Fortsæt til indhold
Indland

Medieforsker: Derfor går en grædende nordmand viralt

Under vinter-OL har en norsk skiskytte fanget medier rundt i hele verdens opmærksomhed. Eksperter i kommunikation kommer med bud på, hvorfor sagen pludselig er på alles læber.

Sturla Holm Lægreid.

Det er ikke sikkert, at navnet siger dig noget. Men har du den seneste uge åbnet de sociale medier, er der stor sandsynlighed for, at du er stødt på ham. Måske har du det ligesom Ejvind Hansen, der er docent i mediefilosofi ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. At det er noget med en atlet, der ser »ganske brødebetynget ud«, mens han indrømmer, at han har været sin ekskæreste utro.

Mere præcist omhandler sagen den norske OL-skiskytte Sturla Holm Lægreid, der har været genstand for opmærksomhed verden over. Ikke for sine sportslige præstationer, men for at indrømme og fortryde utroskab for åben skærm. Men er det overhovedet spændende? Og hvordan kan en forholdsvis ukendt atlets tidligere parforhold rydde mediefladen i en tid, hvor hele verdensordenen er oppe i luften?

Det findes der en god forklaring på, mener både medieforsker Ejvind Hansen og Marie Nyhus, vært på kommunikationspodcasten ”Budskab” på Fagbladet Journalisten.