Bilisterne sad fast i sneen, var nedkølede og ringede 112 – men de frøs ikke nok til at få myndighedernes hjælp
Strandede bilister var ikke livstruede nok til at blive evakueret fra motorvej E45 under snestormen i januar, lyder myndighedernes forklaring på, hvorfor mange kolde bilister ikke fik hjælp efter opkald til 112.
Situationen under snestormen på motorvej E45 i januar var tilsyneladende værre, end det hidtil har været fremme.
»Mange« strandede bilister følte sig så nedkølede, at de ringede 112.
Men de blev ikke evakueret. I stedet blev bilisterne bedt om at ringe 114, som er politiets landsdækkende nummer til situationer, hvor borgeren ikke er i akut nød. Det viser oplysninger i interne dokumenter, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.