Fortsæt til indhold
Indland

Mistænkt mand meldte sig selv efter skuddrab på åben gade

Formodet gerningsmand forventes fremstillet i grundlovsforhør tirsdag.

En 47-årig kvinde blev mandag skudt og dræbt på åben gade på Frederikssundsvej i København.

Den formodede gerningsmand meldte efterfølgende sig selv til politiet.

Han er 61 år og havde en relation til kvinden. Han havde et såkaldt polititilhold og var kendt af politiet i forvejen.

Det oplyser Lasse Michelsen, vicepolitiinspektør i Københavns Politi, på et kort pressemøde på Københavns Politigård.

Et polititilhold gives til en person, som har forfulgt eller chikaneret en anden person. Det indebærer, at personen ikke må kontakte eller følge efter den anden person.

Lasse Michelsen forventer, at den anholdte mand vil blive fremstillet i et grundlovsforhør tirsdag med krav om varetægtsfængsling.

Politiet fik et alarmopkald om skyderiet kl. 13.12. Der blev affyret seks til otte skud, oplyser vicepolitiinspektøren.

Han vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om et muligt motiv.

»Det er for tidligt at sige noget om. Vi udelukker ikke noget og efterforsker bredt,« siger Lasse Michelsen.

Der er ifølge vicepolitiinspektøren ingen indikationer på, at skuddrabet er banderelateret.

Der er optaget videoer fra gerningsstedet, og det kan være strafbart at dele dem, formaner Lasse Michelsen.