Ny rekord på boligmarkedet: Her har det aldrig været sværere at finde en bolig
Har du planer om at investere i en af de lejligheder, der bare er steget og steget i værdi? Det har aldrig været sværere at finde en af disse, viser dugfriske tal.
Man skal ikke lede længe for at finde overskrifter som disse:
»En gylden investering: Køb en ejerlejlighed i København«.
»Boligejere har tjent en pilotløn på et år«.
»Ejerlejlighedspriserne brager fortsat op i København«.
Til gengæld skal man efterhånden lede med lys og lygte, hvis man vil ind på det københavnske boligmarked.
Om det er de mange historier om danskere, der er blevet velhavende ved at investere i københavnske kvadratmeter, er uvist, men i hvert fald er det sværere end nogensinde at finde en ejerlejlighed i København.
Det viser dugfriske udbudstal fra Boligsiden.
Laveste måling
Ved indgangen til august måned var der blot 1.165 ejerlejligheder til salg i Københavns Kommune.
Det er 11 pct. færre end for en måned siden og 36 pct. færre end for et år siden.
Faktisk er udbuddet af ejerlejligheder i København nu på det laveste niveau, som Boligsiden nogensinde har registreret.
Kun én gang tidligere har antallet af lejligheder i København været lige så lavt – det var i januar 2013.
»Efterspørgslen på ejerlejligheder i København har været stor i lang tid, og det afspejler sig i udbuddet. Selvom der løbende er kommet mange lejligheder til salg, bliver de hurtigt solgt, og derfor rammer vi nu et lavt niveau for antal lejligheder til salg, som også er lavere end under coronaperioden,« lyder det fra Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Aarhus går samme vej
Også i Aarhus er udbuddet af ejerlejligheder faldende.
I Aarhus Kommune var der 652 lejligheder til salg ved indgangen til august. Det er 6 pct. færre end for en måned siden og 33 pct. færre end for et år siden, og tendensen for udviklingen i udbuddet er derfor den samme i Aarhus som i København.
Men i Aarhus er der ikke tale om en ny rekord, for under coronaen var udbuddet af ejerlejligheder helt nede på 387.
»Også i Aarhus ser vi en stigende efterspørgsel på ejerlejligheder, hvilket påvirker udbuddet, som overordnet set har været nedadgående siden sommeren sidste år. Men der er fortsat et stykke ned til det lave udbudsniveau, vi så under corona i Aarhus Kommune,« forklarer Birgit Daetz.
På landsplan er udbuddet af ejerlejligheder faldet med 4,6 procent den seneste måned, og der er aktuelt 16,5 procent færre lejligheder til salg nu end på samme tidspunkt sidste år.
En halv million mere
Det historisk lave udbud af ejerlejligheder i København kommer på et tidspunkt, hvor det er blevet historisk dyrt at bosætte sig i København.
Jyllands-Posten fik for nylig Boligøkonomisk Videncenter til at regne på, hvad man skal hive ind i månedsløn for at købe en lejlighed i København.
I hovedstaden skal to voksne nu hver især tjene 56.000 kr. om måneden, hvis de vil købe en lejlighed på 90 kvm i gennemsnitlig stand og på en gennemsnitlig placering. Den beregnede månedsløn er før skat, men dog uden pension.
Siden januar i år er en lejlighed på 90 kvm i København blevet næsten 500.000 kr. dyrere. I juni lå den gennemsnitlige salgspris for 90 kvm på 5,6 mio. kr.
Men hvorfor er der ikke flere lejligheder til salg i København, når de, der ejer lejlighederne, kan få historisk mange penge for dem?
Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videncenter, har et bud:
»Mange tænker måske, at nu har vi tjent en halv million, men vi bliver siddende, for så tjener vi nok en halv million mere det næste år,« siger Curt Liliegreen, der beskriver det lave udbud af ejerboliger i København som »en kronisk mangel på ejerboliger«:
»Befolkningstallet er gået op i København, og der er flere og flere, som har penge,« siger han.