Han blev kaldt »mærkelig og røvkedelig«, når han sagde nej til alkohol: Nu går han på gymnasiet og drikker sig fuld
Da Laurits Monefeldt gik i 9. klasse, sad han i "Go' morgen Danmark" og kritiserede, at han blev stemplet som kedelig, fordi han ofte sagde nej til alkohol. Nu går han i 2. g og drikker igennem.
»Hvorfor er du så kedelig?« lød det fra klassekammeraterne, da Laurits Monefeldt gik i 9. klasse.
Han sprang nemlig ofte over, når de andre bællede øl og shots, og han blev derfor stemplet som asocial og kedelig.
Det irriterede ham. Men i stedet for bare at gå hjem og være trist, greb han situationen og gjorde sig til talsmand for, at man skal turde være sig selv.
Han blev inviteret ind i ”Go’ morgen Danmark”, hvor han kritiserede alkoholkulturen blandt unge og opfordrede til, at »man skal lære at sige nej«.
Det er to år siden.
Laurits Monefeldt går i dag i 2. g på Vordingborg Gymnasium. Kan han stadig sige nej til alkohol? Han gør det i hvert fald sjældent, viser det sig.