Da JPs journalist var ved at give op, ringede telefonen: »Hvis du kommer lige nu, kan du se dokumenterne«

Ayia Napa, Cypern

Det var her, det skete.

Lige her på toilettet. Det er ikke større end én kvadratmeter. Ejeren af baren er gået med herind. Han er høj og bredskuldret og fylder det meste af den lille gulvplads. Jeg står selv med ryggen mod døren. Den er lukket bag os. Jeg føler mig en anelse beklemt, da vores arme presser sig mod hinanden. Hans mave giver mig et ufrivilligt puf i siden. Vi kanter os rundt om toiletkummen for at være her.

Formålet er at se, hvor trang pladsen egentlig er for to mennesker.

Stanken af gammel, indtørret alkohol hænger i væggene. Lugten har fået et syrligt strejf af de mange års rengøringsmidler, der dag efter dag har forsøgt at skrubbe den forgangne nats eskapader af væggene.

Det er middagstid. Området er næsten øde. Nattens gæster sover længe på hotelværelserne eller er taget på stranden. De lader op til endnu en aften i byen.

Toilettet, vi står på – gerningsstedet, den lille kvadratmeter af verden, jeg i flere måneder har beskæftiget mig med – ligger på en mellemetage på baren Ambassaden midt i den cypriotiske festby Ayia Napa.

Det føles uvirkeligt at stå netop her i denne lille toiletbås, der synes så ubetydelig, men som er genstand for talrige artikler, en retssag og ødelagte skæbner.

Sagens to hovedpersoner er enige om, at de befandt sig lige her om natten den 12. juli 2022.

De er bare ikke enige om, hvad der skete.

Hun siger, hun blev voldtaget.

Han nægter kategorisk.

Selv om det snart er fire år siden, står episoden den nat stadig tydeligt for barens ejer.

»Jeg kan huske, at bartenderen pludselig kom ned til mig og sagde, at der var et problem på toilettet. Jeg gik straks derop,« siger barejer Alexander Nourou:

»Politiet kom og tog billeder af det hele. Ligesom på film.«

Hvad skete der?

Jyllands-Posten har de seneste måneder undersøgt forløbet. Sagens principielle lag er blevet afdækket. Danske Alex Bowa Johansens straffesag har snart stået på i fire år uden udsigt til afklaring. Han har siddet varetægtsfængslet ad tre omgange uden på noget tidspunkt at blive informeret om, hvad anklagerne konkret bygger på – andet end at den portugisiske pige fastholder, at hun blev voldtaget. Det er kommet frem, at Alex Bowa Johansen på ingen måde afsoner under de ordnede forhold, han blev lovet – og som i øvrigt var en grundpræmis for overhovedet at udlevere ham til Cypern. Jyllands-Posten har også fortalt, hvordan Alex Bowa Johansens gymnasievenner husker den skæbnesvangre rejse sommeren 2022.

Men ét stort spørgsmål står fortsat og blinker: Hvad skete der den nat på Cypern i den toiletbås?

Hvad er det for noget materiale, den cypriotiske anklagemyndighed ligger inde med, siden man har opretholdt en anklage i snart fire år? Hvad præcist har den portugisiske pige fortalt?

Inden Jyllands-Posten begyndte at omtale sagen, havde Alex Bowa Johansen, hans nærmeste familie og danske advokat ikke engang set et anklageskrift. Siden har Udenrigsministeriet i Danmark lagt pres på de cypriotiske myndigheder, hvilket har betydet, at enkelte dele af sagsmaterialet er blevet udleveret eller fremvist til Alex Bowa Johansen. Derudover har Jyllands-Posten søgt aktindsigt hos en lang række danske og cypriotiske instanser, ligesom det er lykkedes at skaffe dokumenter på anden vis.

Men vi har manglet sagens helt centrale oplysninger, og sporene i Danmark er ved at tørre ud.

Derfor er jeg rejst til Cypern for at komme til bunds i sagen.

Undervejs på turen har jeg mødt barejeren, der var til stede den nat, det hele skete, talt med advokater og myndigheder – og pludselig fik jeg et opkald, der ændrede alt.

På den baggrund kan vi nu tegne et langt mere præcist billede af, hvad der faktisk er foregået i sagen om Alex Bowa Johansen.

Festgadens mørke fortælling

Det er en tirsdag forårsaften. Knap fire år efter, at Alex Bowa Johansen rejste til Cypern med sine venner for at nyde sol og fest.

Jeg er netop landet på Cypern og er kørt til det sted, hvor det hele begyndte.

Baren Ambassaden ligger mellem et hav af andre værtshuse og diskoteker. Der er Titanic-baren, som er formet som et gigantisk skib. En iglo-bar, der er formet som, ja, en iglo. Festende gæster kan også tage en tur til Hollywood gennem et indgangsparti af store Oscar-statuetter.

Og for enden af gaden kommer jeg pludselig til Danmark.

Sådan føles det i hvert fald. Dannebrog hænger ud af Ambassadens vinduer. Medina brager ud af højtalerne. På en storskærm spiller det danske landshold. Røde og hvide stråler fra lamper oplyser dansegulvet foran bardisken med flasker af alkohol og bartendere, der putter limeskiver i drinks.

Gæsterne er næsten alle danske. En gruppe unge drenge på 19-20 år sidder tilbagelænede i et lille udendørs loungeområde.

Da de hører, at jeg er journalist, udbryder en af dem, at det må handle om »ham danskeren, der sidder fængslet hernede«.

Det er rigtigt, siger jeg og spørger, om sagen gør dem bekymrede.

»Jeg har da tænkt over det,« siger en af dem og bunder det sidste af sin øl. Helt ligesom Alex Bowa Johansen og hans venner gjorde det, da de i 2022 havde samme alder og festede samme sted.

Ejeren af baren, Alexander Nourou, står i indgangen. Han opkræver 20 euro i entré. Inkluderet er til gengæld to shots, en drink og en kupon med teksten »buy your drink and get 2 free shots«.

Det kan hurtigt blive festligt.

Han vil gerne tale med mig. Bare ikke lige nu. Jeg må komme tilbage i morgen uden for åbningstid.

Da musikken stoppede

Så det gør jeg. Ved middagstid den følgende dag tropper jeg atter op på Ambassaden. Denne gang er facaden lukket og låst. Ingen musik eller farverige lys, ingen gæster.

Barejeren er lige stået op. Jeg var begyndt at frygte, at han udeblev.

Han har ikke vidnet i retssagen, pointerer han.

Han viser mig det aktuelle toilet og fortæller, hvad han husker fra den aften for fire år siden, og om Alex Bowa Johansen.

»Jeg husker ham ankomme den aften. Han var ikke en højlydt person. Han var en rolig person.«

Senere på aftenen kom ambulancen efter pigen. Politiet kom efter manden.

»Han forsøgte ikke at løbe væk. Han var chokeret, men han opførte sig roligt. Altså, han blev her.«

Den nat så toiletbåsen væsentligt anderledes ud, end da vi sammen står derinde:

»Der var blod. På pigen, på tøjet, på gulvet. Det lignede … altså ligesom der kan være blod på et lagen efter bryllupsnatten. Det er tradition her på Cypern, at vi viser lagnet frem efter første bryllupsnat. Sådan så det ud.«

Han har kameraer på baren, men ikke i toiletbåsen. Politiet har taget det materiale, der blev optaget fra aftenen og natten.

Alexander Nourou forstår ikke, at Alex Bowa Johansen endnu ikke har fået sin dom.

»Måske begik drengen en fejl. Men han har brug for at blive hjulpet. At han stadig sidder i fængsel, at det har stået på så længe – come on, hvad er det for noget fucking shit?«

»Det er virkelig sørgeligt at høre, at han stadig sidder fængslet uden dom. Virkelig,« siger han.

Bag låste porte

Sandfarvede, høje mure. Store spiraler af pigtråd foroven. Jernlåger med tremmer, der ruller til siden, når en bil skal passere.

Central Jail of Nicosia er Cyperns primære fængsel. Det er flere gange blevet kritiseret af Europarådets Torturkomité for sin behandling af fanger. Det er overbelagt. Der mangler personale. Fangerne behandler hinanden brutalt.

Ifølge en journalist, jeg har talt med fra øen, er netop den afdeling, Alex Bowa Johansen sidder i, en af de værste. Da jeg fortæller, hvilken blok han sidder i, er hendes reaktion:

»Åh. Det er ikke så godt.«

Danmark og Alex Bowa Johansen var ellers blevet garanteret ordnede forhold, da de udleverede ham.

Nu står jeg foran indgangspartiet. En kvindelig fængselsbetjent sidder i en luge. Foran hende står flere vagter på vejen.

Alex Bowa Johansen har siddet her i et år.

Morgenen er tåget. Jeg er ankommet i god tid. Aftalen er sat op af myndighederne hjemmefra.

Kvinden i den lille luge tjekker de papirark, hun har liggende foran sig.

Og så siger hun:

»Der er ingen aftale.«

Jeg var blevet advaret om netop dette.

På bedende engelsk forklarer jeg, at jeg er kommet helt fra Danmark, at jeg er blevet lovet, at denne aftale er sat op. Jeg viser mine flybilletter, peger igen og igen på mine rejsedatoer.

Jeg skal ind og tale med ham.

Til sidst ringer hun til nogen og siger en masse på græsk, jeg ikke forstår.

Hun giver mig en stak papirer, jeg skal udfylde. Så peger hun på et metalskab med lås.

»Læg dine ting der.«

Jeg bliver scannet af metaldetektorer. Jeg må ikke tage noget med ind.

Derefter går jeg på fliser langs en lille græsplæne og ind i en ny, lille sandfarvet bygning. Det er næsten som en landsby.

Endnu engang skal jeg scannes.

Omsider kommer jeg ind i et aflangt lokale med et langt metalbord på tværs af rummet og en bænk på hver side.

I lokalets ene ende er der et stort vindue. Derfra overvåger fængselsbetjentene de mange besøg.

Jeg er den første i lokalet. Kort efter kommer Alex Bowa Johansen ind.

Fanget

Høj, veltrænet og med et smil på læben. Han fortæller, at han motionerer i fængslet for at få tiden til at gå. Dagene kan blive lange.

Vi taler om den aften, det hele skete. At jeg har været forbi Ambassaden.

Han fastholder sin forklaring. Han har ikke voldtaget nogen.

Jeg taler med ham om de oplysninger, jeg har fundet frem til.

Alligevel har vi valgt ikke at bringe hans svar om forløbet på toilettet på Ambassaden. Anklagemyndigheden på Cypern har oplyst, at det er strafbart for ham at udtale sig om sagen.

Han kan alene udtale sig om sin oplevelse af retsvæsenet og de forhold, han sidder fængslet under.

Og retsvæsenet på Cypern, det stoler han ikke på. Derfor er han sikker på, at han får en dom, på trods af at han fastholder sin uskyld. Han tror, at Cypern ikke vil tabe ansigt og derfor vil finde ham skyldig i et eller andet.

Under besøget i fængslet kommunikerer han på græsk med fængselsbetjentene, der siger noget gennem ruden.

Sproget er han begyndt at lære. De kalder ham »den sorte dansker«, fortæller han.

»Det er uvirkeligt at sidde herinde. Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg troet, at mit liv ville udvikle sig sådan her.«

Han har taget to vandflasker med til os. De lugter af cigaretrøg.

Smøger er valuta for alt i fængslet. Hvis han skal have vasket tøj, skal han betale cigaretter til de fanger, der bestemmer over vaskerummet. Der bliver ikke gjort rent i blokken. To indsatte uden familie har påtaget sig opgaven. De andre fanger betaler med smøger.

»Ellers ville vi drukne i lort,« siger han.

Taletidskort er også valuta, men de er for dyrebare for Alex Bowa Johansen. I modsætning til mange andre fanger får han sjældent besøg af sin far, Ivan Johansen, eller kæresten Alma, der begge bor i Danmark. Opkaldene er hans livslinje.

Efter en lille time beder betjentene i fængslet mig om at gå. Besøget har varet længe nok.

Gennembruddet

I mine dage på Cypern har jeg banket på hos talrige kilder uden held. Jeg har opsøgt Justitsministeriet, som ikke ville tale med mig, men dog gav mig den oplysning, at de har undersøgt fængselsforholdene, efter at vi skrev kritisk om dem.

Resultatet af undersøgelsen kunne jeg ikke få.

Selvom besøget hos Alex var interessant, rykkede det ikke rigtigt på de oplysninger, jeg i forvejen havde, da jeg rejste til Middelhavsøen. Jeg er ved at løbe tør for spor. Jeg er ikke for alvor blevet meget klogere på, hvad der skete den aften i 2022.

På en café sidder jeg og stikker til en pasta, mens jeg overvejer, hvad jeg skal gøre. Alle døre synes lukkede for journalister.

Pludselig ringer min telefon.

»Hvis du kommer lige nu, kan du se dokumenterne,« siger en stemme i telefonen, som har ønsket at være anonym over for avisens læsere.

Jeg løber ud i lejebilen og drøner af sted.

Dokumenterne

Et hemmeligt sted på Cypern får jeg adgang til dokumenterne.

Det største gennembrud i sagen indtil videre.

Dokumenterne giver omsider et dybere kig ind i straffesagen:

To vidneforklaringer er afgivet fra kvinden. Én på gerningsstedet og én den følgende dag. Hendes to veninder har også fortalt, hvad de oplevede. Og så er der Alex Bowa Johansens afhøring. Den indeholder ikke meget. Han blev rådgivet til at tie stille.

Dele af de centrale dokumenter har Jyllands-Posten sideløbende skaffet via aktindsigt og kilder.

Her er, hvad der fremgår af sagens dokumenter.

Omkring klokken 3.15 den 12. juli 2022 modtog en fodpatrulje fra politiet i Ayia Napa oplysninger om, at en kvinde havde anmeldt en voldtægt på Ambassaden.

Gerningsmanden var på stedet, skriver betjenten i sin rapport.

Betjentene ankom til gerningsstedet, hvor de blev vist op til toilettet. I den første bås sad den 17-årige portugisiske pige på toilettet med sit undertøj ned til knæene. Hun græd.

Ifølge betjenten var pigen tydeligt berørt og sagde, at hun ønskede at dø.

Den 17-årige portugiser tørrede sig med papir på sine kønsdele. Der var blod.

Betjenten så også blod på hendes fødder, tøj og på gulvet. Den 17-årige oplyste, at en mand havde voldtaget hende på toilettet.

På gulvet lå en hvid og blåstribet skjorte, et par herretøfler og en hvid mobiltelefon.

Betjenten beskriver, at en ambulance blev tilkaldt, og at den 17-årige pige havde svært ved at holde sig ved bevidsthed.

Af dokumenterne fremgår det, at der blev taget blodprøver af pigen. Svarene fra prøverne fremgår ikke. En myndighedskilde har imidlertid oplyst, at det i retten er kommet frem, at pigen var beruset og påvirket af marihuana.

Til betjenten fortalte den 17-årige, at hun havde mødt Alex Bowa Johansen på baren. De havde kysset på dansegulvet, og han havde ført hende mod toiletterne. Hun fulgte med, fordi hun gerne ville kysse videre, står der i betjentens rapport.

Ifølge portugiseren forsøgte Alex Bowa Johansen at tage hendes tøj af.

»Manden skubbede hende ind på toilettet og låste døren bag dem,« oplyste den 17-årige ifølge rapporten.

Veninderne banker på døren

Angiveligt sagde portugiseren til Alex Bowa Johansen, at hun ikke ønskede at have sex, og at hun forsøgte at forlade toilettet. Hans store statur forhindrede det, og han gennemførte en seksuel handling.

Denne del af forklaringen er central.

Den 17-årige gav også en forklaring på politistationen dagen efter hændelsen på toilettet. Her afviger forklaringen noget fra de første udtalelser.

Igen sagde hun, at de dansede og kyssede, og at han førte hende til toiletterne. Hun troede, at de skulle tale sammen og måske kysse lidt mere.

»Jeg var den, der lukkede døren,« sagde hun under afhøringen dagen efter.

»Da jeg lukkede døren og vender mig om ... Jeg husker ikke meget, men jeg husker, at jeg vender mig rundt, og så var han helt nøgen, og jeg husker at han tog fat i mig og skubber min kjole op,« står der i hendes forklaring, før hun tilføjer:

At Alex Bowa Johansen »fucked me« – altså han havde sex med hende.

Hun siger, at hun ikke husker meget af, hvad der skete, men at »der var ligesom meget blod,« siger hun.

»Jeg kan ikke huske meget af, hvad jeg så, for jeg har virkelig dårligt syn, og han havde taget mine briller af, så jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke.«

Hun husker, at hendes ene veninde bankede på døren.

Senere i afhøringen genkalder hun episoden:

»Da jeg låste døren og vendte mig om … Jeg ved ikke, hvor meget tid, der var gået, for jeg tror, jeg var meget fuld (...) men jeg kan huske, at jeg vendte mig om, og at han var helt nøgen.«

»Han hev min kjole op til over mine bryster.«

»Hvad med dit undertøj?«

»Det kan jeg ikke huske. Jeg ved ikke med undertøjet, men jeg ved, at da jeg ankom til hospitalet, havde jeg stadig mit undertøj, så jeg ved det ikke, jeg er ikke sikker.«

Hun fortæller desuden, at hun et par dage før episoden havde sex for første gang i sit liv med en anden mand, som hun gav sit samtykke til.

Forklaringer fra toilettet

To af pigens veninder har også vidnet i sagen, fremgår det af de sagsdokumenter, Jyllands-Posten har fået adgang til.

Venindernes forklaring giver ligeledes en dybere indsigt i, hvad der kan være sket.

Den ene veninde har fortalt, at de ledte efter deres veninde og kom op til toilettet og kaldte på hende.

»Hun svarede, at hun “var her” med en meget lav stemme, og hun lød lidt stresset. Vi bankede på den første toiletdør, og hun svarede igen.«

Den ene veninde hørte nogen rumstere inde fra toiletbåsen.

»Så jeg bliver ved med at tale til hende, og hun (den 17-årige, red.) er sådan “ja, ja, vent …”«

»Jeg blev ved med at banke og spørge, hvad så, hvad foregår der? Og hun sagde “lige et øjeblik” til mig.«

»Til en anden person sagde hun “kom nu, skynd dig nu, tag dine bukser på”.«

»Så nu er jeg sikker på, at der er en anden på toilettet med hende, og jeg begynder at tale til den person også og siger, at vi skal gå.«

»Hun bliver ved med at tale til den anden person om at gå ud, og han lader hende ikke gå.«

»Så nu går det op for mig, at der sker noget slemt, fordi de ikke kommer ud.«

Veninden forklarer, at hun selv begynder at råbe og sige, at hvis ikke den 17-årige og manden kommer ud nu, kalder hun på nogen eller sparker døren ind selv.

Til sidst kommer manden ud og går forbi dem og ud af toilettet. »Da vender jeg mig mod [den 17-årige],« siger hun:

»Og hun står der med sine ben åbne, og blod rendte ned ad hendes ben.«

»Hun blødte fra sin vagina, men det løb ned ad hendes ben.«

Veninden fortæller, at hun fra ambulancen ringede til den 17-åriges forældre og bad dem komme. Faderen rejste med det samme.

Vidnerne

Den anden veninde har også afgivet forklaring:

»I den første toiletbås var [den 17-årige] og en fyr. Døren var låst, og [den ene veninde] begynder at hamre på døren og skrige, at de skal komme ud og åbne døren. Først hører vi [den 17-årige] sige til fyren, at han skal klæde sig på, hun lød stresset. Han åbnede ikke døren, så [den ene veninde] blev ved med at hamre på døren. Endelig efter 5 eller 10 minutter åbner døren, og jeg ser [den 17-årige] åbne døren og blod, der løber ned ad hendes ben og hænder. Hun græder. Jeg var chokeret, men jeg kan huske, at manden løber ned ad trapperne, og [den ene veninde] råber, at de skal ringe efter politiet. Jeg blev ved [den 17-årige] og tørrede blod væk fra hendes ben og hænder med toiletpapir.«

Forklaringerne viser, at der er enighed om, at Alex Bowa Johansen og den 17-årige portugiser kyssede på dansegulvet og gik sammen op på toilettet. Kvindens forklaring divergerer bl.a. i forhold til, om hun selv låste døren eller ej.

Den 17-årige og veninderne fortæller, at der var blod, og det bekræftes af barejeren.

De fortæller også, at den 17-årige bad dem om at vente med at komme ind, og at hun sagde til Alex, at han skulle tage sit tøj på.

Ingen adgang

I princippet har retssagen mod Alex Bowa Johansen kørt på Cypern i snart fire år. De første tre år skete der reelt ingenting, men i de seneste måneder lader der til at være mere skred i sagen. Og næste dag, imens jeg befinder mig på Cypern, er der retsmøde.

Jeg er på forkant blevet advaret om, at jeg formentlig ikke må deltage.

Af dokumenter fra retsmøderne fremgår det, at det flere gange er den portugisiske kvinde, der har været årsag til, at sagen er udskudt. Årsagerne til, at hun aldrig er mødt frem som vidne på Cypern, har bl.a. været en lang ferie samt eksamensperiode på hendes universitet.

Før retsmødet diskuterer Alex Bowa Johansens advokat og en person fra det danske konsulat, hvorfor jeg er der. Konsulatets udsendte er berørt af situationen og føler med Alex.

Alex Bowa Johansens advokat nægter at tale med mig. Hun siger dog, at hun godt kan lide Danmark, og at hendes modvilje intet har med mig at gøre.

Kort efter går retsmødet i gang. Alex Bowa Johansen bliver ført ind i lokalet af betjente. Han bliver sat i en lille bås i venstre side af retslokalet ved siden af dommerne, hvorfra han observerer retssagen, der foregår på græsk.

Jeg får afslag på at blive der og må forlade retslokalet.

Efterfølgende får jeg at vide, at den ene venindes forklaring blev fremlagt. Retssagen fortsætter i maj.