Ahmed Samsam på plads i Højesteret i strid med PET og FE
Retssikkerheden er kørt ud på et sidespor i Samsam-sag, mener advokat, som kalder forløb for et justitsmord.
- Hæderværdige Højesteret, der tegner sig et billede af en ualmindelig tilsidesættelse af almindelig retssikkerhed i Danmark.
Den bastante melding er de første ord fra advokat René Offersen tirsdag i Højesteret i en retssag, som griber ind i de allerhemmeligste afkroge af statsapparatet.
Det er den 35-årige Ahmed Samsam, som har sagsøgt efterretningstjenesterne PET og FE med et krav om, at de offentligt skal anerkende, at Samsam arbejdede for dem under rejser til Syrien i 2012-2014.
Det er cirka to år siden, at Samsam kæmpede sin kamp i Østre Landsret. Men her blev sagen afvist med henvisning til, at Samsam ikke havde en såkaldt retlig interesse i at få afklaret spørgsmålet.
Den afgørelse har Samsam anket til Højesteret.
Ahmed Samsam blev i 2017 anholdt i Spanien, hvor han opholdt sig med henblik på at rejse videre til Marokko. De spanske myndigheder rejste en straffesag mod ham, og i 2018 blev han dømt for at have integreret sig i en terrorgruppe.
Samsam selv hævdede, at den gruppe, Troens Brigade, som han rigtignok havde kæmpet for i Syrien mod Assad-regimet, intet havde at gøre med bevægelsen Islamisk Stat som påstået.
Og i øvrigt var han i Syrien som led i et samarbejde med efterretningstjenesterne, idet han i 2012 blev hvervet af PET. Siden overgik han til at samarbejde med FE.
Det er hans håb, at en indrømmelse af dette fra de danske tjenester, vil kunne føre til en ny rettergang i Spanien, og at han kan få renset sit navn.
Men tjenesterne har afvist med henvisning til et princip om hverken at be- eller afkræfte, hvem man samarbejder med.
- Neither confirm nor deny, lyder det igen og igen på engelsk fra advokat Thomas Ilsøe Andersen, som repræsenterer tjenesterne i Højesteret, og med den engelske formulering vil understrege, at det er et princip, som gælder internationalt for alle efterretningstjenester i den vestlige verden.
Ved tirsdagens retsmøde har Ahmed Samsam taget plads på tilhørerrækkerne i det mest fornemme af Højesterets lokaler. Her er der højt til de ornamenterede lofter, hvorfra fem tolvarmede lysekroner hænger og bidrager til at oplyse lokalet.
Højesteret har valgt at lade sagen bedømme af syv dommere, hvilket indikerer at sagen anses som særligt principiel. Normalt er det nemlig nok med fem dommere.
Kun få sekunder efter at René Offersen som den første af parterne fik ordet, blev udtrykket ”justitsmord” brugt om Ahmed Samsams skæbne.
For ham er det soleklart, at hvis PET og FE bekræftede samarbejdede med Ahmed Samsam, så ville det også følge, at hans gruppe i Syrien ikke var en forløber for Islamisk Stat.
- Samsam var ikke blevet dømt for integrering i en terrororganisation, hvis PET og FE havde stillet deres viden til rådighed for de spanske myndigheder, lyder det fra Offersen.
Men modparten - Thomas Ilsøe Andersen fra Kammeradvokaten - er uenig.
Han gennemgår en række detaljer i de spanske domme, som efter hans opfattelser underbygger den konklusion, som også Østre Landsret nåede for snart to år siden.
- Det ville ikke have ændret så meget som et komma i den spanske dom, lyder det fra Ilsøe Andersen.
Også tirsdag eftermiddag byder på juridiske argumenter fra parterne, inden Højesteret vil optage sagen til dom, som forventeligt vil blive afsagt i løbet af de kommende uger.