? Er noget tungt blevet tabt nede på kajen ved Horsens Havn?

Noget føles off.

Hun griber sin mobil, da et flakkende skær vælter ind gennem vinduerne og farver stuevæggene røde.

På parkeringspladsen overfor brænder en bil, mens hun taster 112.

Den 19. februar 2021 omkring kl. 5 om morgenen eksploderede en bil foran hospitalet, og kort efter blev en svært skadet mand fundet på ambulancerampen ned til Akutmodtagelsen.

I timerne efter undersøgte politiet, om noget mistænkeligt var på spil, og for Charlotte Munch, der klikkede rundt hos lokalmedierne for at finde svar på den dramatiske morgen, lå tanker om terror og bandekrig ikke fjernt.

Derfor virkede det umiddelbart beroligende, da politiet allerede samme eftermiddag omtalte sagen med ordene en »ulykkelig hændelse«.

Det var, som om den brændende bil var opstået spontant ud af ingenting, selv om sandheden jo er, at det er der meget lidt, der gør, og derfor var eksplosionen i virkeligheden kun et led i en årtier lang kæde af ulykkelige hændelser.

Da branden var slukket, stod bilen tilbage indhyllet i skum på flade dæk med passagerdøren åben på vid gab, mens manden blev lagt i koma.

Han døde få uger før, han skulle være mødt i retten, hvor han var tiltalt for voldtægt og blufærdighedskrænkelse mod mindreårige i sin fortid.

En af dem, der skulle have vidnet i den sag, er Klavs.

Et oprør

Jeg fik hans nummer fra min kollega, der er gift med Klavs’ ven.

Hun havde som alle andre, der havde lært Klavs at kende som voksen, troet, at manden i bilen var Klavs’ far.

Derfor vidste ingen, hvilket ben de skulle stå på, da Klavs to år tidligere pludselig havde afskåret al kontakt til ham og samtidig fortalt, at manden i virkeligheden var hans forældres nabo, der havde misbrugt Klavs som barn.

En uge efter bileksplosionen mødtes Klavs og jeg ved Brabrandsøen, og helt indtil jeg så ham på parkeringspladsen, var jeg overbevist om, at han ville ghoste mig, for en kort samtale over sms havde signaleret, at de tektoniske plader under hans liv skurrede voldsomt mod hinanden.

På det tidspunkt var Klavs en 30-årig spinkel mand iført en alt for tynd læderjakke til frostvejret, men heldigvis også en grå beanie, som var trukket godt ned over ørerne, og passede fint ind i det kernelæderforklæde-agtige-barrista-miljø, han normalt færdedes i.

Ingen af os vidste rigtigt, hvordan vi skulle begynde samtalen, for det hele føltes som en akavet blind date.

Mellem en journalist og et menneske, der ikke kunne mærke, om han følte sorg, lettelse eller vrede over, at den mand, der havde fyldt det meste af hans liv, nu var død.

I to timer gik vi rundt om søen, mens Klavs fortalte om sine forældres nabo, som vi kalder Frank.

Klavs beskrev kort flere seksuelle overgreb i barndommen, som Frank ifølge sin advokat ville have nægtet sig skyldig i, men det var noget helt andet, der gik ham på.

Franks død havde smidt benzin på et tankemylder i ham, og tankerne roterede særligt om alt det, der var sket efter overgrebene, som Klavs fortalte sluttede på kanten af puberteten.

Han stillede de samme spørgsmål igen og igen i forskellige variationer til sig selv under gåturen.

Spørgsmål som:

Hvorfor fortalte han ikke sine forældre om overgrebene?

Hvorfor cuttede han som teenager al kontakt til sin mor og far og flyttede ind hos Frank?

Og hvorfor var det først, da han selv stod på kanten til skilsmisse, at han tog det opgør, der udløste en lavine og resulterede i, at Frank blev politianmeldt?

Skjulte optagelser

Søndag træder Klavs frem som hovedperson i Jyllands-Postens podcastserie ”En ven af familien”.

Den bygger blandt andet på et usædvanligt materiale bestående af mere end 300 lydoptagelser af samtaler mellem Klavs og Frank samt et andet vidne i sagen.

I de sager, der opstår i den fysiske verden, findes sjældent et dokumentationsspor, som forskere kan undersøge eller politiet bruge i efterforskningen, for grooming foregår som regel i det skjulte.

Lidt efter lidt opbygger krænkeren kontrol og tillid, flytter grænser og isolerer offeret fra dem i omgivelserne, der kunne have grebet ind, og nogle gange fortsætter groomingen for at holde ofret i skak, længe efter at selve overgrebene er ophørt.

I Klavs’ optagelser kan man høre dele af de dynamikker. Eksperter, der har lyttet til materialet, har sammenlignet det med at se en slags enhjørning.

Psykolog Pernille Spitz, chef for beskyttelse af børn mod overgreb i Red Barnet, hæfter sig især ved, hvor almindelige samtalerne på overfladen kan lyde, indtil de brat skifter karakter.

En hånd i ryggen

Den første gang Klavs og jeg mødte hinanden ved Brabrandsøen, sagde han noget sært, som jeg først efter at have talt med flere andre kilder, der kendte Franks lidt guru-agtige side, har forstået betydningen af.

Klavs spurgte, om det mon var et tegn, at jeg af alle datoer i verden, havde foreslået, at vi skulle mødes på Franks fødselsdag.

Dengang anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare.

Et tegn? Fra hvem?

Spørgsmålet var et ekko af den spiritualitet, som Frank havde præget Klavs med, siden han blev født, og afslørede at død eller ej, så frygtede Klavs stadig hans tilstedeværelse i verden i en eller anden form.

Et andet spor efter groomingen var, at Frank havde lært Klavs altid at søge hans bekræftelse på både små og store valg i livet.

Det er også her, historien begynder at stille et ubehageligt spørgsmål til mig.

Over flere år har jeg stillet intime spørgsmål om Klavs’ barndom, hans forældre, hans brødre, hans ægteskab og hans relation til Frank.

Jeg har lyttet til deres private samtaler, opsøgt andre, der fortæller om overgreb og manipulation fra Frank, og forsøgt at forstå en familie, der allerede én gang har haft et menneske, der sørgede for at vide alt om alle, helt inde i kernen.

Der har været tidspunkter, hvor jeg har måtte vende med familien, hvorvidt jeg var ved at overtage noget af den ledige plads efter Frank i deres liv.

Risikerede jeg at blive endnu en socialt grænseoverskridende Odin med ét øje, der ser alt i en familie, som gennem årtier blev manipuleret til at tilsidesætte egne behov for en andens?

Det er ubehagelig tanker, men de peger direkte ind i det, behandlere fortæller om mennesker, der har været udsat for grooming.

Hvad vil du selv?

Anne Helene Døssing er centerleder og klinisk psykolog ved Center for Seksuelt Misbrugte i Aarhus. Hun arbejder blandt andet med at genlære voksne ofre for grooming noget, som mange af os andre tager for givet, nemlig at mærke, hvad de selv vil.

Har man som barn eller ung igen og igen fået sine grænser overskredet, kan man som voksen have en næsten lammende frygt for at krænke andre, og det kan betyde, at man har svært ved at tage en konflikt, handle selvstændigt og i stedet hele tiden søge forsikringer fra andre om, at ens valg er i orden.

»Man kan som voksen næsten tvangspræget søge relationer, hvor andre instruerer og styrer – selv om man rationelt ikke ønsker at blive domineret,« siger Anne Helene Døssing.

For Klavs blev løsrivelsen fra Frank begyndelsen på en indre genopbygning, hvor han for første gang selv har bestemt sine værdier, og hvem han vil være som person. Alligevel kan han i dag stadig, hvor selvmodsigende det end lyder, tage sig selv i at savne Frank til at tage ansvaret og prioritere livet for ham, når hverdagen strammer til.

Ifølge Anne Helene Døssing er det netop en af de dynamikker, der kan opstå, når ens egen vilje gennem længere tid er blevet undergravet.

Hun oplever nogle gange, at en klient i terapi forsøger at få behandleren til at give en ny opskrift på livet, og derfor består behandlingen i langsomt at hjælpe personen med selv at formulere sine ønsker og behov.

Når der bliver stille

Konsekvenserne af det, Klavs voksede op med, har skiftet form gennem de seneste år.

Jeg har set ham gå fra den næsten følelseskolde afrapportering ved Brabrandsøen til vrede og en trang til at holde alle dem, der ikke greb ind, ansvarlige.

I det seneste år har jeg mest set træthed, og kun i bittesmå glimt har jeg set ham sørge over det liv, der kunne have været, hvis hans forældre havde haft en helt anden nabo af den slags, der heldigvis er flest af.

I perioder har Klavs drevet selvstændig virksomhed i musikbranchen samtidig med et fast arbejde, en husrenovering og 20 andre bolde i luften, og han indrømmer selv, at han ikke er vild med stilstand, for så begynder tankerne at snige sig ind på ham.

På et tidspunkt blev den indre belastning så stor, at han pludselig fik svært ved at tale.

I en måned gemte han problemet for sine kunder ved at sende sms’er i stedet for at ringe, og jeg kunne heller ikke få fat på ham.

Da vi efter nogle måneder igen talte sammen, lød han som en, der har lagt dele af sit ordforråd på en hylde bagerst i hjernen.

Det dukker stadig op i ny og næ som en svag stammen.

»Det sker, når jeg føler mig presset eller klemt op i et hjørne,« siger Klavs.

»Hvad fanden skete der?«

En eftermiddag i lydstudiet i Aarhus, da vi var ved at lukke det sidste kapitel i ”En ven af familien”, spurgte jeg ham igen om, hvorfor han egentlig sagde ja til at mødes den dag ved Brabrandsøen.

Hvad håbede han at få ud af det?

Klavs tyggede lidt på spørgsmålet, før han svarede, at i mange år havde han været fuldstændig overbevist om, at hans verden ville gå under, hvis ikke Frank var i den.

»Men i det øjeblik, hvor jeg cuttede al kontakt til ham, skete det stik modsatte. Verden åbnede sig,« fortalte han og fortsatte:

»Og det kan måske være meget godt for andre at vide?«

Udover det havde han også dengang en idé om, at fortalte han hele historien til avisen, kunne han sende den til andre med beskeden ”Det her skete. Hvor fucked up er det ikke lige, men du kan læse det hele her, og så ved du altså, hvorfor jeg nogle gange ikke har det så godt” – og dermed slippe for selv at skulle fortælle.

Men når der bliver stille, vender de samme spørgsmål stadig tilbage, fuldstændig som den dag ved Brabrandsøen i 2021.

»Hvad fanden skete der dengang, da mine forældre fik en ny ven? Kan det ske igen?«

Svaret er, at det kan det, og det gør det.

Selv om Klavs’ historie er ekstrem, er mekanismerne i den værd at lære at genkende.

Det er derfor, Jyllands-Posten sideløbende med podcastserien bringer historier om, hvor stort et problem det er, at omgivelserne overhører de mavefornemmelser og advarselstegn på grooming, der kunne få os til at reagere tidligere.

Og som Klavs siger:

»Enten ser for få, hvad der sker, og ellers handler for få på det, de ser. Det er et problem, for de groomede kan jo ikke redde sig selv.«

Tilbage til Horsens

I Horsens bor Charlotte Munch stadig med udkig til p-pladsen foran Regionshospitalet Horsens.

Da jeg ringede til hende for at høre, hvad hun så den morgen i 2021, hvor Klavs’ historie på en måde både sluttede og begyndte, spurgte jeg hende også, om hun havde fotos fra branden på sin mobil.

Det havde hun, men hun var lidt tøvende med at sende dem, for hvorfor rodede jeg rundt i en ulykkelig hændelse, som politiet for længst havde lukket.

Havde politiet overset noget?

Næh, svarede jeg, og forklarede, at der ikke var mere at komme efter juridisk i den sag, men muligvis noget andet for os andre at blive klogere på.

Og så fortalte jeg hende historien om, hvad der havde ledt op til den brændende bil.

Ord som overgreb og grooming tog hun roligt, for hun havde arbejdet på psykiatriske bosteder.

Der havde hun både mødt ofre, der spiste og spiste i håb om, at en stor krop kunne beskytte dem, og hun havde siddet i stue med gerningsmænd, der sad ensomme og sølle tilbage uden familie på grund af deres handlinger.

Når de nogle gange spagt forsøgte at retfærdiggøre deres handlinger over for hende, tvang hun sig til at tænke på, at de måske selv var vokset op med folk i deres liv, der havde smadret sig vej ind over deres grænser.

»Ok, jeg sender dig mine fotos fra den morgen. Man ved aldrig. Måske kan de motivere nogen til at søge hjælp i tide - eller måske give andre mod på at åbne munden,« sagde hun.

Klavs’ fulde navn er redaktionen bekendt. Af hensyn til andre parter i sagen optræder han kun ved sit fornavn.

Frank er ikke Franks rigtige navn. Han døde kort før retssagen mod sig. Ifølge sin forsvarer nægtede han sig skyldig i alle anklager, herunder voldtægt af mindreårige.

Denne artikel omtaler overgreb. Bryd Cirklen (65 90 90 90) tilbyder anonym rådgivning til personer med seksuelle tanker om mindreårige.

Abonnerer du på Jyllands-Posten? Så kan du fra på søndag klokken 8.00 høre hele serien ”En ven af familien” her.