Mette Frederiksen er stadig mærket efter overfald
Mette Frederiksen er på vej til at blive sig selv igen efter overfald, men er tydeligvis stadig påvirket af situationen. Det vurderer Jyllands-Postens politiske redaktør, som var til stede fredag, da Mette Frederiksen blev interviewet og stillede sig op til pressen.
Siden Mette Frederiksen blev overfaldet d. 7. juni, har hun været rystet i sit fundament.
»Det var den berømt dråbe, der ramte der,« sagde hun fredag, hvor hun for første gang stillede sig op på en offentlig scene efter hændelsen.
Her blev hun interviewet ved Folkemødets hovedscene, hvor radiovært Søren Dahl spurgte til hendes tilstand.
»Jeg har det okay, men jeg er stadig ikke helt mig selv endnu,« lød svaret. Derfor har hun den seneste tid tilbragt mere tid på sit kontor, opholdt sig mere på Marienborg og lagt hele sit program om for Folkemødet.
Desuden foregik fredagens efterfølgende pressemøde backstage med begrænsning på antallet af journalister og medier.
»Det er ikke noget, som jeg har prøvet ved tidligere Folkemøder. Den officielle forklaring er, at man gør det af hensyn til plads. Men der var masser af plads, så jeg oplever det som et forsøg på at skabe mere kontrollerede omgivelser omkring hende.«
Sådan siger Jyllands-Postens politiske redaktør, Thomas Funding Therkildsen, som var til stede under Mette Frederiksens optræden på scenen og ved pressemødet.
Ifølge ham er det tydeligt, at Mette Frederiksen stadig er meget påvirket af overfaldet for godt en uge siden.
»Hun gennemførte det, men der er ingen tvivl om, at man tager hensyn til hende,« siger han.
Ved pressemødet blev journalisterne på et tidspunkt også bedt om at trække tilbage og holde sig indenfor det afgrænsede område. De skulle samtidig holde op med »at mase« og rykke for tæt på statsministeren.
Thomas Funding Therkildsen vurderer igen, at det var et forsøg på at skabe så trygge omgivelser omkring statsministeren som muligt.
I modsætning til de tidligere år, holdt Mette Frederiksen heller ikke en tale på scenen, hvilket i stedet foregik ved et interviewformat.
»Alt i alt en blødere setting end normalt,« siger Jyllands-Postens politiske redaktør.
Har aldrig overvejet orlov
Fredagens pressemøde var første gang, at Mette Frederiksen trådte op på en offentlig scene for et større publikum, siden hun blev slået på armen for en uge siden.
Selv var hun ærlig omkring, at hun stadig ikke er sig selv, og at hun siden overfaldet har modtaget hjælp for »første gang i sit liv.«
Men da hun blev spurgt til, om hun er i en tilstand, hvor hun kan varetage jobbet som statsminister, var svaret klart.
»Jeg har i en uge gjort det lidt anderledes, men jeg har altid kunnet passe mit arbejde - og det har jeg også kunnet i denne uge.«
Hun har heller ikke overvejet at tage sygeorlov, lød det.
»Det er netop derfor, at hun møder op ved Folkemødet. For at vise, at hun er på arbejde. Det er klart, at hvis hun ikke havde gjort det, og havde meldt afbud, så havde det bidraget til de spekulationer, der er omkring hende,« siger Thomas Funding Therkildsen.
Siden overfaldet på Mette Frederiksen er en 39-årige mand blevet varetægtsfængslet – foreløbig frem til d. 20. juni. Han er sigtet for at have overfaldet statsministeren på Frederiksborggade ved Kultorvet, hvilket en dommer besluttede efter et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.
Manden var fuld og muligvis også påvirket af stoffer ved episoden, hvor han slog Mette Frederiksen med knyttet hånd på højre overarm.
Han nægter sig skyldig.